Jeg nappede mig en lille spadseretur i Frederikssund her først på eftermiddagen. For den friske luft. Og for at se lidt af byen. Jeg arbejder lidt med mine “første indtryk” for tiden. Jeg er ret hurtig til at vurdere og bedømme. “Taberhus”. “Dårlig tekst”. “Grimt tøj til salg” osv osv. – og jeg har opdaget, at hvis jeg lige synker engang. Hvis jeg bare lige forsøger at bearbejde min åbenbart alt for indgroede fordomsfulde lyst til lige at vurdere alting lynhurtigt; så vokser mange ting for mig.
Frederikssund er ved første øjekast ikke umiddelbart en smuk by. Der er noget typisk fremstræbende visionært erhvervsbyggeri, hvor forretninger holder til, der er ældre bygninger på gågaden – som havde lukket, da jeg endelig kom af huse klokken 14 – og der er en meget, meget fin havn. De ældre huse – som først så gamle, nedslidte og Låsby-Svendsen-agtige ud – viste sig at være ret så charmerende. Krogede. Nogle af dem endda nænsomt restaurerede. Det med åbningstiderne på gågaden: Ting er jo, hvad vi putter i dem. Måske er det ikke meningen, at alle butikker overalt skal have åbent altid? Måske. Men hvis jeg forventer det, bliver jeg selvfølgelig skuffet, når jeg løber ind i en lukket butik. Jeg forsøgte at mærke, om jeg egentlig havde behov for en åben sportsbutik klokken 14 i Frederikssund. Det havde jeg ikke. Og så forsøgte jeg at nyde gågaden i stedet. At suge indtryk fra sidegader, fra bygninger og fra forbipasserende. Der er jo masser at opleve. Hvis man vil. Og hvis man ikke hele tiden forventer et omrejsende cirkus, alt åbent og verdensklasseartister. Livet er verdensklasse. Også i Frederikssund.
Der er en hel del opslag rundt omkring på diverse sociale platforme i dag om den dersens Valentines Day. Par, der glæder og glædes ved hinanden. Singler, der længes efter den perfekte at dele alting med. Singler, der reflekterer over, hvor sølle det egentlig er at være alene. Jeg stod nede i Kvickly og købte min frokost; pølsehorn. Igen. Og købte en halv liter cherry coke. Og nogle gulerødder. Nøj, det ville være et fint, sølle opslag, tænkte jeg: Så ynkelig er jeg på Valentine. Helt alene, bare mig og et par gulerødder. Er det sådan, det er fat?
Njaeh. Det handler jo om perception. Først og fremmest vores egen. Det er jo mit helt eget valg. Det er mig, der er single. Det er mig, der mener, at den allerbedste lørdag, jeg kan mande mig op til – Valentine eller ej – den består af pølsehorn, spadseretur i Frederikssund og cherry coke. Det er mit liv. Mine valg. Er det mere eller mindre sølle, fordi det tilfældigvis er Valentine i dag? Meh! synes jeg. Det er vel det samme. Det er mit valg. “Kan du da ikke bare løbe ud og finde en Valentine-date?” spørger nysgerrige, velmenende mennesker sikkert.
Det kunne jeg måske godt. Jeg lider af – hvad min højt begavede (det siger jeg også, når hun ikke hører det) ekshustru kaldte – ‘oneitism‘. Altså at når jeg har set mig varm på én pige, har jeg svært ved at se andre. Det gode er, at så “går” jeg ikke ud over mere end en ad gangen. Det måske knap så gode er, at så virker jeg ret intens for den ene, som jeg så rent faktisk gerne vil gøre indtryk på. Og hende, jeg har udset mig for tiden – det kribler og krabler i maven konstant – hun er en hel del mere lunken. “Så må du være mere charmerende!”. Tak. Det bliver vist svært. “Så må du prøve hårdere”. Tak igen, det er alle tiders tip. Prøver jeg hårdere, vil det vist tendere overgreb. “Så find en anden”. Læste du ikke linket om oneitism tidligere?
Nå men det betyder så, at jeg ikke bare lige kan gå på jagt i den helt store dam, for jeg er sådan set forelsket. Bare i en, der ikke er forelsket tilbage. Men det ændrer jo ikke på mine følelser. Jeg er en “one-girl-at-a-time-kinda-guy” Og derfor er jeg alene. Også i dag. På Valentine. Men det er altså ikke noget problem. Jeg sidder faktisk alene i højt humør og fejrer, at det er lørdag. At jeg har fri. At min rengøringstjans i fælleshuset er overstået. Og at jeg faktisk er ret glad og tilfreds. At fremtiden venter næsten lige så utålmodigt, som jeg selv gør, på hvad der sker om næste hjørne. I morgen. Næste uge. Måned. Til sommer. Det er skidespændende. Og det ændrer et par pølsehorn på Valentine ikke på. Slet ikke.
Hvad vil jeg gerne sige med det her, tænker du? Dæleme et godt spørgsmål, men jeg synes jo, at “ufærdige tanker” giver et vist spillerum til bare at mane til eftertanke, selvovervejelse eller simpelthen bare at læse med for forundringens skyld: “Hvad laver/mener det menneske dog? Og er jeg virkelig med til at betale for ham og hans færden via min skat?”. Ja, det er du. Og tak for det. Ligesom jeg er med til at betale til dig og dine. For livet, skatten og kærligheden; det er noget, vi giver til hinanden.
