Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.
Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!
Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.
Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.
På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1
God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs