Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.
Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.
Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.
Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.
Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]
(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)