Ugebrev uge 17 – 2017
Jeg fifler lidt med dating igen. Stille og roligt. Indtil videre bare helt trygt på skrift og på afstand og uforpligtende. Og det kan sagtens være, det forbliver sådan. For en god måneds tid siden skrev jeg lidt sammen med en kvinde fra København. Vi nåede at udveksle hver 2 beskeder, så meddelte hun, at hun var på vej til Spanien, ville være væk i godt en måned og skulle gå på Caminoen. Spændende. Adjø.
Nu skriver jeg så med en anden. 3 beskeder fra hver var det blevet til, og så tænkte jeg (og skrev):
“Skal vi mødes?”
Det viser sig så, at hun på fredag skal 3 uger til Rusland og holde ferie på verdens længste togbane … er det mon mig, der skræmmer dem ud af landet? Er det tilfældigt? Pudsigt i hvert fald! Måske rejsebranchen skal ansætte mig til at gøre forsigtige tilnærmelser på timebasis, så de flygter ud af landet?
Nå men jeg vågnede op søndag morgen til et par Twitter-tråde, der fik mig til at tænke lidt over mig selv, og i hvor høj grad jeg er en semi-skidt karl. Jeg faldt over denne tråd på Twitter: https://twitter.com/emiil/status/858554022374121472
Jeg læste tråden igennem. Men først efter at have forstørret Emilys billede. Bare for lige at se, om jeg synes, hun så sød ud (jeg siger ikke, jeg er stolt af de her ting, men det er altså sådan,det foregik), og så læste jeg. Hun er blevet antastet i en – som jeg forstår det – pendant til Silvan. En mand vil have hende med ud til en kop kaffe, og selv om hun med alle signaler – inklusive direkte nej – gør det klart, at hun ikke vil, bliver han ved med at forsøge. Jeg tror, hun følte sig nogenlunde tryg i butikken, mens om hun siger; hvad nu hvis det havde været på gaden en mørk aften …?
Møgubehageligt, det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Mine tanker begyndte så at kredse om det der med at tage et nej for et nej. Jeg har hørt en del gange efterhånden fra veninder, at de synes, mænd giver for let op. Der er ingen kampkraft. Der er ingen vedholdenhed, og de vil det ikke nok. Jeg må indrømme, jeg har selv gennem tidens løb været temmeligt vedholdende i et par tilfælde.
Én gang var der en stakkels pige, da jeg arbejdede i Bilka – jeg har vel været midt 20’erne og hun har været lige omkring 18 – og jeg syntes, hun var topsød. Hun var ikke rigtig interesseret, men det ville jeg ikke acceptere, så jeg sendte hende en stor bunke roser og et lidt halvkedeligt kort (tænkte nok roserne ville tale for sig selv). Hun ringede og takkede pænt for roserne, og så skete der faktisk ikke mere i den sag. Jeg tror, jeg tænkte, at hvis ikke roserne kunne få hende til at mødes med mig uden for arbejdspladsen, så var det næppe “meant to be”.
I dag er jeg ikke længere vedholdende. Jeg vil meget, meget nødigt “overstay my welcome” i nogen som helst situationer, og derfor sker det heller ikke, at jeg på den måde presser nogen – hverken kvinder eller mænd – til at måtte udholde mit selskab, hvis jeg så meget som fornemmer, de ikke er interesserede. Og helt generelt bilder jeg mig ind, at jeg kan aflæse, om folk helst er fri for (yderligere) kontakt. Men jo længere jeg går rundt her som single, bliver jeg da i tvivl, om jeg er helt og aldeles blind over for signaler. For så forfærdelig er jeg da heller ikke. Tror jeg.
Nå men så lykkedes det altså at få Emilys dårlige oplevelse til at handle om mig, og det var faktisk ikke engang svært …
Men nu skal det lige kortvarigt handle om Jens Philip. Han er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og det så jeg, fordi Pernille Skipper slog nedenstående op på Twitter:
Hvorfor er det interessant? Det første jeg tænkte, da jeg så billedet af Jens, var, at “hvor er det dog et flot hår”. Siden tænkte jeg, at det må være svært at blive taget seriøst politisk, når man er så køn. Og så blev jeg ramt af kønstanker. Er det mon sådan, det er som kvinde? Altid at blive vurderet på sit køn, sit udseende, sin (i mænds øjne) attraktivitet, Fuckability? Er det dét, jeg selv gør, når jeg som det allerførste kigger på profilbilledet, bare lige for at se hvordan Emily ser ud, inden jeg læser hendes historie? Er jeg i virkeligheden en helt igennem slet karakter, når det kommer til køn og kønsroller? Er jeg sexistisk?
Selv om jeg trods alt er sprogligt velformuleret og taktisk kalkulerende nok til ikke at sige virkelig grimme ting højt i hverdagen, kan jeg vel ikke nægte, at jeg har indlejrede fordomme, og at der er situationer, hvor jeg nyder godt af mit køns mangeårige dominans af kvinder?
Når jeg går hjem efter mørkets frembrud, og jeg ser en kvinde gå foran mig, har jeg gjort det til en vane at gå over på den modsatte side. For jeg bemærkede i en periode, at hvis jeg ikke gjorde det, så gjorde kvinden det. Og det varede (alt for) længe, før det gik op for mig, at det var mig, hun var bange for. Mig? Jeg kunne aldrig finde på at krumme et hår på et andet menneske – med mindre de først krummede et af mine – og så gik hun over på den anden side!?! Først blev jeg smaskfornærmet. Hvad var det for noget? Hvad bildte hun sig ind på den måde at foruddiskontere, at jeg udgjorde en fare? Og så – langsomt, meget langsomt og via samtaler med højt begavet kvinde, jeg engang var gift med – gik det op for mig, at det ikke var rettet mod mig som menneske, men mod mig som køn. Som mand. Som en potentiel trussel. Og så fik jeg det helt ind i marven forfærdeligt. Jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at gå gennem livet med en konstant bevidsthed om, at man, hvad øjeblik det kan være, kan blive overfaldet, over-‘mandet’ (!) og udsat for overgreb. Så er det jo en meget, meget lille ting lige at luske over på den anden side af vejen …
Det her er ikke en elegant afslutning. Ikke et svirp med fiskens hale i et logisk narrativ, der fanger læseren og tryllebinder og runder af med opsummerende og afrundende bemærkninger. Det er mig, der er gået i stå i tanker over, hvor helt utroligt komplekst det hele er.
