Ufærdige Tanker

Jeg – en maratonløber

4 timer. 34 minutter. Og 23 sekunder. Det føltes som meget, meget længere. Og det har allerede nu gjort ondt i meget, meget, meget længere tid. Og samtidig er det ualmindeligt dejligt, tilfredsstillende og vidunderligt. Jeg er nu en maratonløber. Helt officielt. Det her er et meget, meget langt indlæg. Der er helt sikkert bøvl med kronologien, men jeg betragter det som et stykke autofiktion. Det er et miskmask af mine erindringer, mine perciperede erindringer og en hel masse hallucinationer … Læs det, hvis du har lyst. Kodeordene er hårdt. Og stolthed.

Så kække var vi ved starten – mine kolleger, Karen, Morten og jeg. Vi startede alle 3 lige bag ballonen med sluttid på 4:00 timer. Det virkede ikke urealistisk. Og 2 af de 3 nåede da også i mål, inden de 4 timer var gået. Og så var der mig …

Flot – måske for flot – udlæg
Det gik helt efter planen de første knap 20 kilometer. Jeg løb lidt bagved de flotte røde balloner, der indikerede 4 timer. Karen, Morten og jeg blev hurtigt væk fra hinanden. Det er ragnarok ved de der væskedepoter, så det kunne bare ikke lade sig gøre at følges ad. Jeg drak vand ved de første par depoter. Drak så lidt energidrik, og ved 14 kilometer slugte jeg den første gel. Men jeg kunne godt mærke, at der ikke rigtig kom mere energi i benene eller kroppen eller for den sags skyld i hovedet af indtaget.

Jeg nød energien. De mange mennesker. Både løberne. Og tilskuerne. Det var fantastisk vejr de første par timer, og der var masser af tilskuere, som skabte en helt sindssyg stemning. Dét i sig selv var motiverende, imponerende og respektindgydende. Stor, stor respekt. Også til mine forældre, der hjemme i Odense hentede mig klokken 06:15 og kørte hele vejen med til København for at heppe. Og så endte det med, at de overhovedet ikke fik et eneste glimt af mig på hele ruten. Øv for det. Men tak alligevel fordi I var med.

“Hej Vils”
Ved 17 kilometer hev Karen mig forsigtigt i ærmet og sagde Hej Vils. Hej, hej sagde jeg. Og så løb vi lidt – meget lidt – sammen. Jeg var allerede dér ved at være drænet for energi og følte instinktivt på trods af, at det var mit første forsøg på den lange tur, at jeg måtte gemme på kræfterne. Ved 17-18 kilometer er der jo sådan set 24-25 kilometer tilbage. Det lyder af meget. Det var det også, viste det sig. Karen lod jeg løbe. Det magtede jeg ikke. Morten havde jeg ikke set siden … 12-14 kilometer. Tror jeg.

Krise. Mur. Bum
Ved 23 kilometer var jeg nede at gå første gang. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have 2 minutters gang, så ville jeg kunne nappe resten af turen i forsigtigt tempo. 4:00-ballon-fartholderne forsvandt i horisonten, og her tænkte jeg, at jeg bare skulle holde 4:10-ballonerne bag mig. Jeg blev klogere. Langsomt. Meget langsomt. Men klogere.

Flere omkring mig gik, så selv om jeg hørte et par af de mere rutinerede sige, at “det er for tidligt at gå – så er der langt hjem”, så var det altså nødvendigt. Jeg satte i løb igen. Lårene gjorde ondt. Meget ondt. Ikke mest i det ene. Eller det andet. De gjorde begge 2 allerhelvedes ondt. Du må ikke stoppe igen, tænkte jeg. Og luntede knap 700 meter, så måtte jeg gå igen. Jeg udviklede en teknik efter kilometerne. Løb 600-700 meter og gik så frem til kilometermærket. Løb igen. Gik. Løb. Gik. Jeg prøvede at overleve ved noget, jeg har hørt andre kalde “depot-strategien”. Jeg skulle fra depot til depot. Tag det et depot ad gangen.

Væskedepoterne blev længere
De første mange depoter nappede jeg enten 2 glas vand eller 1 med vand og 1 med energidrik (noget fedtet stads – Nobelpris til dén, der opfinder energidrik, der ikke er fedtet!). Jeg turde ikke forsøge med bananer eller appelsiner, og jeg ville gemme den anden gel så længe som muligt. Set i bakspejlet skulle jeg nok have set større på komforten og slæbt flere gels med. Det ved jeg til næste gang!

Taktikken gik nu ud på – meget stivbenet og meget langsomt – at løbe/gå. Der var flere på samme taktik. Vi var ved 26-27 kilometer. Nøj, der er langt hjem i krise derfra. Ved depoterne forfinede jeg mit indtag. Nappede 2 glas vand ved første bord, drak dem på vej hen til energidrikken, tog så 2 glas energidrik og drak dem, før end jeg ved vandbord nummer 2 greb yderligere 2 glas med vand, som jeg fik til at vare meget, meget længe. Og så måtte jeg til slut tvinge mig i løb. “Kom nu krop”, vrissede jeg af mig selv. “Kom nu krop”. 4:10-ballonerne fløj forbi mig i afsindig fart. Jeg ænsede dem ikke.

Kan man give op?
Mine forældre var på ruten, og havde jeg set dem ved 28 kilometer fx, havde jeg sgu nok givet op. Det regnede kraftigt nu. Jeg kunne maksimalt løbe 800 meter ad gangen, og jeg var helt, helt færdig. Underligt nok havde jeg ikke ondt af mig selv. Jeg var mere skuffet over, at det gjorde så ondt. “Det var ikke meningen”.

Men jeg kunne ikke se mig ud af, hvordan jeg kunne give op, uden at det ville betyde, at jeg skulle gå hele vejen tilbage til Bryggen. Så jeg skulle alligevel igennem en masse kilometer for at give op. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Var der kommet sådan en Grupetto-bus eller et fejeblad, havde jeg helt sikkert hoppet ind. Det virkede bare så besværligt at give op. Jeg var for træt til at give op. Så jeg løb.

Jeg begyndte at genkende min gruppe. Vi var en ordentlig flok, som ikke rigtig fulgtes ad. Vi løb og gik sådan lidt på skift. På den måde fik jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg overhalede nogen. Når jeg så gik og blev overhalet af dem, jeg lige havde overhalet, fandt jeg trøst i, at når jeg løb, var jeg ikke den aller-allerlangsomste. Ved 33 kilometer – lige langs Rigshospitalet var jeg nede at gå, da jeg blev overhalet af 4:20-ballonerne. “Kom, følg med os”, sagde en af ballon-mændene, og jeg kunne godt se logikken. “Hægt dig på dem de sidste 9 kilometer”, tænkte jeg. Og så holdt jeg op med at tænke. Og løb med. 200 meter. Så måtte jeg gå igen.

“I er forbi muren nu”
Sidste tur forbi Trianglen ved 34 kilometer stod en advokat-lignende type i tweed-jakke, pæne bukser og med et bistert udseende og blev ved med at råbe: “I er forbi muren nu. I skal bare hjem”. Det fandt jeg lidt trøst i. Jeg tænkte, at han måske havde ret. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte selv. Fødderne var ømme. Meget. meget ømme. Og sjaskvåde efterhånden. Tøjet var gennemblødt – det var sådan set meget rart – men lårene. Å lårene. De gjorde mere og mere ondt. Aldrig har mine lår gjort så ondt. (Det gør de stadig. Tænk at man kan presse sin krop helt derud, og den så stadig fungerer i en eller anden forstand)

Jeg forsøgte forsigtigt at tro på den pæne mand i tweed-jakken. Hvis jeg nu kunne løbe en hel kilometer hver gang. Måske endda lidt mere. Hvis jeg nu bare løb lige så langsomt. Mine skridt blev kortere og kortere. Nøj, hvor satte jeg pludselig meget pris på de mange tilskuere. De råbte, sang, dansede og spillede musik. Langsomt bevægede jeg mig frem.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

Ved Dronning Louises Bro var der totalt gang i den, og en meget, meget rar ung mand stak mig en Red Bull. Jeg ønskede mig ikke noget mere end et par vinger på det tidspunkt, men ligefrem flyvende blev jeg ikke. Men måske gav det lidt mentalt. Måske. Jeg kom i hvert fald lidt længere frem.

Hvem Fanden laver sjov med os?
Da jeg havde passeret 37 kilometer-skiltet, blev jeg sikker på, nogen tog pis på os. Nogen syntes, det var skægt at gøre grin med os langsomme og blev ved at flytte kilometer-skiltene længere og længere frem. Jeg havde lyst til at skrige: “Det kan jo ikke passe, at en kilometer pludselig er så lang. Vel?????” Men det havde jeg ikke energi til. Det havde også virket underligt.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)

De sidste 2 kilometer løb jeg. Hele vejen. Meget langsomt. Jeg løb lige bag en tilsyneladende rutineret løber, der blev indhentet af en yngre og lidt lav pige. “Er du dér igen?” spurgte han “Hvordan har du det?”. Hun sukkede og kiggede på ham: “Det gør ondt”. Jeg relaterede. “Du har også næsten løbet 42 kilometer. Selvfølgelig gør det ondt”, sagde han. Helt sikkert en rutineret. “Når du får medaljen om halsen, er det det hele værd, så glemmer du smerten”, påstod han. Argh, det ville jeg godt lige se, før jeg troede på det.

(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
Den sidste kilometer
Vi var ovre Langebro og på vej under den, da en fyr ved siden af mig kækt sagde, at han glædede sig til en fadøl. Jeg var lige ved at snuble, men brummede, at jeg bare glædede mig til at få mine sko af. Så var han løbet fra mig. Tror heller ikke, jeg kunne være kommet i tanke om mere at sige. Ind under broen. Forbi 42 kilometer-skiltet og så var den der igen: “Det er de længste 195 meter, jeg nogensinde har set. Ikke kun fordi jeg var træt, men jeg tænkte: Det kan ikke passe.” Og så løb jeg i mål. Helt i trance. Helt væk. Pissekold. Våd. Men snart med en medalje om halsen. Vand i hånden. En müslibar. Og på vej mod bagageteltet.

Jeg gjorde det. I mål. 4 timer og 34 minutter og 23 meget, meget lange sekunder. Nu har jeg slet ikke lyst til at tage medaljen af. Og jeg vil bare gå i den der trøje, hvor der står Copenhagen Marathon 2014. Det var ben-ben-benhårdt. Og helt fantastisk.

Jeg siger ikke, jeg løber igen næste år. I København i hvert fald. Men tilmeldingen er åben 🙂

Epilog:
Der er tusind andre indtryk, jeg også gerne ville have med, men det hele blander sig sammen i et stort sammensurium, så måske tilføjer jeg noget løbende, måske ændrer jeg på kronologien, og måske sletter jeg endda noget. Undskyld for rodet. Sådan føles det. Rodet. Stort. Fantastisk.

Vi bruger egentlig “bramfuld” for lidt

Jeg er ret tosset med sproget. Eller faktisk med sprog, men primært det danske sprog, som altså for mig er sproget. Mit sprog. Derfor kan jeg godt lide sprækkerne i sproget. Dér, hvor det ligesom ikke giver mening.

“Han er en bramfri mand”, er vi nogen, der kan finde på at sige. Men jeg kan ikke mindes at have hørt nogen sige “Han er fuld af bram”.

Og hvorfor egentlig ikke? Hvis bramfri betyder uden pral, eller at man ikke stiller sine evner til skue, hvorfor bruger vi så ikke bram om det modsatte? Det virker da oplagt: “Årh, ham der pralerøven, han er så fuld af bram, at det halve kunne være nok”.

“Han er en bramfuld mand” kan jeg godt bruge in a later afsnit. Måske dukker det op en dag. Måske kan jeg få det bragt i spil på den ene eller den anden måde. Måske …

Og helt ærligt, er bram virkelig i familie med “bramsejl”, så må vi simpelthen finde en løsning og få bramfuld kørt i stilling. Basta. Punktum.

Mig og Maraton

Det er søndag morgen. 18. maj. 2014. Klokken er 9:26. Det kildrer i maven. Jeg skal tisse. Men det kan ikke passe. Det er bare nerver. Gode nerver. Jeg kigger mig rundt. Vi er 12-13-14.000 mennesker. Måske. Mange i hvert fald.

Vi venter på starten på Københavns marathon. Jeg har trænet relativt målrettet siden nytår. Løbet knap 600 kilometer. Hurtige kilometer. Langsomme kilometer. Flest af de sidste.

Når jeg ser på folk omkring mig, kan jeg se, jeg ikke er den eneste, der ikke har bekymret mig om kosten. Og om de ekstra kilo, der skal slæbes med rundt de næste 4 timer (+/-), hvor jeg skal løfte mit 0,095 ton tunge legeme cirka 42.195 gange op fra asfalten og en lille smule videre.

Det virker åndssvagt lige nu. Hvorfor i alverden skulle det være rart? Det bliver det nok heller ikke, men det er nu meget fedt, at mine to kolleger og jeg har haft et fælles projekt, siden vi meldte os til.

Karen er cool. Hun har løbet før, og selv om hun ikke vil indrømme det, har hun et hidsigt vindergen. Hun vil helst være hurtigst, men hun nedtoner forventningerne. Det gør Morten også. Han har også løbet før. Har trænet mange, mange kilometer med tider omkring 5:05-5:10 pr. kilometer. Men han sigter efter 4 timer. Siger han beskedent.

Måske underdriver vi alle for ikke at blive skuffede. “Jeg vil bare gerne overleve”, griner jeg endnu engang. Det er mit første marathon. Men forhåbentlig bliver det så sjovt, at det ikke bliver det sidste. God tur, fremtids-mig 🙂

3 ænder i Munke Mose lørdag nat

Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.

Tænk at hun tør

Jeg er alene hjemme. Græsenke som det hedder. Chefstrategen er draget til New York for at dygtiggøre sig – og vel også for lige at klemme de sidste dråber ud af sine kreditkort. Markedet herhjemme bød formentlig ikke på fristende muligheder, så intet mindre end NY kan gøre det … Ej, jeg håber virkelig, du får en god tur.

Imens er jeg og de tre katte overladt til os selv. Kattene er helt oppe at køre allerede – hun tog af sted i morges:

Selv er jeg lidt mærket. Vi har aldrig været så længe væk fra hinanden. Hun kommer først hjem engang i maj … Og jeg ved, hendes største bekymring var, hvorvidt jeg ville være i stand til at finde på andre måltider end hotdogs eller burgere (som jeg i parantes bemærket er ganske ferm til at lave, men indrømmet, det er måske ikke passende som hovedmenu knap 3 uger …) og derfor tryglede hun om, at jeg skulle lave en madblog. Det skal blive en gammel løgn, skal det, men lige i dag, fordi det er dag 1, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, der minder om mad, og fordi jeg altså savner hende helt vildt:

Jep – en ordentlig skudefuld pasta med kød, der har simret blidt på komfuret i knap 5 kvarter. Iblandet laurbærblade og et skvæt citronskal. “Chef Vilster” ville kattene formentlig have sagt, havde de kunnet tale.

Jamen jøsses for en forestilling

Ej, ej, ej, det var ikke lige, hvad jeg håbede på. Efter den flotte indsats mod FCM sidste weekend skal jeg ærligt indrømme, jeg havde sat næsen op efter mindst det ene og allerhelst selvfølgelig alle tre point ude mod Esbjerg. Men 0-1 på Blue Water mod et på dagen ganske fint spillende Esbjerg-mandskab må altså ikke få folket til at råbe om, at Troels Bech skal skiftes. Kig nu på materialet venner. Materialet.

Med min begrænsede erfaring har jeg godt nok ikke meget andet end min sunde fornuft at forholde mig til, men den plejer så altså også at være pålidelig. Hvis jeg var Superliga-træner, ville jeg se masser af muligheder og potentiale i OB-truppen. Men jeg ville under ingen omstændigheder se et stabilt præsterende top 4-hold. Der er simpelthen for mange blind spots på holdet. Jeg løber det lige igennem fra en ende af – og her vurderer jeg potentiale, mens jeg i sidste uge vurderede præstationen i præcis kampen mod FCM!

Mads Toppel gør det fremragende i dag, men han er, når sandheden skal frem, ikke en top-Superligamålmand. Han er en overgangskeeper, og hvis Jesper C. havde spillet op til tidligere tiders niveau, havde Toppel ikke været i nærheden af spilletid. Toppel præsterer flot i perioder, men han er jo ikke en Stephan Andersen, Johan Wiland eller for den sags skyld Steffen Rasmussen.

I forsvaret er AMC den bærende kraft, og han har rigeligt at gøre med at bære enten KL eller Høegh ved siden af sig – ekstra arbejde med den stadig lidt akavede Diarra på venstre backen, mens Espen Ruud, når han kaster sig ud i sine offensive raids, også kræver lidt ekstra opmærksomhed fra forsvars-generalen. Kan KL og Høegh på sigt overtage de to centrale pladser? Ja, det tror jeg. Og Ruud er også stærk nok på højre backen, men der er brug for en skarpere venstre back med større offensive kvaliteter end Diarra. Er det et forsvar, der for alvor kan bære OB mod toppen med en sikker sidste og bagerste bastion? Nej. Det mener jeg ikke. Spiller de mange kampe sammen, bliver de selvfølgelig bedre sammenspillede. Får de en god periode, får de mere selvtillid, men niveauet samlet set er ikke til at kræve topniveau i Superligaen.

Midtbanen er set mand for mand god. Rigtig god, som Carsten Werge ville sige. Ari Skulason fighter på den bagerste midtbane. Spelmann styrter rundt og ligner mere og mere Mikkel Thygesen, dengang Thygesen var god. Jeg kan godt lide Spelmann. Falk og E Larsen på kanterne er kæmpe talenter. Når det flyder, er der ikke mange forsvar i ligaen, der kan stå mod. Men balancen på sådan en 4-kæde er jeg ikke begejstret for. Jeg forventer ikke – det vil ikke være fair – at Falk/Larsen bærer holdet i modgang. De kan løfte i medgang, og Larsens reaktion i efteråret efter Brøndby-farcen viser, at han har en stærk psyke. De er gode, men de er ikke klar til at være bærende kræfter. Tænk det sådan her: De er typemæssigt mere Ronaldo/Messi, end de er Xabi Alonso, Busquets. Når så Spelmann også er offensivt orienteret – og det er dejligt med dybdeløb fra midten – så lægger det også et stort pres på Skulason med de defensive opgaver. Det lidt skrøbelige forsvar har måske mere brug for to defensive arbejdere foran til at hjælpe, men hvordan skal spillet så overhovedet komme frem? Skal det så være lange bolde efter de to vævre kanter og frontløberne? Kan man spille fodbold sådan, hvis man ikke er Stoke?

Det er interessant, hvordan Troels Bech arbejder med balancen, men for mig at se har han flere fodboldspillere end arbejdsmænd. Og der er brug for begge dele, men der er også et faremoment i, at de elegante typer – Schoop for eksempel – måske ikke er solide eller gennemslagskraftige nok. Endnu. til alene at stå for det offensive fra den centrale midte. Problem? Udfordring i hvert fald.

I front var Bodul og Skoubo valgt. Opstillingen har heddet 4-4-2 i forårets kampe, hvor jeg egentlig ser truppen passe bedre til 4-2-3-1 (når Bashkim også er klar, må det være optimalt med de tre unge rappe driblere som offensivt våben, og så skal Spelmann have klarere definerede defensive opgaver sammen med enten Skulason eller O’ Brien (så kan Skulason måske bruges på venstre backen?)) Bodul og Skoubo minder, så vidt jeg kan se fra sofaen lidt for meget om hinanden. Holdende, begavede, intuitive angribere. Ingen af dem har specielt meget hurtighed, men på skærmen ser det ud, som om Skoubo forvalter sin rolle bedst: Evigt arbejdende, værdifuld i hovedspillet – også defensivt – og hele tiden bydende sig til som station. Jeg kan ikke se, Bodul gør det samme. Han gjorde ikke nogen god figur i dag. Det kan jeg ikke huske, hvornår han har gjort. Jeg forstår ikke, hvorfor han starter på bekostning af Mos. Men jeg synes, det er indlysende, at Skoubo, Bodul, Mos og reserven Jeppe Hansen ikke udgør en kvartet, der sparker medaljer til Ådalen. Det er de ikke farlige nok til – vil vi vente længe nok, kan det godt være, Mos udvikler sig til at blive en 10 mål pr sæson-angriber. Men det kan også være, han aldrig gør det.

Summasummarum er altså, at truppen, sammensætningen og niveauet ikke umiddelbart er til at være skuffet over at tabe ude til Esbjerg. Taber vi hjemme til Viborg, er det skuffende. Men ude mod Esbjerg? Nix. Det kan vi ikke tillade os med den nuværende trup – men derfor kan vi godt stræbe efter det.

En sejr i Richards ånd

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Et fyldt stadion. En elektrisk stemning. Spillere med tårer i øjnene og sammenbidte tænder under det ene minuts klapsalve. Det virkede så … professionelt. Afstemt. Fokuseret. Og det var først, da kampen var i gang, at det gik op for mig, at lige præcis dét var helt i Richards ånd. Han var blevet hædret med et minuts klappen, og nu gjaldt det de tre point. Og det var en fin indsats af OB. Som altså kulminerede med et sejrsmål i kampens overtid. Synd for FC Midtjylland. Men dejligt for OB. For Richard Møller. Og for Ari Skulason, der må siges at være en spiller lige efter Richards hjerte: Med vilje, indstilling og villig til at dø med støvlerne på.

2-1 over Superligaens tophold i forårspremieren er ikke noget at vrænge på næsen over. Bevares, spillet kunne have været mere flydende, og gæsterne sad i store dele af kampen på det meste af spillet, men det var nu altså også rækkens duks, der var på besøg. Mod et fynsk mandskab, der virkede modnet på mange måder. Efterårets noget urytmiske indsatser var afløst af determineret indsats og en stigende orden i geledderne. Jeg var imponeret.

Toppel i målet tog fint fra, Kasper Larsen knoklede med vanlig iver, Espen Ruud viste finere takter end længe set, mens jeg sender stor kredit Troels Bechs vej for at have fået en form for brugbar venstre back ud af Diarra. Han virker mere og mere solid på pladsen, men det må altså være i mangel af bedre, for – og han er vel delvist undskyldt – en højrebenet venstreback kommer bare ikke helt så meget over kanten som en venstrebenet. På midten fyldte Skulason ret godt defensivt, mens Spelmann virkede i overdådigt spillehumør og havde flere offensive løb og et par ærefulde afslutninger.

Falk og Busuladzic arbejdede mere end de brillerede, men det gjorde de så også, og selv om jeg synes, vores nye ven fra Vejle er svær at – og det er vel heller ikke helt retfærdigt – vurdere på én kamp, så tog jeg mig selv i to gange at tro, at han var Falk. Der er noget med måden at løbe på. Det kan gå hen at blive et rigtig fint indkøb.

I front var Bodul meldt ud i fin form, men jeg var faktisk mere imponeret af Skoubo. Han har ikke meget fart tilbage, men han virkede skarpere end længe set, og jeg synes, jeg så ham overspurte en forsvarsspiller i en direkte duel. Indsatsen har der aldrig været en finger at sætte på. Skoubo arbejder benhårdt for holdet, og målnæsen er intakt, så han dukker op de rigtige steder mange gange.

Jeg er væsentligt mere optimist nu end før kampen – måske også let at sige med tre point i posen, men det var nu en fornem start på foråret. Med et sejrsmål af en ivrig, hårdtarbejdende islandsk midtbanemand i overtiden. Mere Richard Møller’sk afslutning på sådan en kamp er svær at forestille sig. Godt gået striber.

Se målene og andre højdepunkter fra kampen: OB – FCM 2-1