“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.
Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.
Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.
Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.
Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.
Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)
En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.
Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.
Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.
Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.
