Ufærdige Tanker

Hvor meget ærlighed kan vi egentlig klare?

Jeg kan enormt godt lide Karl Ove Knausgård. Jeg var ret begejstret for ‘Min Kamp’ – og så selv om jeg indrømmer, at visse passager undervejs tog lidt længere tid at læse end andre. Og noget af det jeg har tænkt rigtig meget over, er den grad af ærlighed, der var i bøgerne. Nu aner jeg jo ikke, om han har fundet på det hele, det har han sikkert, men det der med at være så hudløst ærlig, er der noget tiltrækkende ved. Det eliminerer ligesom en masse bøvl og bump i kommunikationen.

Omvendt er der selvsagt også noget helt igennem brutalt og hensynsløst ved at være ærlig, ærlig, ærlig. Tænk hvis jeg en dag spiste noget af min mors mad, og jeg ikke kunne lide det. Og jeg så var nødt til at sige det til hende. Tænk hvis man sagde tingene lige ud til sine potentielle partnere. Hør, jeg er skidebekymret for, om du egentlig er god nok til mig. Jeg vil gerne se dig igen, men jeg har godt nok en hel masse tvivl. Ikke fordi jeg ikke kan lide de ting, du siger, men fordi jeg synes, din uddannelse er alt forkert for mig. Eller “Jeg dater ikke økonomer – det gider jeg ikke”. Superærligt. Men altså, hvordan skulle det dog ikke gå? Der ville jo blive en kæmpe bunke udfordringer.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En lille fedtet notesbog, jeg har købt til formålet. Med Eiffeltårnet på forsiden. Ja, for jeg er jo lidt sådan en romantiker, bilder jeg mig ind. Og slap dog lige af nogle sandheder, jeg får formuleret for mig selv på de sider. Meget af det kniber det med at genlæse, for – hånden på hjertet – min håndskrift er ikke, hvad den var engang (læsbar!) – men bare det at tænke tankerne, formulere for mig selv, hvad der foregår på indersiden. Hvad jeg spekulerer over. Og jeg sidder ofte og pusler med tanken om at gøre det hele offentligt. Jeg tror ikke, jeg selv ville have problemer med det, men de mennesker jeg omtaler, ved jeg jo ikke, hvordan ville reagere. Det er fristende. Skræmmende. Og fristende igen.

Hvad kom vi egentlig for?

Hvad skal vi med vores liv? Er det virkelig bare en helt tilfældig meningsløs, kortvarig optræden i det store fælles teater uden hverken for eller imod og uden for alvor at lave anden form for aftryk end en lille bitte prut i det helt store spil? Er det virkelig sådan?

Meningen med livet er det, du selv putter i det. Der er ingen mening – du skal skabe den selv. Aha, sådan en helt individuel mening. Jamen fedt nok. Men så alligevel ikke. Dovne Robert – som i øvrigt er begyndt at reklamere for nogle vitaminer og nu kaldes Friske Robert – havde jo en helt individuel mening om, hvad han ville putte i sit liv. Hvad hans mening med det hele var. Det slog mig ikke, som om det var helt ok. Så måske er der alligevel en fælles opfattelse af, hvad vi skal fylde vores liv med.

Ulandsfrivillige. Det giver da mening. Sygeplejersker. Det giver mening. Det gør alting jo ud fra den betragtning, at man udfylder en rolle i fællesskabet. Kasseassistenter har jo også på den måde en berettigelse. Skraldemænd (eller hvad de nu vil kaldes af fine titler for tiden) har jo i allerhøjeste grad en berettigelse. Men hvad så med kommunikatører? Hvad er det lige, vi gør af godt? Andet end at genere penge til et eller andet forvildet, forvirret og forskruet system. Er det godt nok? Er meningen så bare, at man skal finde sin plads i hamsterhjulet og gøre sit bedste?

Jeg aner det jo ikke. Jeg spørger sådan set bare. Jeg håber helt personligt, at meningen er noget med mennesker. Noget med at være tæt på, støtte, holde om og holde af de mennesker, vi elsker. Det er i hvert fald noget af det, der giver allermest mening for mig. Men jeg ved det jo ikke. Hvor skulle jeg vide det fra?

Alt det de andre ikke kan

Noget af det, der gør mig allermest træt af politik og politiske diskussioner, er, at det altid handler mest om at fortælle, hvorfor de andres forslag ikke hænger sammen. Det gør mig simpelthen så sjældent klogere.

Jeg ved jo godt, at jeg personligt er meget mere lydhør, når Enhedslisten sabler endnu et blåt forslag, fordi det er umenneskeligt, kynisk og i øvrigt underfinansieret, mens jeg er noget mindre villig til at lytte og da slet ikke villig til at se fornuften, hvis det er Liberal Alliance, der fortæller, at der ikke er råd til røde forslag, og at de er lalleglade, naive og i øvrige underfinansierede.

Men altså; jeg kan godt savne, at det handler meget mindre om de andre og meget mere om det enkelte partis egne ideer. Hvad er det for et samfund, de enkelte partier drømmer om? Hvordan ville Danmark se ud, hvis der nu var 90 mandater til Dansk Folkeparti? Eller hvis der var 90 mandater til SF? Hvad er det for et samfund, de gerne vil have?

Måske nøler de med at melde så klart ud, fordi de jo risikerer at blive holdt op på tingene: “Jamen I lovede, at trækprocenten ville komme under 10!!” – men uden 90 mandater kan LA jo ikke holde et sådant eventuelt løfte, ligesom Enhedslisten ikke kan garantere at indføre borgerløn, med mindre de tildeles et absolut flertal. Men jeg er da alligevel interesseret i at høre, hvad de gerne vil. Hvad de drømmer om. Hvad er deres visioner for Danmark? Ud over som det ser ud for nuværende at være på tværs, når andre partier mener noget.

Lige nu kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at de alle sammen på Tinge har en idé om vækst, flere penge og meget mere arbejde til alle. Er det mon sådan, det forholder sig? Er det dét, de vil?

Altså; jeg kan jo ikke love, at jeg vil knuselske dem alle sammen, hvis de fortæller om deres reelle hensigter, men jeg kan garantere, at det vil forøge min respekt for de stensikkert hårdtarbejdende mennesker ganske voldsomt. Men måske er min respekt bare ikke noget at stræbe efter … Eller også er det sådan, at jeg bare skal gå i partiprogrammerne, og dér kan finde de ultimative drømmescenarier for de enkelte partier. Måske.

“Jeg har ikke brug for udvikling”

Jeg synes næsten selv, det er provokerende bare at skrive det. “Jeg har ikke brug for udvikling”. Citatet er fra Svend Brinkmanns “Stå fast”, som jeg på opfordring er ved at gennemlytte (ja, lydbog er et hit lige nu hos mig). Det er ret interessante tanker, han bringer til bords, og det er da nok også derfor, at hans bog og han selv har fået så meget gennemslagskraft.

Som seriøst indspark til et samfund og en samtid der i rasende fart er på vej frem, op, videre, vildere, mere, gladere, selvudviklende ser jeg rigtig mange gode perspektiver i det. Men hvordan indarbejder man lige sådan noget i sin helt egen hverdag? Tjaeh … jeg kan rigtig godt lide hans tanker om, at man skal forsøge at se lidt ud over egen næsetip. Forpligte sig på nogle fællesskaber, der rækker ud over ens egen kalender-app og særligt ud over ens egne interesser. At der er pligt. At der er ting, man ikke har lyst til, som man bare må gøre.

Særligt det sidste er opsigtsvækkende for mig, der meget, meget længe har pralet af og forsøgt at holde fast i, at jeg er styret af mavefornemmelse og lyst. Skal jeg virkelig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til? Af pligt? For at være et “ordentligt menneske”? Virkelig …? Jeg kan godt til tider savne fornemmelsen fra dengang, jeg var medlem i en fodboldklub. “Min” klub blev det ret hurtigt, og jeg lærte folk at kende. Både de cool. De knap så cool. De voksne, de flittige og de dovne. Men vi var sammen, I vores klub. Det har jeg da lyst til at genoplive, men jeg ved jo også godt, at det medfører timevis af kedelige aftener som center boldhenter, som tut-bestyrer eller til møder om den ene eller den anden petitesse. Måske er livet en stribe petitesser? Måske er lykken i hverdagen?

Eller hvad ville der ske, hvis jeg rent faktisk tog mig sammen og meldte mig som ‘voksen-ven’? Dét har jeg længe haft lyst til. En slags lege-onkel for børn og/eller unge mennesker med brug for voksent selskab (jeg kan godt selv være i tvivl, om jeg rent faktisk kan kvalificere som voksent selskab men mon ikke …). Det ville da helt sikkert skabe en form for forpligtelse af den længerevarende og sikkert også nogle gange kommende på tværs-agtige facon. At forpligte sig til fx et ugentligt møde er jo samtidig at sige, at så er der altså andre ting, der skal i baggrunden. Næppe noget problem de dage, hvor det eneste, jeg går glip af, er Sporløs eller ostepops i sofaen, men hvad med de aftener, hvor der er fødselsdag i familien, eller hvor der er landskamp på tv – eller Juventus!!?? Forpligtelser. Voksent liv. Velkommen til. Jeg er ikke længere sikker på, det er så kedeligt, som jeg troede engang.

Søde og kærlige mennesker

Jeg overhørte en bid af en samtale mellem et nogenlunde ungt par – de var nok et sted mellem 22-26 år – tidligere i dag.

– Jeg kan godt lide den der.

Pegefingeren trykkede hun mod ruden til en smykkeforretning, mens hun sagde det.

– Jaeh, der er mange, du kan lide, svarede han tøvende.

– Der var også et par stykker i den der butik tidligere, medgav hun.

– Hvis jeg bare havde tal på alle de gange, du har kunnet lide nogen af dem”, sagde han lidt for modigt og fortsatte så halvt mildt, halvt underdanigt:

– Bare i dag. Eller bare den sidste time … skat. Hehe, brummede han forsonende.

– Nu har jeg jo taget kataloget med hjem. Så slipper du ikke for at kigge i det med mig, svarede hun i en spørgende tone.

Screen Shot 2015-09-26 at 14.28.32

Jeg hørte ikke, hvad han svarede. Men samtalen blev siddende i mig. Der er noget fint i den måde at kommunikere sammen på. De føler sig frem med respekt for hinanden, og jeg kan godt lide det. Det er dog ikke det hele, jeg lige kan afkode eller se værdien af. Jeg har to ting, jeg særligt grunder over, og har du en fornuftig – den må gerne være simpel, så kan jeg måske endda forstå den uden for megen hjælp – forklaring, så bring den endelig på bane. Jeg er top-lydhør i dag.

For det første er der den mandlige aktørs indspark med, at han slet ikke kan tælle alle de – jeg gætter på, hun kigger på ringe – ringe, hun har ytret, hun kan lide. Hvad vil han mon egentlig med den konstatering? Han kan enten ville fortælle, at han har svært ved at tælle. Det er næppe det. Han kan også forsøge indirekte at fortælle, at nu er han snart træt af at kigge på ringe, og de har set på en del. Det kan han jo bare sige. Hvis han ikke har bolde til at sige det ligeud, fordi han også gerne vil være en sød kæreste – og det lød det til på tonefaldet – så gør han da bedst i at bide sig i læben og være med til den bitre ende.

Hvorfor sådan en halvmavesur, passiv-aggressiv kommentar? Hvorfor gør vi det? (Ja, jeg gør det vel også selv) Og så det der appendix med ‘… skat’ som helt tydeligt lød, som om han var nervøs for, om han var trådt over stregen og havde brug for at mildne luften. ‘Skat’. Det er da ikke en undskyldning. Det er en kærlighedserklæring, og som sådan fortjener det da at blive brugt. Underligt. Synes jeg.

Endnu mere besynderligt er det for mig, når hun – og jeg indrømmer, jeg har oftest oplevet det være kvinder, der har sagt noget lignende, men jeg er ikke sikker på, det er kønsbetinget – så lige svirper med halen til sidst og forsøger at afstemme forventningerne, så han godt ved og kan forberede sig på at skulle kigge i smykkekatalog med hende.

Er det hende, der spiller taktisk, fordi hun fornemmer, han er på flade fødder og kan presses til et ja? Vil hun virkelig have ham presset til et ja, hvis det ikke er, hvad han har lyst til? (Og hov, måske handler det ikke om smykkekataloget, men om det, de skal finde i smykkekataloget? Men dét vil hun vel heller nødigt presse ham til?) Hvad er det for en konstruktion af en sætning? Hvorfor siger hun ikke ligeud – altså jeg vil helt vildt gerne have, at vi begge kigger i det her katalog sammen, har du lyst til det? Og så må det vel være ok, hvis han rent faktisk ikke har lyst og siger nej. Ellers må hun jo sige det, som det er: Jeg vil kigge i det her katalog, og jeg kræver, at du kigger i det sammen med mig. Det vil da være ærligt i det mindste.

Et forhold er vel ikke sådan en omgang noget for noget. Det er det ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, jeg kan sætte præcise ord på, hvad det så handler om, men hvis det nu er kærlighed, så betyder det for mig mere noget med at give frem for at kræve. Noget med at støtte, lytte og forstå. Måske endda netop sætte sig selv til side en gang imellem – ikke for at sætte point i parforholds-banken (det lyder som sådan en, der krakker på et tidspunkt) – men for at styrke parforholdet, for at vise respekt og for at skabe nærvær, samvær og velvære. Synes jeg.

Jeg øver mig enormt meget på også at kunne se og acceptere værdien i at lade andre give. At jeg kan tage imod netop uden, at det bliver til et regnskab. Men fordi jeg har lyst. Fordi det også er dejligt at tage imod. Og hvad er egentlig at tage imod. Og hvad er at give. Giver en anden ikke netop mig glæden ved at give, når de tager imod? Det tror jeg.

PS: Jeg var fredag i denne uge (sep 25) i Stockholm for at holde oplæg til et hold af Digital Business studerende ved Hyper Island. Det var sidste dag på det specifikke forløb, og de drak nogle øl og spiste noget pizza efterfølgende. Min ven og chef (ja, i den rækkefølge) Rasmus var også med, og vi var med dem på bar senere.

Jeg står i baren med én af de studerende, og jeg spørger, hvad han vil have. Han kigger på mig og siger uden tøven: Er det sådan noget med at give omgange, for det er min økonomi ikke til. Jeg kunne ikke lade være at grine og forsikrede ham, at jeg bare gerne ville give en øl som tak for dagen, og at han ikke behøvede give en omgang som modydelse. Som Peter Belli så fint rappede det engang: “Der er bare ingen regning”.

Nu? Nu skal de have vores respekt?

Det her er forfærdeligt. Jeg skriver, mens jeg græder endnu engang. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har set meget, meget længe. Men jeg kan ikke lade det ligge. Jeg kan ikke få mig selv til at pakke ubærligheden ind i kun ord.

For det er stærke billeder. Og det er billeder, som hverken kan eller skal undgås. De er virkelighed. I 2015. Vi har skabt en verden – en specifik situation i verden, hvor børn er på flugt, kaster sig ud i helt igennem rystende forsøg på at nå frem til et bedre liv, og altså her er endt med at betale den ultimative pris for at forsøge at slippe for krig, vold, mord og ødelæggelse. Døden. Børn. Det burde aldrig stå så tæt sammen. Det burde ikke kunne ske. Men det er sket. Det er en del af vores virkelighed.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.00

Når jeg synes, det er vigtigt at dele dem. Se på dem. Føle dem. Mærke efter den reaktion, der forhåbentlig trods alt kommer. Opleve dem. Og tænke grundigt over, hvis nu det var et barn, man selv kendte, hvordan det så ville føles. Så er det, fordi det jo er sådan, det er. Der sidder familier og forældre, som har satset alt for et bedre liv. Formentlig vel vidende om risiciene ved projektet men alligevel satset. Og de har mistet deres børn.

Og vi er en del af det spil. Mens vi diskuterer og overvejer, om vores kultur, om vores egenart og om vores økonomi kan bære at tage flere mennesker ind. Mens vi forsøger at få navngivet de rette bokse, så vi kan finde ud af, om det er flygtninge, asylansøgere, migranter, eller – det værste man overhovedet kan være – bekvemmelighedsflygtninge, så dør de. Og der, hvor de er nu, har de ingen kategori. De er bare døde. Døde mennesker. Det er mennesker. Af kød og blod. Med håb, drømme, forventninger og et mislykket forsøg på at få et bedre liv.

Men hvad gør vi? Står vi klar med tæpper, åbne arme og kærlig medmenneskelig omsorg. Nu vi er blevet et kristent land sådan helt officielt, ligger næstekærligheden os vel endnu mere på sinde end tidligere?

Næh, ikke rigtigt. For “der er ingen fordelingsnøgle.” og “Vi kan i hvert fald ikke klare flere lige nu. De er for mange. De ændrer på vores kultur. Men vi skal selvfølgelig finde en løsning. Om lidt.”

Og mens vi venter, dør endnu flere. Fordi de gerne vil slippe for at blive skudt, myrdet, overfaldet eller voldtaget i deres hjem. Dér, hvor de rent faktisk bor. Det er dét, de forlader. Deres liv. For at starte forfra. Et nyt sted. Hvor de ikke er velkomne. Det burde sige en hel del om, hvor elendigt der er, der hvor de kommer fra. At de alligevel tager chancen.

Der er sådan nogenlunde bred enighed om, at det ikke er ok at dele de her billeder. Det er at lade målet hellige midlet, som en ven skrev til mig på Facebook. Eller det er ‘ubærligt’ at se på som en god veninde skrev. Red Barnet mener, vi skal vise hensyn til de efterladte. Skærme dem, for hvad tænker de mon ikke, hvis de ser deres børn udstillet over hele verden. Det er respektløst, mener Red Barnet.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.24

Ved du hvad? Det respektløse bestod i, at vi ikke bekymrede os nok om de her liv, mens de stadig var liv. De har ikke noget at bruge vores respekt til nu. Børnene har mistet deres liv. Forældrene har mistet deres børn. Hvad skal de med vores respekt i retrospekt? Er det for, at vi selv kan føle, at vi viser dem respekt? Det er alt, alt for sent. At vise dem respekt, synes jeg, er at kigge på de her billeder. Lade dem indprente sig. Tænke grundigt over, hvad det ville have gjort ved en selv, hvis man mistede et barn på den her måde.

Jeg har stor, stor forståelse for, at det her er ubehagelige billeder. Men jeg anerkender ikke, at det skulle krænke familierne, at de her billeder bliver vist. Delt. Oplevet. Så har de her børns død måske i det mindste haft en lille bitte smule mening. At fjerne billederne af respekt for forældrene er en i tanken fin handling. Men det er alt, alt for sent. Respekt er noget, vi skylder at vise hinanden, mens vi endnu er i levende live. Det håber jeg, de her billeder kan være med til at føre til. At vi flytter vores respekt fra de, der døde uden for “hegnet”, til de mennesker der stadig er i live og rent faktisk kan bruge vores respekt til noget som helst.

Og hvem i alverden er vi at tale om respekt? Hvordan kan nogen tro, at vi har ret til at udtale os om respekt, når vi gør mennesker på flugt fra krig – børn, kvinder og mænd – op i kroner og ører. I euro. I risici for vores kultur. Vi har ikke ret til at tale om respekt. Vi skal klappe i og hjælpe. Alt hvad vi kan. Hvert eneste menneskeliv er værdifuldt. De her børn var ikke værdifulde nok i live til at få vores respekt. Nu kan de ikke bruge vores respekt til noget som helst.

“Struggle-junkie” uden struggles

Jeg bliver noget så godt og grundigt “mind-fucked” herovre i Mexico City. Hver eneste dag strækker mig, min bevidsthed og mine tanker til det yderste – og ofte også en lille smule længere, end jeg har været tidligere. Det er ret vildt. Det føles godt. Og overvældende. Og ekstremt sårbart og skrøbeligt.

Siden vi havde en workshop med alle ansatte på vores produktionsfabrik for et par uger siden, har jeg været helt skrællet af. Hudløs og meget, meget påvirkelig. Jeg græder dagligt – det er der ikke noget galt med, men det er nyt for mig – og jeg bliver påvirket helt vildt af alle mulige historier eller af samtaler med kolleger, som fører til nye erkendelser eller indsigter.

En af mine kolleger – en svensker ved navn Kristian – har en coachinguddannelse og er skarp og intens. Vi har meget, meget lange samtaler, og jeg bliver kørt godt og grundigt rundt i manegen, så mine tanker ligger sønderskudte tilbage på jorden i et stort roderi. Derfor bruger jeg masser af kræfter og energi på at samle mig, samle tankerne op igen og sortere og sætte dem sammen, så de giver mening.

Kristian har blandt andet introduceret mig for begrebet: Struggle-junkie. Altså at jeg er blevet så vant til at stå på ølkassen og være i opposition, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre, nu hvor alt ligesom er faldet på plads. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig af frihed, mening med jobbet og kolleger, udfordringer og ansvar ligger lige foran mig. Til at samle op. Altså ingen struggles. Så pointen er, at hvis man er struggle-junkie, giver man sig til at lede efter nye struggles. Opfinde nye problemer, man kan være i opposition til.

Dét har jeg ikke lyst til (altså at opfinde nye problemer), så vi fører lange samtaler, hvor han coacher – på en lidt offensiv facon – og hvor jeg åben som en bog tager imod alle former for feedback. Fredag tog jeg tidligt på kontoret, fordi jeg ville have noget fra hånden og så tage hjem og arbejde videre allerede efter frokost. Kristian ankom til frokosttid, spurgte, om jeg var sulten og besluttede så at gå med mig hjem igen efter frokost. Så vi endte på et frokoststed, hvor vi så blev siddende i nærved 3 timer og snakkede. Snakkede, snakkede og snakkede. Vendte et hav af ideer til kommunikation. Hvordan gør vi? Hvor gør vi det? Hvornår? Med hvem? Til hvem?

Super givende og inspirerende måde at arbejde på. Sidst på eftermiddagen luntede vi hjem til Casa Nuevo Leon – hvor Kristian kastede sig over yoga, mens jeg trissede i Gym24 og trænede en times tid. Der var i øvrigt en topcool fyr med skuldertaske på under hele hans træning og musik i ørerne, så han gik og sang, som man gør, når man ikke kender teksten men godt kan følge rytmen. Nogenlunde. Meget, meget hyggeligt.

Efter træning og et bad blev vi enige om at gå på Cervezeria de Barrios, som ligger 5 minutter væk, og hvor vi allerede et par gange har spist sammen. Masser af gode tacos, øl og til ham: mezcal. Ikke noget for mig. Og mere snak. Jeg fortalte ham, hvordan det havde føltes, da han dagen i forvejen havde kommenteret på mine posts på Facebook med en omfattende omgang. Han sagde blandt andet, at han slet ikke kunne genkende firmaet i opslagene. De manglede personlighed, nærvær og ærlighed – men at det nyeste opslag var det bedste, han endnu havde set fra mig, men at der stadig var en masse at arbejde med og forbedre. At han havde en masse ideer til forbedringer. Og at han i øvrigt undrede sig over, hvorfor jeg var så passioneret over dansk politik – om jeg troede, at jeg kunne gøre en forskel med Kessel sådan lidt halvhjertet, at han syntes, jeg skulle beslutte mig for, hvor mine tanker var og skulle være. For det var slapt ikke at være helhjertet i arbejde.

Så jeg fortalte, at det fik mig til at føle mig vildt usikker. At jeg frygtede, han måske ville synes, jeg ikke var dygtig nok til at være en del af holdet, men at jeg samtidig arbejdede hårdt på at fokusere på, at han jo faktisk havde anerkendt, at det var blevet bedre. Og at dét, at han spurgte til min passion og mit engagement fik mig til at tænke godt og grundigt over, hvor jeg egentlig havde mit hjerte. Dét sidste roste han, men så sagde han nogenlunde sådan her: “Er du sådan en, der har brug for hele tiden at få ros for at føle dig værdsat? Det kan jeg ikke, men hvis du har brug for det, kan jeg skrive en A4-side, hvor jeg fortæller, hvad jeg synes om dig. Det er ikke for sjov, at jeg regner med, vi skal arbejde sammen over hele kloden. Sig til så skriver jeg det, men til hverdag er det meningen, vi skal lære af hinanden, og der er ros ikke min vej”. Cirka. Cirka sådan.

Jeg føler mig som et lille barn, når jeg sidder i sådanne situationer, men omvendt er det godt, at jeg siger de her ting. At jeg spørger. Føler og behandler. Der er så meget at lære. Hele tiden. Så megen udvikling, der venter. Så mange gode ting i udsigt, og jeg kan mærke, at jeg er omringet af mennesker, der er så skarpe, bevidste og målrettede – og endda med hjerter som styrepind en stor del af tiden – at jeg hele tiden skal yde maksimalt for at kunne være med. Det gør mig ydmyg, lærevillig og sulten efter at magte mere.

En anden ting er, at den her enorme frihed til for eksempel at smutte fra kontoret og tage tid sammen til at idé-udvikle på 2-mandshånd, den samtidig giver en helt enorm følelse af ansvar. Det er vigtigt. Friheden og den helt igennem mærkbare tillid til, at vi forsøger at gøre det rigtige og vores bedste, fører altså til, at jeg – vi, tror jeg – arbejder endnu hårdere. Det er ikke så tosset.

[mellemspil]
Efter maden var klokken blevet 23, og Kristian ville ikke hjem, så vi fik kontakt til Abril – vores spanske community manager – som skulle til en fest med sin kæreste og først mødes med en af hans venner på en bar. Vi tog med og senere med til festen, som godt nok var lidt død i sværen der mellem 2 og 4, hvor vi var der, men det var hyggeligt at tale med Abril og hendes kæreste. Vi var hjemme i Condesa igen kort efter 4 – 4.09 siger Uber-regningen, som lød på 50 pesos (21 kroner!)
[mellemspil slut]

Efter et pitstop i 7-eleven sluttede vi så en lang, produktiv dag af med at sidde på trappestenen i gården til lejligheden og tale yderligere 45 minutter. Egentlig er det underligt, jeg ikke er hæs i dag efter al den snak, men det gik. Så vi nappede lige 45 minutters yderligere idéudvikling på den alleryderste kant af fredag og tørnede ind kort før 5. Hvor jeg så besluttede lige at se den sidste time af en Netflix-film, jeg startede på tidligere.

Sikke en fredag. Sikke nogle mennesker. Sikke en udvikling. Sikke en verden. Sikke heldig jeg er.

Du gør det godt

Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.03

Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.30

Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.

Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.

Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.

Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.

Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.

Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.48.29

Mexico – hvorfor er der ingen, der har sagt noget?

Næsten 40 år af mit liv er passeret. Og ingen har på noget tidspunkt sagt: “Du skal til Mexico, for der er helt utroligt, fantastisk, levende, vibrerende og dejligt”. Hvorfor ikke? Har det været jeres lille hemmelighed? Eller er jeg bare for langsom i optrækket? Måske en blanding …

I hvert fald er det sådan, at jeg nu efter godt 4 døgn i landet – faktisk ret præcist 100 timer i skrivende stund – er faldet pladask for det her forunderlige, komplekse, optimistiske og livsglade land. Forrygende.

Det hele startede onsdag aften. 2 af mine kolleger hentede min rejsekammerat Karsten (som kom fra Schweiz) og jeg i lufthavnen. De tog vores kufferter (!), for dem skulle vi selvfølgelig ikke selv rulle ned til parkeringspladsen. Så kørte de os ind til byen, hvor vores lejlighed ligger:

Vores lejlighed - mucho boheme — Vores lejlighed – mucho boheme

Og derfra skulle vi på Cervezeria – altså et ølleri. Det var første aften, vi havde rejst langt, humøret var højt og selskabet godt. Der røg en hel indenbords, og vi hyggede os højlydt. Pludselig fik jeg det mindre godt og forlod selskabet. Vi var bare én gade fra lejligheden, så jeg vaklede selv hjem. Fik låst mig ind af gadedøren og snublede op til 1. sal, hvor lejligheden ligger. Jeg havde fået et nøglebundt med 4 nøgler. Der er også 4 nøglehuller i døren. Så skulle man tro, det bare drejede sig om at få puslespillet til at gå op. Jeg prøvede. 1. gang passede ingen af de 4 nøgler. Anden gang gjorde jeg mig mere umage – jeg fik et par af nøglerne i, men jeg kunne ikke låse op. Jeg sank dybt, samlede mig og prøvede endnu engang. Fik drejet en nøgle. Følte mig på rette vej og fik endelig puffet døren op. Vaklede ind og smed mig på sengen.

Ja, sådan går det, når man ikke bygger i solide materialer

Næste morgen vågnede jeg til en besked fra Karsten, som sagde: “Jeg er gået, har købt yoghurt og cola, som står i køleskabet, og forresten har jeg ringet efter en, der kan ordne døren”. Døren? Døren? Jeg kravlede ud af sengen og kiggede. Låsen var ikke drejet nogle steder. Den havde revet et ordentligt hul i væggen, så jeg altså i stedet for at låse op bare havde skubbet låsen ind. Hvem sagde Herkules? Pænt skidt start på tilværelsen i Mexico – eller, nu ved de i hvert fald, hvilken type jeg er. Sådan en, der buldrer en anelse.

Men det skulle blive meget værre, som jeg fortæller om i næste post. For trods tømmermænd, kvalme og en smadret dør bød dagen på en lang køretur.

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.