Oh. My. God. Livet er vidunderligt. Skørt. Omvæltende. Overraskende. Og så alligevel … Helt kort: Jeg er flyttet. Landet på Samsø. Og i gang med nyt job. I ny bolig. Med nye kolleger. Nye opgaver. På en ny ø. Og helt ærligt – det er en anelse overvældende. Men det er ikke ubehageligt.
Torsdag og fredag sagde jeg farvel til Danske Spil. Og særligt til en hel, hel bunke dejlige kolleger. Med varme kram. Et lidt klemt hjerte. Og med stor taknemmelighed for et forrygende kapitel, der er slut. Jeg er blevet klogere. Dygtigere. Ældre. Og har fået en stak venner, jeg håber at bevare hele livet.
I weekenden fik jeg vist ingen nye venner. Min far og jeg brugte både lørdag og søndag på at flytte mine ting efter en minutiøst udtænkt plan: Lejet flyttebil i Odense. Hente nye madrasser hos Jysk i Odense. Trille over Storebælt til Herlev, hvor de fleste af mine ting var opbevarede hos en (nu ex-) kollega. Derfra til Frederikssund og hente flere ting, videre til Silvan, Frederikssund til små-indkøb – pitstop hos Trine’s Grill til et par hotdogs og så mod Kalundborg, hvor vi var fremme i alt for god tid til færgen. Det kan ikke afvises, at min plan var lidt off …
Ombord på færgen 17:45 og ankomst Samsø 19:15. Mørket havde sænket sig. Da vi triller ind i Brundby – den sidste landsby før Ørby, som er ’min’ landsby – har en (eller flere) spøgefugle trillet et par affaldsspande og et ”Her er åbent”-skilt ud på vejen. Jeg drejer resolut fra, men det viser sig at være en frugtesløs omvej. Tilbage igen. Jager far ud i mørket og handlekraftig som altid flytter han affaldsspandene, så vi kan komme videre.
Fremme ved huset finder vi ”nøglen under en sten til højre for trappestenen. Sådan gør vi herovre”, som udlejeren sagde til mig. Love it! Knap så meget ’love’r’ jeg, at vi ikke kan finde el-relæet. for der er ingen strøm. Og der er meget, meget koldt! Til sidst finder vi relæet – bag en dør! Hvem kigger nogensinde der???? Tænder for strømmen men da vi går i seng, er der stadig pivkoldt, og vi sover begge med to trøjer og strømper og ekstra dyner.
Søndag vågner vi og triller til Tranebjerg for at handle. Det går fint. Eller nogenlunde. De har ikke ret mange af de ting, jeg ønsker mig: Bruseforhængsstang. Tæpper til gulvene. Indefutter. Jeg bliver lidt irriteret. Muligvis er jeg stresset. Da vi kører ombord på færgen for at rulle flyttebilen ’hjem’ til Odense, glemmer vi at stille min cykel på Samsø-siden. Det virker ikke som et problem, bare vi husker den på Jyllandssiden.
Men så opdager jeg, at rejseplanen siger, at prisen stiger fra ”gående 106 kroner” til ”gående med cykel 381 kroner”, da jeg tjekker på hjemmesiden. Rimeligt dyr forglemmelse … Jeg bliver mere muggen. Og da jeg opdager, at vi fra Hou skal køre knap 40 kilometer på hovedvej til Horsens, ryger låget af: ”Hvad er det for noget? Hvorfor bliver vi ikke vist direkte ud på motorvejen? Direkte! Og så et skilt: Til højre -> Aarhus. Til venstre -> Tyskland. Hvorfor ikke?” Stakkels far må lægge øre til en del brokkerier, men til slut finder vi motorvejen og ruller sydpå.