Så er der igen gang i den helt store fordelings-diskussion. Europa er under pres. De ydre grænser risikerer nu at blive overløbede af mennesker, som indtil nu har været holdt tilbage i Erdogans Tyrkiet. Angiveligt mod en betaling på 45 milliarder kroner fra EU til tyrkerne. Der kan man da tale om at betale sig fra sine problemer.
For det er jo det, de er. Et problem. Et distanceret problem, som vi indtil videre er lykkedes så fint med at afskærme fra adgang til Europa. Nuvel, jeg er ikke ude på at diskutere antal, hudfarver, religioner eller lignende. Jeg kunne bare godt tænke mig, at når vi har de her drøftelser, så tager vi udgangspunkt i – og minder hinanden om ofte – at det er mennesker. Mennesker. De er for langt størstedelens vedkommende ikke ude på at genere os.
Jeg har set kommentarer online, hvor billeder af mennesker fra Tyrkiet mod Grækenland var ledsaget af teksten: “Jeg vil til Europa og have et bedre liv”, og til det lød det lakoniske svar: “Se, de er jo hverken flygtninge eller asylansøgere. De er migranter. Bekvemmelighedsflygtninge”. Så nu er det galt, at de ikke har det skidt nok. Men de må heller ikke have det for skidt, for så er de for stor en belastning for de modtagende lande. Kort sagt: Vi er sgu helst helt og aldeles fri.
Så nu taler danske politikere om en “asylnødbremse” – hvilket jo er et helt urimeligt forfærdeligt udtryk. Hvis de ikke har det skidt nok, og hvis de i øvrigt ikke kun kommer her, fordi de har det skidt, så trækker vi i nødbremsen. Nødbremsen?!? Som om vi er et samfund på randen af en katastrofe. Jeg ved godt, at for mange lyder det ofte som om, Danmark er ved at vælte under trykket af indvandrere. Seneste opgørelse handlede om, at der bliver født flere indvandrere end danskere i nogle kommuner. Så i fremtiden bliver her forfærdeligt, er undertonen.
Men lige nu; i dette øjeblik kan vi vel for filen ikke for alvor mene, at der er et tryk på danskheden? For real? Jeg er med på, at hvis man mener, én er én for mange, så er vi helt urimeligt belastede, men for rimelighedens skyld så møder jeg virkelig, virkelig mange velfungerende og velintegrerede mennesker, der ikke umiddelbart ligner efterkommere af Holger Danske. Og jeg bor altså i Sønderjylland, som ikke er kendt for at være det rummelige jyske svar på Christiania, når det kommer til indvandrere.
Jeg har ikke en løsning på den oplagte udfordring, som flertallet af vores politikere giver udtryk for, indvandrere er. Men jeg tror – nej, jeg er sikker på – at vi ville komme længere, hvis vi gjorde os umage for at holde fast i, at vi alle er mennesker, og at flertallet af alle – uanset fødested og hudfarve – rent faktisk gerne vil knokle, bidrage, yde og holde fred.