Tag: efterskole

Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn

Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.