Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

Jeg kan ikke styre det

Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.

Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing. 

I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.

Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt. 

Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.

Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.

Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.

Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl. 

Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.

Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.

Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.

Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på. 

Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen. 

Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)

Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis … 

“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

Den vildeste gave

Jeg synes, der skal være en kulturklub på en efterskole. Ikke nødvendigvis med stiftende generalforsamling, vedtægter og poster, man kan prale med på sit CV. Men et sted hvor unge mennesker kan dele kultur med hinanden. Et sted, hvor de kan opleve, møde og udforske kultur i alle de afskygninger, de overhovedet kan komme i tanke om. 

Mandag er min aftenvagt-dag. Så Kulturklubben mødes mandag aften. I mandags var vi ikke så mange. Vi har været 6-8 stykker de sidste par gange før efterårsferien, men første mandag efter ferien havde jeg forestillet mig, den kunne være lidt tung at hive op. Men de mødte 3 frem. Alle 3 havde gjort sig tanker, forberedt sig, og – det er i hvert fald mit indtryk – glædede sig til at fortælle. 

En af dem fremførte – stående, med intonation og kun glimtvise kig i sit manuskript – et maori-eventyr fra New Zealand om Marama (månen), en anden fortalte om sin første koncert-oplevelse (Å søde ungdom): Han havde været på Kulisselageret i Horsens til Herezy – et lokalt band som spiller “melodisk thrash / heavy metal” – og Livløs, der spiller “melodisk dødsmetal”. Endelig havde den sidste været på tur i arkiverne og fundet en historie frem om en nordkoreansk afhopper, der simpelthen var fløjet til Sydkorea og landet på en nedlagt landingsbane. 

Ej, men det er jo det vildeste privilegium at møde ind på arbejde til mandagsvagt, og så sidder der 3 unge mennesker og deler ud af deres viden, nysgerrighed og oplevelser. Jeg er simpelthen så begejstret og glad. 

Hvis jeg nogle dage synes, jeg bruger for meget energi på elevernes manglende rengøring, manglende ro og udfordringer med fællesskab og forpligtelser, så skal jeg bare minde mig selv om Kulturklubben og alle de gode oplevelser, jeg får der.

Hvem laver et alternativ til bankerne?

Jeg gider ikke mere. Gider ikke at mine penge hver evig eneste måned ryger lige lukt i hænderne på en eller anden bank. Branchen som sådan – nogle værre end andre – har de seneste mange år vist sig at være fuldstændig ligeglade med, at vi opdager, at de vil skide på os og på fællesskabet. De skal bare have mere profit – skidt med regler, love og almindelig anstændighed. Læs selv hele molevitten i det store tema på dr.dk – hvor ærgerligt at lobbyister ikke nåede at skære ned på vores public service-medie, før de fik fingre i endnu en svindelsag!  https://www.dr.dk/nyheder/penge/netvaerk-af-finansfolk-og-storbanker-har-plyndret-danmark-og-store-dele-af-europa

Og det er lige ved at være fint med mig. Det styrer de selv. Men i vores gennemkapitaliserede og liberale verden har jeg ikke den mulighed, der ellers altid besynges så smukt og højlydt: “At vælge en konkurrent”

FOR DE ER ALLE SAMMEN NOGLE FORBANDEDE SVIN, OG HVIS JEG NOGENSINDE STOD MELLEM VALGET AT SKYDE MIG SELV, SULTE IHJEL ELLER ARBEJDE I EN BANK, VILLE JEG STENSIKKERT ALDRIG VÆLGE AT VÆRE EN DEL AF EN BLODSUGENDE, SELVRETFÆRDIG, GRÅDIG OG HELT IGENNEM ANSVARSFORFLYGTIGENDE BRANCHE SOM BANKVERDENEN. 

Hvad er det for noget? Hvad bilder de sig ind? Og hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor er de i det mindste ikke bag tremmer alle sammen? Hvorfor gør vi ikke oprør? I det mindste ville jeg gerne have mulighed for at få udbetalt mine lønkroner i rede kontanter. Så skal jeg nok selv holde styr på dem. “Så ville forbrydere bare komme i dit hjem og stjæle dem?”. Så det er det, bankerne er? En anordning, der forhindrer forbryderne i at komme hjem til mig? Ved at jeg i stedet sender pengene direkte til forbryderne? Ej men ved du nu snart hvad? Det er jo for latterligt.

Når det er beløb på mange milliarder, der er svindlet for, så er det altid “svært at finde frem til bagmændene” – så tag da hele flokken! Sæt dem bag tremmer. Bur dem inde. Lad dem arbejde i stenbrud resten af livet, til de har betalt de penge tilbage, de har stjålet fra dig, mig og vores fællesskab. 410 milliarder kroner? “Alle gjorde det, så vi troede, det var lovligt!”. Virkelig? Skal man være komplet idiot for at blive ansat i en bank, eller hjælper de med efteruddannelse, så man kan blive kynisk, grådig og dum nok?

Er det for groft? Gu’ er det ej. Jeg tror ikke på, at de ikke godt ved det. Går den, så går den. Så får man bonus, bliver månedens medarbejder, og de andre er jo ikke blevet opdaget, så hvorfor skulle vi? Der bliver dækket med grus, papirer, bunker af lort og forsikringer om, at det aldrig sker igen. Før næste gang. Pis og papir. Bullshit. 

Jeg er som udgangspunkt ligeglad med, hvordan de forvalter deres forretning. Det er et anliggende for politiet og retsvæsenet, men det irriterer og provokerer mig helt absurd, at jeg ikke har mulighed for at leve min utilfredshed ud og slippe helt udenom banksystemet. De er ikke værdige til min tillid. Og slet ikke mine penge. Det er grimt. Bizart. Og latterligt, at de bare slipper af sted gang på gang. Latterligt. 

Ja, jeg har ikke rigtig noget budskab i denne omgang. Jeg er bare sur. Det har jeg sgu lov til at være. 410 milliarder kroner. Revet lige op af statskasserne i 5 europæiske lande. Inklusive Danmark. Statsministeren taler om griskhed. Men kommer pengene retur? Eller er vi bare blevet en glinsende buffet for spekulanter, der selvretfærdigt sidder og rykker rundt på værdipapirer og tilskriver sig selv vanvittige værdier. Lorte-system. [Punktum]

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn

Showcase your talent

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. An ea, quae per vinitorem antea consequebatur, per se ipsa curabit? Qui-vere falsone, quaerere mittimus-dicitur oculis se privasse; Qui igitur convenit ab alia voluptate dicere naturam proficisci, in alia summum bonum ponere? Qui autem esse poteris, nisi te amor ipse ceperit? Duo Reges: constructio interrete. Quae in controversiam veniunt, de iis, si placet, disseramus. Ne in odium veniam, si amicum destitero tueri. Universa enim illorum ratione cum tota vestra confligendum puto. Erat enim Polemonis.

Sin est etiam corpus, ista explanatio naturae nempe hoc effecerit, ut ea, quae ante explanationem tenebamus, relinquamus. Primum in nostrane potestate est, quid meminerimus? Sed venio ad inconstantiae crimen, ne saepius dicas me aberrare; Equidem e Cn. Sed erat aequius Triarium aliquid de dissensione nostra iudicare. Nihil ad rem! Ne sit sane; Aliter enim explicari, quod quaeritur, non potest. Haec et tu ita posuisti, et verba vestra sunt. Hoc non est positum in nostra actione. Et quod est munus, quod opus sapientiae? Negabat igitur ullam esse artem, quae ipsa a se proficisceretur;

Quid, quod homines infima fortuna, nulla spe rerum gerendarum, opifices denique delectantur historia? Intrandum est igitur in rerum naturam et penitus quid ea postulet pervidendum; Hoc ne statuam quidem dicturam pater aiebat, si loqui posset. Paupertas si malum est, mendicus beatus esse nemo potest, quamvis sit sapiens. Ex eorum enim scriptis et institutis cum omnis doctrina liberalis, omnis historia. Facile est hoc cernere in primis puerorum aetatulis. Vide, quantum, inquam, fallare, Torquate. His singulis copiose responderi solet, sed quae perspicua sunt longa esse non debent.

Creativity takes courage

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Aliter homines, aliter philosophos loqui putas oportere? Efficiens dici potest.

Nos commodius agimus. An potest, inquit ille, quicquam esse suavius quam nihil dolere? An vero, inquit, quisquam potest probare, quod perceptfum, quod. Ergo opifex plus sibi proponet ad formarum quam civis excellens ad factorum pulchritudinem? Quod si ita se habeat, non possit beatam praestare vitam sapientia. Estne, quaeso, inquam, sitienti in bibendo voluptas? Quae diligentissime contra Aristonem dicuntur a Chryippo. Quae hic rei publicae vulnera inponebat, eadem ille sanabat.

Sapiens autem semper beatus est et est aliquando in dolore; Multa sunt dicta ab antiquis de contemnendis ac despiciendis rebus humanis; Vos autem cum perspicuis dubia debeatis illustrare, dubiis perspicua conamini tollere. Nunc omni virtuti vitium contrario nomine opponitur. Quae cum dixisset, finem ille. Duo Reges: constructio interrete.

Sed fac ista esse non inportuna; Satisne vobis videor pro meo iure in vestris auribus commentatus? Age, inquies, ista parva sunt. Quid iudicant sensus? Murenam te accusante defenderem. Et hanc quidem primam exigam a te operam, ut audias me quae a te dicta sunt refellentem. Uterque enim summo bono fruitur, id est voluptate. Perturbationes autem nulla naturae vi commoventur, omniaque ea sunt opiniones ac iudicia levitatis. Ex rebus enim timiditas, non ex vocabulis nascitur.