Jeg fik en på sinkadusen på Samsø. Et slag til selvforståelsen. Til drømmene. Til planerne. Og til troen på, at jeg da bare selv kan diagnosticere og knokle mig ud af livskriser. “Je’ e’ jo fynbo. Os får man ik’ ne’ me’ nakken”. Og så alligevel …
Jeg har sagt op. Er flyttet fra Samsø. Lige nu er status, at jeg er hjemme i Næsby (i Odense!), hos mine forældre i deres gæsteværelse i kælderen. Teknisk set er jeg ledig. Eller det vil sige, jeg er på ferie. Fordi jeg har hevet alle mine feriepenge til det kommende år ud, fordi jeg trænger til at have ro på en eller anden front – her blev det altså pengene. Så jeg er ok. Faktisk mere end ok. Jeg har det fint. Livet er en smule gyngende, uvist og (i klassisk forstand i hvert fald) mål-løst. Men jeg har det altså fint.
Hvorfor så hurtigt væk fra øen? Jeg kom godt fra land, var superhøj på “nyt job-adrenalin” i begyndelsen. Alle var søde, jobbet var udfordrende, og jeg lærte hele tiden nyt: Nye kolleger, nye naboer, nyt træningscenter, nye løberuter. Nyt, nyt, nyt. Og så kom der en dag. Ret hurtigt. 5 uger henne. Måske lidt mere. Eller mindre. Jeg husker, jeg tænkte – ret klart formuleret: “Nu er det nu, at hvedebrødsdagene er ovre. Nu skal du hive dig selv i nakken og gå til møde i borgerforeningen. Nu skal du slæbe dig til fodboldtræning. Deltage i ø-livet. Skabe et nyt liv.”
De følgende 4 weekender var jeg på fastlandet. Ture der længe havde været planlagt, men som kom som manna fra himlen i situationen. Vellykket timing. Det var helt fantastiske ture på fastlandet med søde venner, gode oplevelser, familiebesøg og en hel masse, som jeg slet ikke kunne forstå, hvordan jeg nogensinde kunne forlade.
I starten af maj var “fastlands-perioden” ovre, og jeg tænkte, at der vel var tanket ny energi. Slet, slet ikke. Aftenerne gik efter fast skema: På vej hjem fra job trillede jeg ind hos Netto og tankede op til ædegilder, som jeg godt selv kunne se – når jeg tænkte rationelt – tangerede spiseforstyrrelser af den bulimilignende slags – dog uden opkast-trangen. I stedet for at kaste op løb jeg som en besat – både for at kompensere og fordi løbeturene blev det vildeste helle. Ædegilderne fandt sted foran tv – jeg er ret godt opdateret på serier fra både Netflix, HBO, Viaplay og sågar Cmore – og så slæbte jeg mig i seng. Vågnede tidligt men stod op senere og senere for at komme på job. Jeg orkede ikke. Gad ikke. Havde ikke lyst til at skulle ud af sengen. En morgen vågnede jeg 04:57 og tænkte: “Å nej, du skal på arbejde.” Dér vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Det var slut med Samsø og mig.
Hvordan forklarer jeg sådan en omgang hjemvé, klaustrofobi, ø-kuller og rester af fra fastlandet medbragt depression? Jeg sagde det, som det var. Og sagde op. Da jeg stadig var i prøveperioden, var det med dags varsel. Og derfor kunne jeg rykke af øen med det samme. Huset var der 3 måneders opsigelse på, men udlejer fik det lejet ud allerede 14 dage efter min opsigelse, så jeg pakkede mine efterhånden ganske få ejendele, trillede dem til Boxit i Odense (Næsby, for de lokalkendte) og flyttede ind i mine forældres kælder. Heldigvis omgivet af kærlighed, omsorg og rummelighed. Det er jeg taknemmelig for.
Hvad så nu? Joeh, jeg er i gang med at stykke et liv sammen fra bunden endnu engang. Og jeg har det bedre for hver dag, der går. Det er det vigtigste. Lige nu.
