Er det modigt at være uovervejet?

“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”

Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?

Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?

Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.

Når man bliver slynget ud af vognen

Ej, der er ingen, der slynger mig nogen steder. Men jeg har en fornemmelse, som dengang vi som børn ikke helt kunne finde den rette fart på sæbekassebilerne i børnehaven og fik taget svingene i lidt for høj fart: Risikoen for at vælte og trimle ud var høj.

Sådan har jeg det med samfundet i dag. Jeg kan ikke følge med. Kan ikke overskue det. Og jeg kan ikke se, hvor jeg tager første bid af elefanten … Hvad er væsentligt? Manglende resurser i velfærdssamfundet? Trump? Brexit? Klima? Sult? Forurening? Dansk politik? Arbejdsplader? Seniorpolitik? Kærlighed? Eller er det noget helt andet? Jeg kan ikke prioritere, og jeg kan ikke tage det hele ind. Så min løsning er indtil videre at flygte ind i skønlitteraturens verden. I film og seriers verden. Med det ene krav: Det skal være noget, nogen har fundet på. Jeg magter ikke verden. Den er for stor. For kompleks. For krævende. Så fosterstilling på sofaen med en bog eller en film er perfekt. For nu.

Det ligger mig fjernt at være fortaler for at forlade sociale medier helt generelt. Det virker, som om virkelig mange trives med det. Og mange nyder den demokratisk så fine mulighed for at komme til orde og debattere. Jeg føler mig som en fiasko, fordi jeg ikke magter at være med, fordi jeg ikke har kræfter eller lyst til at deltage. Jeg vil ikke online-skændes. Vil ikke.

En løsning kunne være at skride fra onlinelivet. Fra nyheder. Fra informationer. Det er det måske nok. Men det føles også som et nederlag. Som en udmeldelse af fællesskabet. Hvordan kommer man så i kontakt med hinanden? Er nogen overhovedet i kontakt med hinanden længere? Eller udgør likes, emojis og kommentarer i en af to familier: “Ej smukke pfffttt” (til nye profilbilleder) eller “Du har ikke forstået, hvad det handler om. Nu skal jeg forklare …” (Alt andet end ny profilbilleder) den primære intermenneskelige kontakt i 2017?

Man skal ikke brokke sig uden at gøre noget for at ændre tingene. Så jeg er i gang. En spæd begyndelse med bøger og film. Meget mere tid på hånden. IRL-mål og hensigter. Vejen er formentlig lang og skrumplet. Men jeg vil gerne den vej.

Et bevaringsværdigt hjørne

Dér stod jeg så. Efter at have brugt mit sygesikringskort til at åbne yderdøren. På biblioteket. En søndag morgen. I Næstved. Jeg gik ind på biblioteket, og det var temmeligt tydeligt, at jeg var helt alene. Jeg skulle egentlig bare hente to bøger, jeg havde reserveret, og som var kommet hjem.

Men nu jeg alligevel var der, gik jeg en tur mellem rækkerne med bøger. Og snusede ind. Nød stilheden og samværet med de mange bøger. Historierne. De mange verdener. Både dem jeg kender, dem jeg har læst en enkelt gang og dem, jeg har læst mange gange. Og de nye, som jeg har til gode at lære at kende.

Så slog det mig. Det er godt nok en udstrakt grad af tillid, der skal til. Vi har jo alle sammen et sygesikringskort, og det var alt, jeg skulle bruge for at komme ind. Hvor er det storslået. Tillidsfuldt. Fantastisk. Bibliotekerne er helt sikkert et lille hjørne af vores velfærdssystem, som jeg synes er værd at holde fast i.

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 3

Klokken 12.01 stod jeg igen på skadestuen. Der var en hel del flere mennesker nu. En mor og hendes datter. En enlig kvinde. Et par på min egen alder. Måske lidt ældre. Og altså mig. De andre vidste nok, at der først er læge fra klokken 12. Andre mennesker virker altid bare en smule kløgtigere end mig …

Den lille pige – Viola hed hun – og hendes mor kom ind. Og ikke 5 minutter efter kom 2 hospitalsklovne. Og altså; de er jo meget søde og gør en kæmpe og kæmpe-vigtig indsats, men det var nu alligevel lidt akavet, da de to spankulerede rundt i rummet, mens vi sad lutter voksne mennesker. Vi kom egentlig for at synge en sang, forklarede de. Én sprang til med det samme – vel for at undgå de brød ud i sang, det havde været topmålet af akavet – og sagde, at pigen var inde hos lægen. Så dér ville de gå ind. “Go’ forventelighed”, sagde de, da de gik.

Så var det min tur. Jes hed lægen. Hans telefon ringede, samtidig med han hentede mig, så jeg kunne høre samtalen. Den gik ud på, at personen i den anden ende, formentlig en patient, havde et problem, men lægen forklarede utvetydigt, at det ikke var noget, man gik på skadestue med. Jeg tænkte, det er godt, der bliver sorteret ordentlig i tingene, så der kan blive plads til de rigtige problemer. Som min ankel for eksempel. Han peger mig ind i et undersøgelsesrum, afslutter sin samtale og kommer ind og bliver stående mens jeg sidder på en stol.

Jeg fortæller, hvad der er sket. Skade søndag for 10-11 dage siden. Skadestue. Smerter. Røntgen. Og nu her hos ham. Han nikker eftertænksomt og siger så: “Det er 14 dage siden, det er sket. Det hører ikke til her på skadestuen. Jeg kan godt vrikke i din fod, men du skal under alle omstændigheder videre til ortopæd-kirurgisk ambulatorium, så det vil jeg spare dig for. Du skal have fat i din egen læge, som skal give dig en henvisning”. Jeg er en smule rystet. Jeg troede, vi skulle battle om den der støvle, Men det er vi jo ikke engang i nærheden af. Hvis vi skal battle om noget, skal det være, hvorvidt han overhovedet skal sætte sig ned og se på min ankel eller ej. Dén kamp gad jeg ikke tage. Så han sætter flueben ved endnu en patient tacklet i døren, giver mig hånd og sender mig af sted.

På vej ud møder jeg sød dame fra receptionen: “Nå, så er du allerede sendt videre?” Jeg undertrykker vrissen og mavesur kommentar og mumler ja og siger så lidt højere: “Tak for hjælpen”, mens jeg halvsmiler. Så nu har jeg bedt min læge om en henvisning til det der ambulatorium … Bare lige for en god ordens skyld gentager jeg indledningen på del 1:

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med.

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 2

Torsdag morgen gjorde det mere ondt end … tjaeh, for historiens skyld: nogensinde før! Ringede til lægen, som har telefontid mellem 8 og 9. Jeg var på “vent” i 8 minutter. Ikke optaget. Ikke et nummer i køen. Bare 8 minutters ring. Jeg kom igennem og fik lov at tage på røntgenafdelingen her i Næstved. Når det passede mig i løbet af dagen. Jeg vraltede på job med intentionen at gå hjem igen til frokost for at få foden op og hvile den. Efter halvanden time mærkede jeg, at jeg blev mere og mere gnaven. Jeg tåler ikke så godt min egen ynkelighed og begrænsning og smerter på samme tid. Så jeg kørte til røntgen.

Der var kort ventetid, og en meget, meget sød sygeplejerske. Hun var vist ikke oprindeligt dansker. Måske Sydeuropa. Måske Østeuropa. Men hendes dansk var herligt gebrokkent. Jeg elsker gebrokkent sprog. Altid. Jeg kom ind, blev lagt på briksen, og hun vrikkede lidt for at få foden til at ligge rigtigt. Hun hyggepludrede undervejs. Hvad var der sket? Havde jeg prøvet det før? Osv osv … da hun er færdig, siger hun: “Jeg finder lige en læge, der kan kigge på det, for jeg tror, det er luxation. Ok, tænkte jeg. Det lyder … diagnostisk. Det betyder ledskred, duckduckgo’ede jeg mig frem til. Det lyder ikke rart, men i det mindste er det noget andet end “der er ikke noget at se, brug til smertegrænse”. Hendes samtale med en læge bekræftede hendes antagelse, så hun ville sende mig videre på skadestuen, så en ekspert kunne se på det. Vi stod sammen på gangen, mens hun pegede mig på vej.

“Du skal tale med en ortopæd. Ikke bare lægen. Det skal være en specialist. Og de skal give dig en støvle. Jeg har selv haft luxation, og jeg gik en hel måned og havde ondt. Så fik jeg støvle på, og det hjalp nærmest med det samme. Så du skal insistere på at få støvle på. Har de ikke nogen hjemme, så må de skaffe en. Det virker.” Jeg følte faktisk, hun bekymrede sig om mit ve og vel og bedring. Det var ikke nogen tosset fornemmelse. Så jeg humpede ved godt mod til skadestuen.

Sød dame i receptionen kiggede på mit papir. Klokken var omkring 11. “Der er ingen læge her før klokken 12.00”, mindede hun mig om men bedyrede, at hun skrev mig på en liste, og der stod ikke andre på endnu. Lovende. Mens jeg var på skadestuen, blev en far og hans søn kaldt ind af sygeplejersken. Som fortalte, at de var gået forkert. At hun ikke kunne hjælpe med det, de kom med, for skadestuen var til akutte tilfælde. Så de skulle søge egen læge i stedet. Altså; regler skal jo følges, men der var ikke et øje, og manden stod med et barn. Der er sikkert gode grunde til at afvise dem, men det virker underligt, synes jeg.

Jeg kørte hjem for at spise frokost og ville så være tilbage klokken 12. Nu fyldt med overvejelser om, hvordan jeg skulle få bilen frem og tilbage, hvis jeg fik sådan en støvle på. Må man så overhovedet køre? Faktisk overvejede jeg at tage en taxa tilbage, for så var bilproblemet jo løst. Alternativt skulle jeg bede kollega om at hente den. Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, med mindre det er absolut nødvendigt. Var det dét her?

Del 3

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 1

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med. Således forklarmigrøv’et så selv jeg selv forstår det:

Søndag 23. april rendte jeg rundt på kunstgræsbanen på Herlufsholm Idrætscenter sammen med en flok også aldrende mandfolk. Jeg fik på et tidspunkt et lille vrid i anklen, men jeg var varm, klædt om, og vi var godt i gang, så jeg spillede færdig. Da jeg kom hjem, fandt jeg de frosne ærter frem og lagde et par puder under foden, så den blev hævet. Man har vel haft ankelbøvl før … Da jeg gik i seng, gjorde det en smule ondt i foden. Men jeg tænkte – nu virker det lettere naivt – “i morgen er det sikkert bedre”.

Det var det ikke. Tværtimod. Det gjorde voldsomt ondt mandag morgen, så jeg rullede på skadestuen her i Næstved. Jeg kom hurtigt til. Der er først læge på skadestuen fra klokken 12, så en sygeplejerske konstaterede: “Du kan støtte på foden. Det er godt”, vrikkede lidt med foden (min!), og da jeg virkede ‘uøm’ på selve knoen og meget øm omkring den, var der ikke noget brud, konstaterede hun. Så det var noget med ledbånd, og det skulle have ro i 48 timer og derefter bruges til smertegrænsen. Brug Ibuprofen som smertestillere. Aha … Nå men det var jo dejligt. Slet ikke slemt, og måske kunne jeg snart være i fuld vigør igen.

Jeg var tålmodig den første uge. Fandt ærterne frem hver aften. Brugte bandage i løbet af arbejdsdagen – og endda noget afstivende tape, som tog en smule af smerterne – jeg prøvede at “bruge til smertegrænsen”. Men det blev ikke bedre. Slet ikke. Søndag – en uge efter uheldet – var jeg til padel-turnering i Ballerup som tilskuer. En ven – som også er fysioterapeut – rodede lidt med foden: “Nogen gange kan noget sætte sig fast”, og det føltes faktisk, som om noget havde løsnet sig, da han slap mig fri igen.

Klip til mandag morgen. 8 dage efter uheldet. Jeg vågnede til en bankende, dunkende og tæt på ubrugelig fod. Turde knap sætte foden på gulvet, fordi jeg vidste, hvor ondt det ville gøre. Indtog dagens første Iprener og haltede rundt. Trillede på job. Sad med foden ned. Arbejde er ikke designet til, at jeg kan sidde med benet oppe og da slet ikke “over hjertehøjde”, som anbefalingen lyder. Det var lidt træls.

Skaden var ikke slem nok til for alvor at meritere en indsats fra sundhedsvæsenet men rigeligt indgribende til, at det spolerede mine dage og min bevægelighed. Det er ikke let at komme gennem en dag, når al bevægelse er smertefuld. Voldsomt smertefuld. Men jeg skulle jo “bruge til smertegrænse”, så jeg gik, tumlede og vrikkede og roterede. Tirsdag morgen gjorde det ondt. Om aftenen var det blevet værre. Onsdag samme mønster. Jeg begyndte at tvivle på, om det var helt så simpelt, som det første skadestue-besøg antydede.

Del 2

Del 3

 

Noget om kønsroller og uacceptabel opførsel

Ugebrev uge 17 – 2017

Jeg fifler lidt med dating igen. Stille og roligt. Indtil videre bare helt trygt på skrift og på afstand og uforpligtende. Og det kan sagtens være, det forbliver sådan. For en god måneds tid siden skrev jeg lidt sammen med en kvinde fra København. Vi nåede at udveksle hver 2 beskeder, så meddelte hun, at hun var på vej til Spanien, ville være væk i godt en måned og skulle gå på Caminoen. Spændende. Adjø.

Nu skriver jeg så med en anden. 3 beskeder fra hver var det blevet til, og så tænkte jeg (og skrev):
“Skal vi mødes?”
Det viser sig så, at hun på fredag skal 3 uger til Rusland og holde ferie på verdens længste togbane … er det mon mig, der skræmmer dem ud af landet? Er det tilfældigt? Pudsigt i hvert fald! Måske rejsebranchen skal ansætte mig til at gøre forsigtige tilnærmelser på timebasis, så de flygter ud af landet?

Nå men jeg vågnede op søndag morgen til et par Twitter-tråde, der fik mig til at tænke lidt over mig selv, og i hvor høj grad jeg er en semi-skidt karl. Jeg faldt over denne tråd på Twitter: https://twitter.com/emiil/status/858554022374121472

 

Jeg læste tråden igennem. Men først efter at have forstørret Emilys billede. Bare for lige at se, om jeg synes, hun så sød ud (jeg siger ikke, jeg er stolt af de her ting, men det er altså sådan,det foregik), og så læste jeg. Hun er blevet antastet i en – som jeg forstår det – pendant til Silvan. En mand vil have hende med ud til en kop kaffe, og selv om hun med alle signaler – inklusive direkte nej – gør det klart, at hun ikke vil, bliver han ved med at forsøge. Jeg tror, hun følte sig nogenlunde tryg i butikken, mens om hun siger; hvad nu hvis det havde været på gaden en mørk aften …?

Møgubehageligt, det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Mine tanker begyndte så at kredse om det der med at tage et nej for et nej. Jeg har hørt en del gange efterhånden fra veninder, at de synes, mænd giver for let op. Der er ingen kampkraft. Der er ingen vedholdenhed, og de vil det ikke nok. Jeg må indrømme, jeg har selv gennem tidens løb været temmeligt vedholdende i et par tilfælde.

Én gang var der en stakkels pige, da jeg arbejdede i Bilka – jeg har vel været midt 20’erne og hun har været lige omkring 18 – og jeg syntes, hun var topsød. Hun var ikke rigtig interesseret, men det ville jeg ikke acceptere, så jeg sendte hende en stor bunke roser og et lidt halvkedeligt kort (tænkte nok roserne ville tale for sig selv). Hun ringede og takkede pænt for roserne, og så skete der faktisk ikke mere i den sag. Jeg tror, jeg tænkte, at hvis ikke roserne kunne få hende til at mødes med mig uden for arbejdspladsen, så var det næppe “meant to be”.

I dag er jeg ikke længere vedholdende. Jeg vil meget, meget nødigt “overstay my welcome” i nogen som helst situationer, og derfor sker det heller ikke, at jeg på den måde presser nogen – hverken kvinder eller mænd – til at måtte udholde mit selskab, hvis jeg så meget som fornemmer, de ikke er interesserede. Og helt generelt bilder jeg mig ind, at jeg kan aflæse, om folk helst er fri for (yderligere) kontakt. Men jo længere jeg går rundt her som single, bliver jeg da i tvivl, om jeg er helt og aldeles blind over for signaler. For så forfærdelig er jeg da heller ikke. Tror jeg.

Nå men så lykkedes det altså at få Emilys dårlige oplevelse til at handle om mig, og det var faktisk ikke engang svært …

Men nu skal det lige kortvarigt handle om Jens Philip. Han er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og det så jeg, fordi Pernille Skipper slog nedenstående op på Twitter:

Hvorfor er det interessant? Det første jeg tænkte, da jeg så billedet af Jens, var, at “hvor er det dog et flot hår”. Siden tænkte jeg, at det må være svært at blive taget seriøst politisk, når man er så køn. Og så blev jeg ramt af kønstanker. Er det mon sådan, det er som kvinde? Altid at blive vurderet på sit køn, sit udseende, sin (i mænds øjne) attraktivitet, Fuckability? Er det dét, jeg selv gør, når jeg som det allerførste kigger på profilbilledet, bare lige for at se hvordan Emily ser ud, inden jeg læser hendes historie? Er jeg i virkeligheden en helt igennem slet karakter, når det kommer til køn og kønsroller? Er jeg sexistisk?

Selv om jeg trods alt er sprogligt velformuleret og taktisk kalkulerende nok til ikke at sige virkelig grimme ting højt i hverdagen, kan jeg vel ikke nægte, at jeg har indlejrede fordomme, og at der er situationer, hvor jeg nyder godt af mit køns mangeårige dominans af kvinder?

Når jeg går hjem efter mørkets frembrud, og jeg ser en kvinde gå foran mig, har jeg gjort det til en vane at gå over på den modsatte side. For jeg bemærkede i en periode, at hvis jeg ikke gjorde det, så gjorde kvinden det. Og det varede (alt for) længe, før det gik op for mig, at det var mig, hun var bange for. Mig? Jeg kunne aldrig finde på at krumme et hår på et andet menneske – med mindre de først krummede et af mine – og så gik hun over på den anden side!?! Først blev jeg smaskfornærmet. Hvad var det for noget? Hvad bildte hun sig ind på den måde at foruddiskontere, at jeg udgjorde en fare? Og så – langsomt, meget langsomt og via samtaler med højt begavet kvinde, jeg engang var gift med – gik det op for mig, at det ikke var rettet mod mig som menneske, men mod mig som køn. Som mand. Som en potentiel trussel. Og så fik jeg det helt ind i marven forfærdeligt. Jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at gå gennem livet med en konstant bevidsthed om, at man, hvad øjeblik det kan være, kan blive overfaldet, over-‘mandet’ (!) og udsat for overgreb. Så er det jo en meget, meget lille ting lige at luske over på den anden side af vejen …

Det her er ikke en elegant afslutning. Ikke et svirp med fiskens hale i et logisk narrativ, der fanger læseren og tryllebinder og runder af med opsummerende og afrundende bemærkninger. Det er mig, der er gået i stå i tanker over, hvor helt utroligt komplekst det hele er.

Vilsters magiske musiksmags-fredag (som i dag handler om komik)

Jeg forstår ikke altid, hvordan det kan kaldes arbejde, at jeg jævnligt falder hen i minder, i internettet og i rariteter. Det her klip er fra en af de DVD’er, jeg har set aller-allerflest gange i mit liv. Rowan Atkinson – ja, ham der er inden i Mr. Bean – men her som sketch-komiker fra et liveshow, hvor jeg har grædt af grin utallige gange. Og så dukkede den her op på Youtube. Jeg elsker tights’ene. Elsker hans mimik. Elsker parodien på skuespillere, der måske kan have svært ved at få det hele til at løbe rundt – vi kan jo ikke være Hamlet alle sammen – og så finder sig nicher, de kan dyrke. Her er en niche. Fyldt med genkendelige karakterer …

 

 

Det har ikke en skid med musik at gøre. Det ved jeg. Så her får du lige et nummer:

https://youtu.be/9445Fxq8Y5c Tør du lytte?

Ugebrev uge 16 – 2017

EDIT: Forsinket som følge af svær skade – læs mere længere nede

Jeg var splittet som en gal, da jeg kørte hjem fra padel tirsdag. Min makker Morten og jeg havde aftalt 2 timers padel i årets første officielle #padelcamp udendørs. Jeg fik stryg. Igen. 2 alt for lette sæt endte med sejr til ham på 6-1, 6-1. Så jeg var godt tilfreds, da et par meldte deres ankomst – Tom og Martin – som vi kunne spille mod i en double, Det gik stadig uhyrligt skidt. Vi fik klø i første sæt. Jeg spillede, som havde jeg aldrig set et bat og da slet ikke en padelbane før. Det blev langsomt bedre, vi vandt 2. sæt, og i 3. sæt var jeg næsten på mit sædvanlige niveau, og da Morten havde en flot dag, endte det med en sejr. I bilen hjem var jeg mest rasende på mig selv. Gal, sur og knotten over, at jeg havde spillet så elendigt, men jeg kunne samtidig ikke undertrykke en fornemmelse af, at jeg var grundglad, simpelthen fordi jeg lige havde spillet 2,5 times padel. Spillet gør mig glad. Selvfølgelig mest på dage, hvor jeg føler mig godt spillende men altså også i tirsdags, hvor jeg ikke syntes meget lykkedes …

Onsdag var jeg helt meldt ud af alting. Jeg ventede kun på Barcelona-Juventus. Jeg tror ikke noget som helst andet hold i verden end Barcelona – hverken Bayern, Real, Atletico, Dortmund, Roma, Napoli og da slet ikke nogen af de engelske kunne få mig til at frygte et returopgør efter 3-0 i Torino. Men lige præcis med Barcelona … Heldigvis endte det godt, og jeg kan mærke, jeg slår mig mere og mere til tåls med alle auto-kommentarerne om italiensk fodbold. At det er defensivt. At det er kedeligt. At det er kynisk. Det må folk jo gerne mene. Jeg ville bare ønske, det oftere var ment på et opdateret og nutidigt billede af Serie A. Nå men de gjorde arbejdet færdigt med 0-0 i Barcelona, og nu er Buffon bare tre kampe fra endelig at kunne løfte pokalen med store ører. Ved godt, vi ikke spiller med fortjent, men hvis der er nogen, jeg kunne unde den fornøjelse i den sidste del af en stor, stor karriere.

Søndag var jeg til fodboldtræning, og selv om det meste foregår i slowmotion, bliver der også gået til makronerne, og jeg nåede både at få en skulder på tuden, så blodet løb, og så fik jeg sådan et kunstgræs-vrid, som bare gjorde mere og mere ondt, og mandag morgen måtte jeg bide i den sure sok og halte på skadestuen. Ingen røntgen, men damen mente, det var et overrevet ledbånd i anklen. Av. Så hjemmedag mandag og udsigt til ro, hvile og restitution. Øv.