Altså ikke hvad ville du gøre, hvis du måtte holde helt og aldeles ansvarsfrit fri et par dage eller en uge eller måske endda en måned. Hvad ville du gøre, hvis du resten af dit liv fik en mindre sum penge ind på kontoen og aldrig mere behøvede beskæftige dig med det, vi i dag kalder arbejde?
Jeg er ved at læse Rutger Bregmans bog: “Utopia for realister”. Den handler rigtig meget om basisindkomst. Den handler også meget om fremtiden. Om robotisering. Om behovet for mennesker. Om hvad vi vil med hinanden. En smule om fortiden og fremsynede økonomer, som troede, at vi i det 21. århundrede ville have flyvende biler, og at vores største udfordring ville være, hvad vi dog skulle gøre med al den fritid.
Det er spændende. Og det sætter tankerne i sving. Forskning og eksperimenter har vist, at det, vi kalder hjælp i for eksempel Afrika, meget ofte ville være endnu bedre, hvis vi simpelthen gav menneskene rede penge i hånden. Altså sparede alle hjælperne, dokumentaristerne, bureaukraterne, optællerne, revisorerne osv osv og simpelthen gav dem penge i hånden. Det virker. Mennesker vil i langt, langt de fleste tilfælde ikke smide pengene væk til alkohol, stoffer og andre dårligdomme. De vil bruge dem til at skabe sig et bedre liv. Skabe deres egen forretning. Hvorfor gør vi dog så ikke det? Hvis det er mest effektivt!
Hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere, ville jeg helt sikkert kaste mig over den plan, jeg i mere end et halvt år har arbejdet på. Et dokument – i Keynote – som ganske simpelt hedder “Stor grund”. Min ellers evigt optimistiske og opbakkende far mener, at det er et vanskeligt projekt at føre ud i livet. Men det er nu det, jeg har allermest lyst til lige nu. For hvis jeg ikke skulle arbejde for at overleve, ville jeg arbejde på at omgive mig med alt det, der gør mig allermest glad ved at leve.
Mennesker. Relationer. Glæde. Kærlighed. Varme. Omsorg. Hjælpsomhed. Udvikling. Tankevirksomhed. Kunst. Kultur. Sang. Musik. Komik. Alt det og meget mere – sådan ville mit liv se ud. Hvordan ville dit liv se ud?