Hvad skal jeg dog lave?

Undskyld, at jeg egentlig bare tænker højt. Men al den tid alene gør mig kulret, tossi og giver alt for meget tid til at tænke. Så jeg går og bruger uforholdsmæssigt meget tid på at overveje, hvordan jeg gerne vil strukturere hele den kæmpe molevit, jeg kalder mit liv. Noget handler om geografi. Andet handler om arbejde. I dag skal det handle om arbejde.

Hvorfor det? mumler du allerede stille. Fordi jeg siger det. Svarer jeg hæst, fordi jeg ikke har talt hele dagen. Men bestemt, fordi jeg mener det. Jeg er lige nu i en slags interim position. Der er nogle voksne tanker. Der er nogle meget unge tanker. Og der er også både en smule fornuft og en anelse vanvid, der blander sig. Så nu skriver jeg det ‘højt’ her, og så håber jeg, folk som stadig har fornuften i behold melder sig og siger, at “Det der er dumt”, eller “Det lyder fremragende. Gør det!” eller måske bare “Det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til”. Det er også i orden. Sådan har jeg det jo langt hen af vejen selv lige nu.

Ok. Alt det voksne. Jeg kunne stadig godt se mig selv på en efterskole. Tumle rundt med de unge mennesker. Være i deres hverdag og korrigere en smule, når de er på afveje. Det var skidesjovt. Men lige nu jo også lidt usikkert, for hvor meget bliver de ramt af Corona og manglende tilmeldinger? Eller måske – jeg har talt med en dame fra Tietgen-skolerne i Odense. Om måske at undervise eller arbejde med unge og hjælpe dem med overgangen til enten yderligere uddannelse eller bare en form for uddannelse i første omgang. Meningsfuldt. Absolut.

Jeg laver lige nu online-historier for et spilsite. Daglige historier. Til en godkendt betaling. Og det har givet mig blod på … eh fingrene (og så også tastaturet, det er noget værre svineri) en idé om, at jeg måske kan finde ting at lave uden at besvære mig med at skulle være på en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt. Tanken kan jeg godt lide. Så jeg er i gang med at rode hovedet og det hersens internet igennem for ting, jeg kan forestille mig ville være skægt (jeg kan klare mig for ganske få penge, så den del er ikke så vigtig).

Jeg overvejer at starte en t-shirt-shop på nettet. Bare finde på slogans/tekster, som skal stå på t-shirten og så udlicitere resten til mennesker med forstand på resten. Det kunne jeg godt se noget skægt i. Og de findes. De platforme, hvor jeg bare skal lægge navn til og få ideerne. Så står de for alt det praktiske. Alt det, der giver penge. Alt det, jeg er dårlig til og synes er kedeligt. Win-win.

Jeg overvejer som altid at lave quizzer i en form for e-bøger online. Eller måske skal jeg lære at lave apps og så promovere dem den vej. Igen – de kan sælges superbilligt. Forestil dig, du skal have fest med gutterne, og I skal have årets quiz om Premier League. Dén kan du hente for €1 online. Eller måske en aften med de stærke kvinder i din omgangskreds. Så skal der være politisk quiz eller musik-quiz. Sådan én er der også. Alt sammen til €1 stykket. Måske med 100 spørgsmål i hver. De kan versioneres til lande globalt. Er det lavet før? Selvfølgelig da. Er der plads til en bette spiller mere på det marked? Eh, spiser pandaer bambus? Det tror jeg nok, de gør.

Eller jeg kunne finde et job på en bar. Jeg er ved at se “Hart of Dixie” på Viaplay (ja, alle 4 sæsoner er der. Kom i gang, inden de er væk igen!) (Du skal ikke lade, som om det ikke er verdens bedste serie. Mig behøver du ikke spille smart over for – jeg elsker dig, som du er ♥️) Sådan en sløv bar med øl på flaske og stamkunder. Lidt intern ballade, fordi den unge bartender, som er superhot i sin ternede skjorte og sixpack , ikke rigtig orker at hjælpe til med oprydningen. Smukke mennesker har det alt for let! Men jeg kunne være den erfarne, livskloge men afdæmpede kollega, der knokler i det skjulte, mens jeg iagttager de unge menneskers op- og nedture. Herligt.

Hvad med at lære at redigere billeder og så skyde en masse og forsøge at sælge dem som Stockphotos? Kunne der være en form for indtjening i det? Bare i det små. Altså, jeg er jo rædderlig til at tage billeder, men hvis jeg skyder nok, ender et af dem vel med at være skarpt. Og ellers må det være det, redigering er til for!

Så har jeg overvejet at blive YouTuber. Sådan en boomer-kanal med opsange, festsange, satiresange og taler til nationen. Jeg er – paradoksalt nok – ikke meget for at vælge en målgruppe. Jeg mener jo grundlæggende, at det jeg siger, synger og skriver er relevant for alle. Men jeg kunne jo godt sigte efter noget lidt smallere end alle. Måske en padel-kanal? Måske en kanal med samtaler – måske en slags “Vores Fyn”, hvor jeg taler med prominente, kendte og mindre kendte men ikke mindre driftige og idérige fynboer. Jeg savner samtaler, hvor nysgerrighed og viden er den fælles drivkraft frem for hygge, plat humor og sofastemning.

Å ja, og så er jeg sådan set fodbold-kommentator online også. For et firma fra Tjekkiet. Men jeg taler på dansk. Indtil videre. Kdo ví, co přinese budoucnost? Ah Nesnesitelná lehkost života. Et par gange om ugen sidder jeg i stuen med et headset og ser en fodboldkamp – det gjorde jeg sådan set også tidligere – men nu er jeg koblet til en broadcast-stream-app og sender mine ord ud i æteren og får – forhåbentlig – penge for det. Små penge, bevares, men det er sjovt. Og spændende og nyt, og det har jeg ikke prøvet før.

Og så har jeg en idé om et foredrag til efterskoleelever om livet som ung. Men det er ikke lige tiden nu. Jeg har ikke lyst til at konvertere til online-foredrag. Jeg vil tale for og med levende mennesker, som jeg kan se, mærke og lugte i kød og blod. Og på så besynderlig vis begyndte og endte vi med blod. Følg med næste gang, hvor det handler om, hvor man så kan opholde sig, mens man laver en masse online. Møs-møs.

Hvad Fanden i Hede Hule Helvede bilder I jer ind?

De seneste dage har nettet været fyldt med historier orkestreret af Jes Dorph. Han er ikke tilfreds med at være frataget sit højtprofilerede job som vært på Go’ Aften Danmark. Det forstår jeg da udmærket.

Men hvad jeg ikke kan forstå er, hvad der får i skrivende stund 36.000 mennesker til at være medlemmer af en gruppe på Facebook, som hedder noget fis a la støttegruppe for Jes Dorph, og så er Jens Gaardbo af besynderlige årsager røget med. Hvad tænker I på? Der er lynchstemning i gruppen.

De to kvinder, der i en intern undersøgelse på TV2 har dristet sig til at fortælle deres udlægning af situationen til en ekstern advokat, bliver svinet til. De er ludere, opmærksomhedskrævende og karriereliderlige. Og gik de i øvrigt ikke frivilligt med ind i lejligheden? Og var de ikke sådan nogen ludere, der gik uden BH og med korte kjoler? Og var de i øvrigt ikke 20-årige praktikanter med stram hud og ungdommelig glød? De var fanme selv ude om det, var de.

Indtil videre er de jo altså anonyme og står vel derfor ikke til at vinde noget som helst. Og hvis jeg var dem, ville jeg aldrig nogen sinde stå frem med den stemning, der præger Jes Ds klakører. Men om en uge – måske lidt mere måske lidt mindre – skal der nok være en af Jes’ ‘venner’, som lige så stille får listet navnene ud, og så kan de få den store tur i møllen, for hvad bilder de sig ind? At anklage Jes D for noget, som han siger, han ikke har gjort. Han kan godt nok ikke huske noget, men hans ven mener, at det kunne Jes aldrig finde på.

Det er det spinkle grundlag, der har fået 36.000 mennesker til at samles i en gruppe, hvor de i øvrigt kører afstemning om, hvorvidt sagen mon ikke er “foræder” (de mener nok forældet) eller om de skal have en “demotrtion” (måske demonstration) og så vil de gudhjælpedet lave en økonomisk indsamling til de to stakler. De er da formentlig også på afgrundens rand rent økonomisk …

Der er simpelthen ikke særligt langt fra behandlingen af sorte i sydstaterne i 60’erne, hvor de blev flået og dræbt efter forgodtbefindende og så den oppiskede stemning, der hersker lige nu. På hvilket grundlag? Ingen F***** aner det! Vi har kun de to versioner, der er kommet frem. Kvindernes, som omhandler en voldtægt og en krænkelse i form af uønsket opfordring til sex, og på den anden side Jes, som bedyrer sin uskyld.

Ingen af os aner, hvad der er foregået, og hvad der er op og ned, men det er altså ikke ret mange af de her #metoo-frembragte ofre, der i dag slynger sig i guldstole, hæder og berømmelse. Det er næsten, som om de bare fortæller sandheden og efterfølgende bliver smidt ud til venstre, fordi deres historier jo kræver, at vi alle kigger os selv grundigt i spejlet og derefter i øjnene.

Jeg forstår da godt, at Bimmer fra Sønder Bøvelse VVS synes, det vil være træls, hvis Annette fortæller om den der julefrokost i firmaet for 16 år siden, da hun var i lære og helt ny, og Bimmer hev op i hendes trøje og ragede hende på brysterne. Det vil ikke se godt ud for Bimmer.

Eller hvis Rita fortæller i banken, hvad Karsten gjorde ved hende i kopirummet for 19 år siden. Uhada, den bliver ikke rar for Karsten. Så lad os hellere råbe og skrige og forskyde og forvrænge og italesætte, at det da er deres egen skyld. Så klapper de forhåbentlig i – om ikke andet så så længe, at vi kan tage en tur i manegen mere med argumentet om, at de burde have stået frem tidligere …

Men der er ikke ret mange af de historier, vel? For lange de fleste af de her kvinder holder det inde. Lever med den skam, de føler. Lever med smerten ved at se deres overfaldsmand fortsætte livet, som om intet er hændt. Oftest får de lov at gøre det i stilhed.

Men ikke denne gang. For Jes har mange venner i medie-branchen. Og de skal nok holde mikrofonen for ham, når han turnerer med sin oftest uimodsagte historie, der mest handler om, at han er offer. For en dårlig proces. Ja, men ingen har fanme uønsket proppet sin pik op i numsen på dig. Så måske skal vi lige vende skråen og tænke over en gang til, hvem der er offeret her. Og studs lige en gang over, hvor fornærmet og overrasket han blev over kritiske spørgsmål i Aftenshowet. Det var jo ikke dét, der var planen. Det er ham, der er stjernen og har regnet ud, at ved at sidde der sammen med værten – som endda var en nydelig kvinde – kunne han uforstyrret forklare, at det er ham, der er offeret. Men sådan gik det ikke. Til hans store fortrydelse: “Det var hårdt”. Ja men det står dig jo frit for at lade være.

Måske har Jes ret. Måske er han helt uskyldig. Men så ligner det enormt dårlig rådgivning af hans advokat at råde ham til at underskrive en fratrædelsesaftale, så han ikke har mulighed for at prøve sagen i arbejdsretten. Hans eneste mulighed for at prøve sin sag nogen steder nu er i folkedomstolen, og den har han indtil videre dygtigt drejet i sin egen retning.

Igen; ingen af os aner, hvad der er op og ned. Men jeg håber, at I vil tænke over det her scenarie: Jeres datter, Amalie, har fået praktikplads på TV2. Nøj, hvor hun har glædet sig. Og hun kommer i gang. Er i Nyhederne den ene gang efter den anden live. Og så pludselig en dag bliver hun sygemeldt. Hun er deprimeret. Det kan jo ske, og I tænker ikke mere over det, og da praktikken og uddannelsen er ovre, får hun job hos en lokalavis på Sydsjælland. Langt væk fra rampelys og live. Tyve år senere er Amalie så centrum i en sag, hvor hun fortæller jer, at hun er blevet voldtaget på praktikpladsen. At TV2 slet ikke var så rart et sted at være, som hun håbede, og at hun nu i 20 år har båret rundt på historien selv, fordi hun har skammet sig og tænker, at det nok var hendes egen skyld. Hvis det var din datter, hvad ville du så føle i det øjeblik? Og ville du synes, det var fedt, at Bente, Børge og Helene henne fra nummer 31 meldte sig ind i støttegruppen til fordel for ham, Amalie blev overfaldet af?

Nej vel. Så måske skal vi alle sammen holde lidt igen med de voldsomme tilkendegivelser, indtil vi ved nok til at mene andet end det, vi bliver manipuleret til af en mand med langt over 30 års erfaring i centrum af medieverdenen. Måske har han ret. Men han får det hverken mere eller mindre af en rasende hob på Facebook. Tænk jer nu lige om. Det er mennesker. På begge sider af hegnet.

Afslutninger og nye begyndelser

Der findes noget, der hedder “WordPress 1-click installation”. Som navnet siger, er det en måde at installere et blog-modul på den hjemmeside-adresse, man har. Cirka. Jeg er ikke nogen ørn til hjemmesider – eller til WordPress for den sags skyld.

For mig er det en platform, hvor jeg kan skrive. Alt det andet er gabende kedeligt, og det orker jeg ikke beskæftige mig med. Og så alligevel. Jeg har læst mig til blandt mennesker med mere forstand end mig, at den leverandør, jeg har haft min hjemmeside boende hos, de er blevet for dyre. For andet år i træk har de fordoblet prisen på at lægge serverplads til min hjemmeside. Så jeg har skiftet. (For særligt interesserede: Fra Simply (tidligere unoeuro) til one.com).

Og her er det så 1-click installation bliver relevant igen. For det skulle være så let. Og er det sikkert også. Bare ikke for mig. Så jeg endte med at blive så frustreret, at jeg opgav alt om at overføre, tog en backup og slettede alt hos min tidligere udbyder, og så begyndte jeg forfra.

Backup’en har gjort, at jeg har ‘reddet’ alle de tidligere indlæg – ‘stur’ stur’ kunst og meget dejligt – men der er sket det beklagelige, at abonnenter er røget i vasken. Så den fine flok af mennesker, der havde skrevet sig op til mail-beskeder, når jeg skriver nyt, de er ikke længere på listen og er derfor nødt til at tilmelde sig på ny – lige ude i højre side af skærmen.

Navn og mail. Så går du ikke glip, som Svend Brinkmann ellers så gerne ser, du gør. Så er du med. Hip. Opdateret. På omgangshøjde. Aktuel. Oplyst. Og underholdt. Med mindre selvfølgelig at du allerede får det her direkte i din indbakke. Så er alt stadig godt. Keep calm and go on!

Eller du kan bare fortsætte med at følge med på sociale medier, hvor jeg forsøger at huske at dele, når skrivelysten overmander mig. Såeh … det var bare en slags servicemeddelelse. That’s all folks

100 tommelfingre og en bunke problemer

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke just er prototypen på en handyman. Derfor er det også enormt upraktisk, at jeg med min nye lejlighed står over for en stribe af bøvl, som jeg egentlig ikke umiddelbart aner, hvad jeg skal gøre ved.

Først og fremmest; der er to fine altaner til lejligheden. Den ene er i soveværelset og den anden i stuen. Den i stuen er en af de der grimme beton-altaner. Det får være, hvad det vil. Men siden jeg flyttede ind, har der hobet sig due-lort op i bunden af altanen. Faktisk så meget at jeg har tøvet en del med at gå derud af ren og skær mangel på gummi-røjsere.

I dag fik jeg det bundsolide råd at iføre mig et par gummihandsker (på hænderne – ikke på fusserne) og medbringe en plastpose og så simpelthen samle de der lorte op. Yikes.

Nå men det brugte jeg så en times tid på i eftermiddag. Med en køkkenspatel, gummihandsker, skuresvampe og eddikesyre på forstøver-flaske. Jeg skrubbede og skurede. Det blev – nogenlunde – pænt. Der var mere end et kilo due-lort. Det tror jeg betyder, at de har skidt dér et stykke tid.

For jeg er stensikker på, at det er de samme to duer, som hver dag kommer for at hvile på gesimsen ved siden af min altan. Og så altså bruger den som toilet. Jeg søgte på nettet efter “lyde som kunne skræmme duer”, så jeg har siddet en halv times tid med både lyde fra falke og høge og med sonar-lyd spillende ud af altandøren. De to duer sad bare på deres gesims, og jeg er faktisk næsten sikker på, den ene rokkede lidt med i takt til sonar-lyden. Flabet!

Og nu irriterer de mig. Jeg har læst mig til, at når de først har forelsket sig i et tilholdssted, kan de være svære at komme af med igen. Så jeg er forberedt på, de skider på altanen i løbet af natten. Men jeg kunne ikke styre mig og vente tålmodigt.

Jeg tog en lang gardinstang og monterede en plastpose ved hjælp af et par elastikker. Og så gik jeg ud på altanen og prikkede til duerne med gardinstangen og posen. Først rykkede de bare en anelse, men det viste sig, at gardinstangen var længere, end de havde forudset, så jeg kunne nå helt hen til enden af gesimsen. Tilfreds lukkede jeg døren og gik ind.

Minutter efter kiggede jeg igen. Så sad de dælme dér igen. Frem med gardinstangen. Stikke ud efter dem igen. De fløj om hjørnet, så jeg ikke kunne se dem, men så snart jeg gik væk fra døren, vendte de tilbage. Well, jeg er også en stædig rad, så jeg gik ud med gardinstangen igen, og denne gang lettede de for alvor og fløj over på en bygning på den anden side af gaden.

Jeg må indrømme, jeg frygter en hævn i form af en voldsom udladning af lort i løbet af natten, så indtil videre har jeg installeret en lampe foran altandøren, og den er nu tændt og oplyser altanen. Snedige mig antager nemlig, at de ikke bryder sig om lys.

Hvert femte minut er jeg ved døren for at se, om duerne skulle være vendt tilbage. Det er ved at være en halv time siden, de har været her. Jeg tager intet for givet endnu. Men måske har det virket.

Af andet bøvl kan nævnes at min køleskabspære er glohed. Så varm at jeg er nervøs for, om tingene på køl tager skade. Så nu bruger jeg ikke den øverste hylde i køleskabet.

Der er en utæthed i loftet på badeværelset. Jeg har en blik-potte stående midt på min håndvask for at afværge, når det drypper. VVS-manden tog det helt køligt. Det kunne vist godt vente til efter nytår, mente han.

Så har det været en vild kamp at få gardiner hængt op. Jeg fatter hat af at bore i puds/mur/beton. Efter at have lavet 8 ubrugelige huller med min boremaskine – det er sjovt at bore – besluttede jeg at sætte gardinerne fast i vinduesrammen i stedet. Det fungerer fint.

Men det er vist også det. Bortset fra de par småting er jeg enormt glad for at bo her. Det er en dejlig lejlighed. Skibhusvej er vidunderlig. Odense er skøn. Fyn er Fin ♥️

En kort tanke

Ja, så er der vare-deklareret for en gangs skyld. Det er endnu en ufærdig tanke. Som jeg har tumlet med i et års tid efterhånden. Og som i går var en medvirkende årsag til, jeg endnu engang ikke kunne falde i søvn. Der er for meget, der kører rundt i bolden på mig. Men jeg arbejder med det – og er ikke bleg for at bruge melatonin 🙂

Tanken: Kan man respektfuldt være uenig med nogen, uden at det kommer til at virke som fordømmelse?

For at give en smule kontekst; jeg forsøger at ændre en del ting i mit liv i disse år. Jeg er ikke så god til at “køre” i midtergearene. Så når jeg vil skære ned på mit kødforbrug, bliver jeg veganer. Når jeg vil skære i mit co2-udslip, sælger jeg min bil og køber en cykel. Og den slags.

Heldigvis er jeg godt opdraget hjemmefra, så jeg forsøger at holde mig på min egen banehalvdel – altså at andre gør det så godt, de nu engang kan med deres liv, og fordi jeg synes, jeg vil ændre noget i mit eget liv, behøver de ikke gøre det i deres.

Men det føles sådan. Det føles sådan. Som om at hvis jeg fortæller, at jeg ikke længere vil spise kød (jeg forsøger i hvert fald – helt i mål er jeg ikke endnu), eller at jeg ikke bryder mig om alkohol og derfor ikke længere drikker det. Så bliver det til et angreb på alle dem, der stadig spiser kød og drikker alkohol. Det er det ikke. Så er det i hvert fald en fejl, hvis det virker sådan. For bare fordi jeg synes, noget er rigtigt for mig, er det jo ikke nødvendigvis rigtigt for den næste.

Men ofte bliver det til en blanding af et forsvar og et angreb fra dem, jeg deler mine genstridigheder med. “Nu skal man jo også passe på, man ikke bliver fanatisk”, kunne det lyde, eller “Danmark står for mindre end en promille af verdens co2-udledning – det er værdiløst at arbejde med sit personlige aftryk”.

Ja. Synes du, Men jeg synes noget andet. Det kan vi tale om. Men vi behøver hverken angribe eller forsvare os for at kunne tale om det. Og det er altså ikke fra min side et angreb på andre. Det lover jeg.

Når folk bare sådan smiler på gaden

Dengang jeg var yngre, havde jeg nok lige lovlig meget selvtillid. Det gav sig udslag på alle mulige sære måder, men en af dem var, at hvis fremmede dristede sig til at smile til mig, tænkte jeg, de nok var ude på at få sig en smoking’ hot partner ♥️

Det er jo ikke noget, jeg sådan går og tænker på hele tiden, men efter jeg er flyttet til Odense igen, har jeg nu alligevel studset en del over de hyppige smil på mine mange gå-ture rundt i lokal-området. I begyndelsen tænkte jeg overhovedet ikke ‘potentiel partner’. Dér tænkte jeg allermest, at det var smil ikke til mig men af mig. Så jeg kørte tungen rundt i munden efter et glemt stykke spinat, broccoli eller andet grønt.

Har du i øvrigt tænkt over, at det altid er et stykke broccoli eller spinat, man muligvis glemmer i bisserne? Fordi ingen glemmer et stykke chokolade eller ostepops. Det ryger ned. Rub og stub. Nå, det var et sidespring.

Da jeg først fik tjekket, at der ikke sad grøntsagsrester i tænderne – hvor skulle de også komme fra? – begyndte jeg at smile tilbage og bare nyde varmen. Det er vanvittigt livgivende. Altid faktisk. Men måske særligt når man som jeg bor alene og frivilligt har mere eller mindre selv-isoleret i et par måneder. Så er der en vidunderlig glæde ved et stort smil fra folk, jeg passerer på gader og stier.

Da jeg tidligere i dag, gik forbi et par ældre herrer på en bænk, smilede jeg stort og sendte endda et “Glædelig jul” lige i måsen på smilet. De smilede tilbage og returnerede min jule-hilsen. Skæppeskønt.

Uden på nogen måde at skulle hakke på nogle af alle de steder, jeg tidligere har boet – det ville efterhånden også være en enorm opgave – må jeg helt enkelt rose Odense for at være endnu rarere, end jeg huskede.

Smilende mennesker. Nogenlunde ro og orden. Og alt det byggeri, der har været i gang i årevis, har pyntet. Byen har altid mindet mest om en forvokset landsby. Nu tager den efterhånden form som en ikke helt færdig (mellem)-storby. Det klæder byen. Dét. Og smilene.

Tyndhudet og tudeparat

Jeg har aldrig været hverken bange for eller flov over at græde. Og det er ret heldigt for selv under normale omstændigheder triller tårerne ofte løs. Og i år er det, som om 9 måneder med konstant forholden mig til Corona, har slidt et lag eller to ekstra af. Jeg har stort set grædt mig gennem hele december måned, og det har en vidunderligt helende effekt – men helt aftaget er det altså ikke endnu.

Som en form for glimtvis indsigt – klogere er jeg åbenbart ikke; de kommer og går; glimtene – ser jeg en gang imellem for mig, hvordan det ville være, hvis noget forfærdeligt skete. Eller noget helt naturligt som dødsfald hos familiemedlemmer skete.

Jeg kan blive helt panisk over, at jeg måske ikke når at få fortalt og vist al den kærlighed, jeg har til mennesker omkring mig. Præcis den følelse har jeg, når jeg hører Lukas Grahams julesang, som vist nok er en hyldest til en afdød ven. Men ordene går lige ind i tude-centeret og hjertet på mig.

“HERE (For Christmas)”

Every year round this time I start to think about you
We’re really gonna have another Christmas Eve without you
I can’t believe it’s been so long

Every day finds a way to make me think about you
Like today when we were picking out the tree without you
I can’t believe it’s been so long

Oh, we miss you like hell
All the stories that you’d tell
‘Bout the boat that you built
But never got to sail


I don’t know whether I should
Cry or I should smile through my tears
But if you were here, we would
Sail that boat into the red horizon
Those years lost, I’d tell you all about ’em
Gone don’t always mean that you disappear
‘Cause inside all of us you’re still here

Another year has passed and now it’s time for buying presents
I even got you one, forgetting you’re not gonna get it
I can’t believe it’s been so long


This time around we’ll try to smile ’cause
we’re sick of tears
Most days are easy now but it gets hard this time of year
I can’t believe you’re really gone


Oh, we miss you like hell
All the stories that you’d tell
‘Bout the boat that you built
But never got to sail


I don’t know whether I should
Cry or I should smile through my tears
But if you were here, we would
Sail that boat into the red horizon
Those years lost, I’d tell you all about ’em
Gone don’t always mean that you disappear
‘Cause inside all of us you’re still…


Wild and free, I’ve got so many memories
Soon time too will take all of them from me
Gone don’t always mean that you disappear
‘Cause inside all of us you’re still here


When it’s dark and it’s cold
Everyone is coming home
I just wish you could know
That’s when we’re missing you the most


I don’t know whether I should
Cry or I should smile through my tears
But if you were here, we would
Sail that boat into the red horizon
Those years lost, I’d tell you all about ’em
Gone don’t always mean that you disappear
‘Cause inside all of us you’re still…


Wild and free, I’ve got so many memories
Soon time too will take all of them from me
Gone don’t always mean that you disappear
‘Cause inside all of us you’re still here

https://youtu.be/DGyMjoIfgIw

Kom bare an

Jeg har lige set sidste afsnit af DRs julekalender ‘Julefeber’. Har svært ved at huske en kalender, hvor jeg har været så begejstret for så mange af karaktererne. Gennemsympatiske. Menneskelige. Komplekse. Og hårdt kæmpende for at få livet til at hænge sammen. Så ja da, jeg tudede mig igennem de sidste 10 minutter.

Det er juleaftensdag. En dag, som vi åbenbart meget, meget nødigt vil have bliver udsat for forandringer. Det er med stor modstand og tænders gnidsel, at dansken må finde sig i at være underlagt restriktioner juleaften. Og det bliver mærkeligt hele tiden at have den der underliggende tone af at skulle holde en smule mere afstand end sædvanligt. Vi fejrer jul præcis de samme seks mennesker, som vi plejer – mine brødre, forældre og jeg.

I formiddags ringede min mormor på 85 år. Hun sidder alene langt ude på landet i aften. Efter tæt på 10 måneder rigtig meget alene virker hun i fin forfatning. Tapper. Med mod på mere. “Kom bare an, jeg klarer det”, kan jeg næsten høre hende hvæse. Måske hvæser min moster også – men det er nok mere en form for træthed, der gør sig gældende. Hun er sygeplejerske. Og fik inddraget sin fri-jul. Så hun er på arbejde nu. Og sætter forhåbentlig sin telefon på lydløs resten af dagen.

Det ér vigtigt at samles med familie og nære. Det ér det. Men jeg tænker nu også på de der familier, hvor det er vanskeligt. Hvor for eksempel børn og unge tumler med forældre med et lidt for rigeligt alkohol-indtag eller lidt for løse næver. Eller forældre, der skændes så det brager gennem hele julen. Det kan ikke være let at leve i det skisma, hvor man på den store fælles aften samtidig hele tiden skal frygte for, at alting ramler sammen om ørerne på én.

På Twitter har jeg i år set rigtig mange mennesker, som har været ekstremt pressede på økonomien. Heldigvis har jeg også set en helt overvældende mængde, som rækker ud og tilbyder hjælp både i form af kontanter, gavekurve eller fysisk hjælp til transport eller hjembringelse af juletræ eller -varer.

Det er hjertevarmende at se. Og så er det jo alligevel en varme, der opstår, fordi nogen har det så svært, at det kan være vanskeligt at forstå for os, der ikke helt har prøvet at stå i den samme situation.

Jeg vedkender, at 2020 har været et helt igennem umuligt år på mange måder. Men noget af det, der har gjort mig allermest oprørt, er den modstand, der er kommet mod utopier. Det er, som om nogen tror, man kan lukke en diskussion med henvisning til “Ah, det er en utopi”. Og så behøver vi ikke tale mere om det.

Det skal vi da netop. Vi skal tale om, hvad vi vil med vores samfund. Vores klode. Vores fællesskab. Vil vi bare fortsætte med at løbe så hurtigt som muligt og så bare håbe, vi ender et fint sted? Eller kunne det være en idé at drøfte utopier – ideer – om, hvad vi kunne tænke os?

Det er jo os selv, der laver regler. Laver normer. Og binder hinanden fast i snævre rammer og indlejrede ideer om, hvordan verden skal se ud. Og hvis flertallet synes, alt er fjong, så klør vi bare på, men jeg tror, mange oplever en form for tomhed ved erkendelsen af, at livet mestendels handler om at avancere på job, tjene flere penge, købe større fladskærme og dyrere biler samt at kunne tage på udlandsrejser, når trangen opstår.

Uanset om du er med familien. Isoleret med corona. På job. På røven. Eller på toppen. Så Glædelig jul. Må det blive præcis den aften, du ønsker dig.

Angst

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Tom Kristensen, 1932 (En fribytters ord)

Hvad er det for noget med det der røde lys for fodgængere?

Ja, ja, ja den gamle traver med “Herfra min verden går …” og så videre. Men altså; for det første var der bare ikke særligt mange lysreguleringer, da jeg gik ture i Højer og omegn. Der er ikke sådan rigtigt stemning for dem dernede sydpå. Men det er der altså i Skibhuskvarteret og omegn. Stemning for lyskurve, altså!

Og for det andet har jeg jo nu solgt den fine lille Fiat, så nu spadserer jeg en hel del ture i den friske december-luft. Og jeg venter og venter og venter ved de der lyskurve. Og som udgangspunkt er det jo ok. Jeg skal – selv som nogenlunde CO2-venlig fodgænger – selvfølgelig overholde færdselsloven og vente for rødt.

Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor det er blevet sådan, at stort set alle lyskurve har manuel betjening af ‘fodgænger-grønt’, så jeg skal hen i krydset og trykke på knappen, før end krydset overhovedet overvejer at bruge det grønne fodgænger-lys.

Tænk hvis det samme gjorde sig gældende for bilerne? At de kom trillende hen mod et kryds, der var lige ved at skifte til grønt – men kun for dem, der allerede holdt i krydset. Ankom man, mens der var gult, måtte man pænt rulle vinduet ned og trykke på knappen, så der blev grønt lys næste gang, ‘karussellen’ kom rundt.

Reelt betyder det ikke alverden. Jeg venter utroligt gerne et minut eller to. Det generer mig ikke. Men hvorfor skal jeg vente, når bilister bare kan surfe igennem? Er deres tid så meget vigtigere end min? Eller er der en virkelig god forklaring, som jeg bare ikke kender til?

Er det færdselssikkerhed? Er det lettere som bilist, når der ikke er grønt for andre end dem? Skal de så ikke overveje en fornyet køreprøve? Man skal vel for filen under ingen omstændigheder køre gennem en lysregulering med hovedet under armen – fodgængergrønt eller ej?