Ufærdige Tanker

Det er altså en fæl form for sygdom. Podagra. Jeg har døbt den fedmegigt, for den kommer af vellevned. Blandt andet. Der er mange andre gode forklaringer, og jeg behøver ikke nødvendigvis påtage mig hele ansvaret på den “skam og skyld”-facon som ‘fedmegigt’ indikerer, men det er for mig en god måde at holde fast i, at jeg kan gøre en del ved selv at styre kosten og motionsmængden. Indtil videre i hvert fald.

Jeg indrømmer, at jeg er glad for chokolade. Særligt Marabou (hvad sker der for at lave de tidligere så passende 200 grams-plader i 150 grams-pakker? Så køber jeg jo 2 plader og 300 gram er altså meget chokolade …) Jeg er også glad for kage, cola og ostepops. Og burger. Jeg er ikke god i et køkken. Jeg laver primært mad fra den nederste ende af socialskalaen: Hotdogs, pommes, forårsruller og den slags. Når jeg altså ikke lige tænker over tingene. Det er min automatreaktion at spise som et skarn.

Men den dag hvor det begyndte at gøre ondt i storetåen. Eller mere præcist lige dér, hvor storetåen bliver til foden.

Dén dag gik det op for mig, at den latterligt fede kost har en pris. En vanvittig pris. Det gider kroppen ikke finde sig i. Jeg bliver træt, lasket, blævrende og uden energi. Det er en infektionstilstand, så jeg forestiller mig, at der i storetåen samler sig en lille smule gul betændelse for hver gang, jeg tygger et stykke chokolade. Og lige der omkring årsskiftet fra ’13 til ’14 var betændelsen altså så voldsom, at det blev til et decideret sygdomsudbrud.

Jeg troede, jeg måske havde forstuvet storetåen uden at opdage det. Den var øm. Blev ømmere. Så øm at jeg ikke kunne gå uden meget, meget store smerter. Mig ned til lægen, der ordinerede nogle djævle af nogle smertestillende piller: “3 gange i døgnet. Inden smerterne kommer igen. Indtil det er ovre”. Da det var ovre første gang, tænkte jeg, at det da var en fæl omgang, men jeg skænkede det ikke en tanke at lægge kosten om. Så der gik et par måneder, så blev jeg ramt både i tåen og i knæet (!!). Jeg var lagt ned. I smerter. Ynkelig.

Jeg synes faktisk selv, at jeg har en ret høj smertetærskel, men det her er simpelthen det værste, jeg nogensinde har prøvet – og jeg må have signaleret det, for lægen udskrev uden at blinke 300 piller til mig af den der hidsige smertestillende slags; det er alligevel til 100 dages “fedmegigt” – og at det sætter sig på tåen og fuldstændig blokerer min mobilitet gør det kun endnu værre. Det vil jeg ikke igen. Sund kost. Masser af motion. Og en anelse snusfornuft har indtil videre kunnet holde det på afstand, men det lurer lige under overfladen, hver gang jeg “kigger væk” og fylder på systemet fx i forbindelse med december. Eller en weekend. Eller en fest. Jeg er bygget af et sensibelt system, og jeg har måske skubbet kroppen over kanten med alt, alt for skidt mad i årevis, og det betaler jeg prisen for nu. En fortjent pris. Men heldigvis også en sund pris.

2014 startede med, at jeg tilbragte knap 4 måneder med en stribe “sessioner” hos en psykolog, der skulle hjælpe mig med at komme gennem noget stress/depressions-halløj. “Hvad var der dog galt?” spørger du. Jamen det er jo lidt svært at sætte fingeren på. En lang periode med valg, der føltes som ikke-valg, tvungne valg og måske endda også dårlige beslutninger fra min side. Hvorfor ender man et sted, hvor man ikke har lyst til at være? Det er sådan set et ret godt spørgsmål, som jeg vil lade ligge her og vende tilbage til en anden gang.

Det gik ikke så godt med mig og psykologen, og jeg skulle nok have afbrudt løjerne tidligere i forløbet – faktisk lige omkring der, hvor hans ellers udmærkede råd om at gå lidt ned i passions-procent på jobbet, blev fulgt af “Det var sådan, jeg selv kom gennem mit psykolog-studie”. Altså på 60 procent, forstås.

Ja, senere forstod jeg i hvert fald, at jeg nok var nødt til at få noget andet hjælp – det gik endegyldigt op for mig den dag, jeg sagde:

“De 60 procent virker ikke. Du har godt nok ret. Folk er gladere omkring mig (fordi jeg ikke er på 100 procent (aka brokker mig)) men jeg føler mig falsk, forkert og dum.”

Så følte han, at tiden var moden til at foreslå noget psykofarmaka. Altså nogen lykkepiller. Det er ikke sådan, at jeg har noget mod lykkepiller. Det er mit indtryk, at de hjælper virkelig mange mennesker, men jeg stejler, når det allerede er løsning nummer 2 i mit psykolog-halløj. Så jeg takkede pænt for tiden og stod af vognen. Så måtte jeg finde en anden løsning på det dårlige humør.

Jeg tror ikke, jeg er særlig skrap til at gå til psykolog. Vi sidder dér, og han spørger, hvilke problemer jeg har. Så fortæller jeg dét og planter en eller anden mulig forklaring. Dén køber han, og så bevæger vi os ud af det spor. Han foreslår en måde at bearbejde det på, og jeg lytter. Og forsøger efterfølgende at gøre, som han siger. Det hjælper ikke. Et par gange senere siger jeg så, at jeg fornemmer, der måske er noget andet i spil. Han lytter interesseret. Jeg planter et nyt spor at forfølge, og han bevæger sig ud af en ny tangent. Jeg er med på, at psykologer jo ikke er tankelæsere, og at det måske også er mit ansvar at finde frem til en eller anden form for kerne, men jeg har aldrig rigtig en oplevelse af at blive tankemæssigt afklædt. At nå ind til et ‘Aha’. Jeg dirigerer samtalen i alle mulige retninger, og det hele bliver på overfladen.

Underligt nok nåede jeg mod slutningen af forløbet – som endte en anelse uskønt med en stribe afbud og lidt for lange perioder mellem nye aftaler, og til sidst afbrød vi kontakten – til en erkendelse, som kan synes lidt aparte, men jeg vil forsøge selv at gå ind i mørket i stedet. At være i de der mørke tanker. Og at tackle de situationer, hvor min ret så veludviklede BS-detektor siger fra. Der skal noget til at vække den, men når den så brummer, skal jeg lytte. For den har ret. Dét er en fin læring på en træls oplevelse.