Fortsættelse: Dette er del 2 af fortællingen om min flytning til Samsø. I del 1 viste jeg begyndende tegn på dårlige planlægningsevner og en generelt svag og skidt karakter. Vi sluttede del 1, hvor jeg brokkede mig over manglende skiltning til motorvejen i Østjylland.
I Odense skal vi omkring min moster, hvor både min mor, mormor og mormors søster venter. De har mad klar. ”Vi har ikke tid til at spise”, hvæser jeg. Stadigt sur. Og hælder galde ud over hele flokken. Bestyrtede ser de til. Jeg kan høre dem tænke: ”Hvad er nu det? Skulle det ikke være et eventyr på Samsø?” Sådan føles det ikke. Far sætter sig ud i bilen og triller i forvejen. Jeg skal følge efter i flyttebilen.
Mor tager mig i armen og siger, jeg skal sørge for, han spiser noget. ”Han kan ikke klare sig uden mad”. Jeg får med det samme dårlig samvittighed. Hvad er jeg for et menneske? Han bruger hele weekenden på at hjælpe mig, overnatter med mig på Samsø og slæber mine ting frem og tilbage. Og lægger øre til mig hele weekenden. Så spørger jeg ikke engang, om han er sulten. Jeg afviser bare mad. Av.
Vi afleverer flyttebilen og er på vej mod Hou igen. Han kører mig frem og tilbage, bare fordi han er far … Mere av. Den dårlige samvittighed er til at skære i. Hvad er jeg for en skidt karl? Jeg overtaler ham til at spise, så vi holder ind på noget fastfood-restaurant, jeg ikke kender. Får en burgermenu og sidder stille og taler sammen for første gang hele weekenden, uden at jeg føler mig travl og stresset. Han deler et par faderlige råd ud og ser mere tilpas ud med lidt mad i systemet. Nøj, jeg må være skidt selskab sådan en weekend. Øv.
Mætte kører vi mod Hou. Han sætter mig af, og jeg forsøger at formulere noget om min skam. Og en masse om min taknemmelighed for hans hjælp. Han triller hjem i mørket, og jeg går om bord på færgen. Sidder der helt, helt alene i nattemørket, mens færgen glider mod Samsø. Tårer triller stille ned af kinderne. Hvad er det dog, jeg har gang i? Kan jeg holde fast i alle de mennesker, jeg elsker ”inde på fastlandet”, mens jeg skaber et nyt liv på Samsø? (Psttt; “gående med cykel” kostede 127 kroner – ikke 381 kroner, som jeg troede. Blodtrykket en anelse ned igen)
Fremme i Sælvig går jeg i land som den sidste og venter på, bilerne er væk. Cyklen er halvflad (mildest talt) på baghjulet. Jeg har en bruseforhængs-teleskopstang stikkende op af rygsækken. Reflekser om begge ben. En diodelygte hængende fra tasken på ryggen. Triller gennem mørket med 10 kilometer foran mig. Der er meget, meget stille.
Jeg forsøger at se mig selv udefra. Hører helt tydeligt min prusten. Kommer til at le. Næsten manisk i mørket. Triller af sted mens jeg kluk-ler ved tanken om, at jeg må ligne et rumuhyre. Biler kommer mod mig. Ser min forlygte. Blænder ned. Ser omridset, der må virke noget aparte, for de fleste blænder kortvarigt op igen, som tænker de: ”Er det et rigtigt menneske?” Den er god nok. Det er jeg.
På underlig vis er det en rensende cykeltur, og vel hjemme i Ørby glider jeg træt og forventningsfuld i dyb, dyb søvn. Klar til at starte på nyt job næste morgen.