Tag: kærlighed

Gi’ dig selv lov

Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.

De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.

Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:

Fuglene kvidrer og kvidrer
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv

Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land

Hvem skal give os lov?

Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.

Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?

Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.

Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.

Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.

For de fleste andre er vi bare bipersoner

Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.

Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.

Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.

Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.

Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.

Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.

Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.

Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.

Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte

Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.

Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.

Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.

Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.

Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.

Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.

“Pludselig var du væk fra Facebook, og du tog ikke din telefon”

Endnu engang har jeg slået op med Facebook. De smed mig ud. Eller rettere: De mente, jeg overtrådte deres retningslinjer, så min konto blev suspenderet.

  • Du skal appellere inden for 180 dage, ellers bliver kontoen permanent lukket, skrev Zuckerbergs lakajer og havde endda den frækhed at linke til en bunke komplet uoverskuelige Community Guidelines

Jeg skyndte mig at appellere, så jeg kunne blive lukket ind i varmen igen, for som der stod i den første linje af deres guidelines: Vores væsentligste værdi er transparens og autencitet

Hvem vil gå glip af det? Ja, det ville jeg så alligevel. For så snart jeg blev lukket ind, skyndte jeg mig selv at lukke hele molevitten. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver smidt ud igen.

Utroligt meget Farvel Facebook

Så jeg gik rundt et par dage og frygtede, mit sociale liv var slut, for hvordan skulle jeg dog nogensinde komme i kontakt med mennesker igen uden den datahøstende pengemaskine?

Heldigvis havde jeg allerede lavet en aftale med en kvartet af tidligere kolleger fra efterskoletiden, og det var godt, jeg gjorde det. For det var en bragende vellykket samling, hvis man spørger mig.

Da jeg ankom, fortalte en, at hun var blevet bekymret, da jeg var forsvundet fra Facebook og så heller ikke tog min telefon (Jeg har opdaget den komplet livsændrende fornøjelse ved funktionen Forstyr Ikke, men jeg skal lige have finjusteret filteret), og så følte jeg mig allerede ekstremt velkommen, savnet og rummet.

Fingrene i fortiden

Jeg er ellers ikke meget for at genbesøge fortiden. Jeg er begyndt og stoppet (eller blevet stoppet) i mange job efterhånden, og det slår mig altid, hvor meget videre alle er i en ruf. Som var man bare en finger i et glas vand, og livet går videre, og alle kan erstattes.

I arbejdsregi forstår jeg det klart, men jeg har også oplevet personlige relationer, der bare er fadet ud på for mig uforståelig vis. Og det var sådan set også første gang, jeg skulle mødes med de her fire mennesker.

Fæller fra alle verdenshjørner

Én kom fra Thy, en fra Tønder, en tredje fra Aarhus og så mig selv fra Odense, og så mødtes vi i Stauning, hvor den fjerde har sommerhus. to timers transport til os hver. For at mødes i 4-5 timer og pludre løs.

Én ting er jo, at man – synes jeg – i de situationer i videst mulig udstrækning skal undgå at tale om det arbejde, vi har haft til fælles i fortiden – fire af os er ikke længere på efterskolen – men stemningen kan man ikke altid forudse.

Forrygende fin dag i formidabelt selskab

Nu kan jeg jo ikke tale for de andre, mem jeg havde simpelthen sådan en god dag. Det var dejligt at se dem alle sammen igen. Vi er vidt forskellige i alder. To unge på 30 og 32, et par mere omkring 50 og én, der nærmer sig 60.

Men imødekommenheden, respekten og den gensidige omsorg og nysgerrighed fornægtede sig ikke. Selv om vi ikke har set hinanden i 3-4 år, var det, som om vi havde været på arbejde sammen dagen før – ja, på Store Bededag, måske har du ikke hørt det, men Regeringen er blevet vanvittig!! – og jeg følte en enorm lyst til bare at høre dem alle fortælle, tale og dele ud af deres liv.

Et meget flot spisebord i Hvidovre

Hvorfor har det gjort så stort indtryk på mig? Well, måske fordi det falder sammen med en anden god oplevelse med en tidligere kollega. Tilbage i januar ledte min lillebror og jeg efter et spisebord til vores nye lejlighed, og det fandt vi i Hvidovre hos en meget kær tidligere kollega fra tiden på Danske Spil.

Da vi kørte derfra efter at have fået kaffe og kage og et vanvittigt lækkert spisebord til en voldsomt lav pris (jeg pruttede ikke om prisen, men det var bare ualmindeligt ‘fair’ prissat fra start). Min lillebror sagde i bilen på vej hjem: “Han kunne godt nok virkelig godt lide dig. Det kunne jeg mærke”.

Og jeg havde samme fornemmelse og svarede prompte: Jeg kan også godt lide ham. Han er simpelthen bare et rart menneske.

Godtfolk mødes til trav

Vil du så tro? I tirsdags var jeg på Charlottenlund Travbane i forbindelse med noget skriveri, og jeg og to kumpaner luskede rundt ved staldene for at opsnuse tips og få lidt inside-indsigt i travverdenen, og så står han pludselig dér, min spisebords-pusher!

Han fortæller, han er kommet på travbanen i mange, mange, mange år – egentlig utroligt, for han ligner jo en på 45!?! – og han guider og fortæller og viser os staldene og vi klapper heste, og han præsenterede os for ‘legende-kuske’, som vi løb ind i konstant.

Tak til og for gode venner

Alt sammen bare oplistet her for at sige tusind tak til de fem mennesker – I ved forhåbentlig, hvem I er – og for at dele med hele verden, at der er en kæmpe værdi i gode relationer, og i mennesker, der ser en og lytter til en, som om man er værdifuld.

Tak.

“Der er nok en grund”

Photo by Giovanni Mammano on Unsplash

I’m Back! Go ahead, make my day. Punk

Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.

Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.

Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går

Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.

Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’

Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.

Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.

Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …

Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.

Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.

Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!

Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?

Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.

Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.

Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.

Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.

Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.

Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.

Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.

Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.

Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.

Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.

Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.

Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.

Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.

(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)

Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?

Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?

De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?

De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(

Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.

De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.

Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.

Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.

Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.

Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.

Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.

Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.

Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.

En brusende lykke. En stille lykke. Eller måske allermest bare et liv

Ciao a tutti

Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.

Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt

25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.

Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.

Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.

Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.

Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.

Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.

Tæl til 10. Lyt. Vær til stede

Photo by Brett Jordan on Unsplash

For rigtig mange mennesker er livet svært. Svært at være i. Svært at overskue. Svært at få til at makke ret. Svært. Bare svært. Og de fleste af os går sådan set rundt og har allermest travlt med os selv og vores egen lille andedam.

Nogle er så priviligerede, at de er nødt til at bruge en hulens masse energi på, hvor deres næste ferie skal gå hen. Nogle bruger kræfter på at få skrevet en jobansøgning, så de kan slippe for deres chef og finde et job med en moderne leder, der giver dem mod på hverdagen igen. Og andre bøvler med de helt store spørgsmål som liv, død, vanrøgt, fattigdom og måske endda vold, overgreb og trusler i hjemmet.

Pointen er ikke, at nogen skal have dårlig samvittighed over deres bøvl. Vi har det bøvl, vi nu engang har. Vi kan kun løse det, vi bliver stillet over for. Og langt de fleste af os har mere end nok i os selv og vores eget bøvl.

Korte lunter. De andre er tosser

Vi lever jo ikke isoleret. Bare fordi vi har rigeligt med vores eget bøvl, betyder det ikke, vi slipper for alle de andre. Eller at vi slipper for deres bøvl, selv om vi har rigeligt med vores eget. Når vi står bag en i køen i supermarkedet, som tager af vores dyrebare tid ved at spørge til en forkert pris. Eller når vi i trafikken oplever, andre kører farligt eller ligefrem hensynsløst.

Det er til at eksplodere over. Og det sker. I tide og utide. Vrede i trafikken. Mundhuggeri i supermarkedet. Frustration over, at verden ligesom ikke tager mere hensyn til lige præcis dit bøvl. Det er sgu da også for groft.

Men ved du hvad? Det hjælper ikke en skid. Og hvis du trækker luft ind og tæller til 10, kan det måske give dig et perspektiv på det hele, så du indser, at om du kommer 5 minutter før eller senere gennem supermarkedet ikke gør den store forskel. Eller at de 5 minutter du sparer ved hasarderet kørsel i trafikken, en dag risikerer at koste nogen livet.

Slap af – vi når alle sammen frem til den sidste dag lige til tiden

Det er svært, fordi der er så meget, vi alle sammen gerne vil. Vi vil gerne gøre det bedst muligt for vores kære. Have mest tid sammen med vores børn. Eventuelle partnere. Familie. Venner. Der er også en karriere, der skal på skinner og helst give evig fremgang. Og hvad tænker de andre mon om alle vores sære valg og den manglende forfremmelse?

Med fare for at lyde som en left over-hippie vil jeg nu gerne slå et lille slag for at tage de brede briller på og en gang imellem tænke over, om det nu er så vigtigt med alt det tempo og al den hersen rundt til højre og venstre. Måske er der også værdi i at trække vejret dybt ned i maven og bare være til stede.

Måske kan du hjælpe kunden i køen med en pris. Måske kan du faktisk godt lade trafikken flette, selv om ham idioten jo bare forsøger at snyde sig forbi – hvad så? Og måske gør det ikke så meget, at jobbet får lov til at vente, mens du laver noget sjovt med dine kære. Måske er det helt okay, at du ikke altid optimerer din produktivitet.

Helt sikkert altid okay at være omsorgsfuld

Du kan vælge at give af dig selv. Vælge at dele af dit overskud. Og hvis du synes, du ikke har noget, kan jeg glæde dig med, du får mere overskud, hvis du deler ud af den smule, du mener, du har tilbage. Din venlighed. Din kærlighed. Din omsorg. Det er ikke finitte resurser, som du behøver passe på og sørge for ikke at løbe tør for. Du kan bare bruge dine empatiske resurser, så får du helt automatisk mere af dem.

Og nej, det betyder ikke, at du altid skal være fuld af overskud. Selvfølgelig er det ok at have en dårlig dag eller uge. Men du skal vide, at du får mere ud af livet – og livet får meget mere ud af dig, hvis du deler dine gode sider også. Din omsorg. Din viden. Og dit nærvær.

Prøv at give dig selv en opgave den næste uge. Når du taler med folk, så hør efter hvad de siger. Lad være med partout at skulle finde på noget smart at sige, som du selv har oplevet, der næsten minder om men var lige en tand federe. Lyt til folk. Lad dem tale. Og hvis du synes, du skal sige noget, så prøv at spørge ind til det, de fortæller. Og bed dem om at uddybe.

Tak fordi du kom til min TED-Talk. Hav en dejlig dag.

“I have seen worse player(s)”

(Photo by Hermes Rivera on Unsplash ⬆️)


Meget af kommunikationen hernede i det sydøstlige hjørne af Sicilien går tabt i deres lidt brogede engelsk og mit manglende italienske. Jeg er begyndt at tage padel-lektioner. Både fordi det sikkert er enormt sundt at lære noget teknik og fordi jeg jo ikke rigtig kender tre mennesker hernede, jeg kan spille med.

Luca hedder min træner. Han er en fin fyr. Som ikke kan engelsk. Punktum. Han har et par gange hevet mobilen frem og skrevet på Google Translate, når han tror, jeg ikke gør, som han siger, fordi jeg ikke har forstået ham. Det er faktisk sjældent det, der er galt. Jeg er bare ikke særlig god til at gøre, som han siger. Men jeg forstår sådan set godt, hvad han vil have mig til.

Sono stanca e stanco

Det er temmeligt intenst at blive haglet igennem i en time hver gang. Jeg når at slå et sted mellem 500 og 600 slag, og jeg må indrømme, at de sidste 15 minutter er jeg træt, træt, træt. Så prøver jeg at trække tiden ved at pludre lidt. Luca er lidt uvillig til engelsk, mens jeg bruger ham som en slags ordbog og øver mit italienske.

Første gang vi trænede, var jeg virkelig helt enormt rusten. Jeg har ikke spillet meget de senere år, og der røg mange bolde i nettet. Eller i hegnet. Eller alle mulige andre steder, hvor boldene ikke skal hen. Der stod to og fulgte med i træningen, som godt kunne en smule engelsk, og én af dem var venlig nok til at fortælle, at Luca altså bedyrede, at han skam engang havde set en spiller, der var værre end mig. Det er ganske enkelt ikke den opmuntring, nogen måtte tro, det er …

Men jeg har lært to nye udtryk. ‘Sono stanco’, som betyder, at jeg er helt udmattet og ‘sono stanca’, som mere bare betyder, at jeg er træt. Vigtig nuance i nogen situationer, men på padelbanen er jeg begge dele ret hurtigt.

Styrketræning på italiensk er meget som på dansk

Jeg kan ikke spille padel hver dag. Endnu. Så jeg har også meldt mig ind i det fitness-center, der er en del af den samme klub, som padelcenteret hører til (Et flot anlæg i øvrigt med seks nye baner og et lille skur, som er reception og en tilhørende restaurant med “Best pizza in town”, som kokken kækt proklamerede, da jeg mødte ham).

I fitness har jeg endnu ikke oplevet, der har været mere end 10 til stede på samme tid. Jeg har heller ikke oplevet, at der ikke har været mindst tre personlige trænere, som går rundt og rådgiver og vejleder. “Har du brug for hjælp? Bare sig til!”. Det er ret dejligt og trygt, og de gør en herlig hulens masse ud af rank ryg og korrekte øvelser. Den slags er vigtigt i min fremskredne alder.

Til gengæld er der også de klassiske gæster, som mest kommer for at snakke med hinanden. I morges var det to kvinder, som var flotte i tøjet, og så ud som om de havde haft en børste gennem håret, før de kom (når jeg bemærker den slags, er det, fordi jeg ofte bare børster tænder, pøser lidt vand i låget og går til træning – ingen grund til to gange bad, tænker jeg).

De skiftevis stod, hang og bemandede de forskellige cardio-maskiner og aldrig længere fra hinanden, end at de kunne føre en fornuftig og trods alt efter italienske standarder nogenlunde afdæmpet samtale. Men hatten af for at de kommer af sted. Det giver dem helt sikkert en masse socialt at have de maskiner som fælles bund for deres samtale.

Kan du huske Fabrizio Miccoli?

I øvrigt fik jeg talt med padel-træner Luca om fodbold. Han har selv været en fremragende spiller, som var til italiensk U20-landsholdsudtagelse med Fabrizio Miccoli og den nuværende Fiorentina-træner Vincenzo Italiano. De er begge sicilianere, så måske var det en lokal udtagelse, men hey; jeg dømmer ingen!

Jeg forsøgte at forklare Luca, hvor besynderligt det er for mig, at man kan – og at så forholdsvis mange gør det – hedde Italiano i Italien. Som hvis nogen hed Dan Mark. Det er muligt, nogen hedder det, men det har jeg nu aldrig oplevet.

Nå men Luca fortalte, hans plads på fodboldbanen havde været regista og mente så, jeg nok havde været angriber. Jeg forklarede, jeg også var regista, da jeg spillede. Han så meget forbløffet ud men forstod med det samme, da jeg forklarede, at han nok tænkte Regista come Pirlo, mens jeg mere var Regista come Gattuso (If you know, you know – if not, let it go). Det grinede han længe af.

Selv om de sproglige udfordringer jo betyder, at det er med håndtegn og prusten og pegen, er det vildt dejligt at være en del af en form for fællesskab om sport og bevægelse. Og selv om jeg er helt igennem elendig til padel og nærmest begynder helt forfra, lærer jeg med stormskridt en masse om teknik, som jeg aldrig nogensinde tidligere har lært. Jeg indser nu, at jeg har været en autodidakt og uortodoks padelspiller. Også. Men dem skal der også være plads til. Møs-møs.

Hvad skal jeg dog lave?

Undskyld, at jeg egentlig bare tænker højt. Men al den tid alene gør mig kulret, tossi og giver alt for meget tid til at tænke. Så jeg går og bruger uforholdsmæssigt meget tid på at overveje, hvordan jeg gerne vil strukturere hele den kæmpe molevit, jeg kalder mit liv. Noget handler om geografi. Andet handler om arbejde. I dag skal det handle om arbejde.

Hvorfor det? mumler du allerede stille. Fordi jeg siger det. Svarer jeg hæst, fordi jeg ikke har talt hele dagen. Men bestemt, fordi jeg mener det. Jeg er lige nu i en slags interim position. Der er nogle voksne tanker. Der er nogle meget unge tanker. Og der er også både en smule fornuft og en anelse vanvid, der blander sig. Så nu skriver jeg det ‘højt’ her, og så håber jeg, folk som stadig har fornuften i behold melder sig og siger, at “Det der er dumt”, eller “Det lyder fremragende. Gør det!” eller måske bare “Det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til”. Det er også i orden. Sådan har jeg det jo langt hen af vejen selv lige nu.

Ok. Alt det voksne. Jeg kunne stadig godt se mig selv på en efterskole. Tumle rundt med de unge mennesker. Være i deres hverdag og korrigere en smule, når de er på afveje. Det var skidesjovt. Men lige nu jo også lidt usikkert, for hvor meget bliver de ramt af Corona og manglende tilmeldinger? Eller måske – jeg har talt med en dame fra Tietgen-skolerne i Odense. Om måske at undervise eller arbejde med unge og hjælpe dem med overgangen til enten yderligere uddannelse eller bare en form for uddannelse i første omgang. Meningsfuldt. Absolut.

Jeg laver lige nu online-historier for et spilsite. Daglige historier. Til en godkendt betaling. Og det har givet mig blod på … eh fingrene (og så også tastaturet, det er noget værre svineri) en idé om, at jeg måske kan finde ting at lave uden at besvære mig med at skulle være på en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt. Tanken kan jeg godt lide. Så jeg er i gang med at rode hovedet og det hersens internet igennem for ting, jeg kan forestille mig ville være skægt (jeg kan klare mig for ganske få penge, så den del er ikke så vigtig).

Jeg overvejer at starte en t-shirt-shop på nettet. Bare finde på slogans/tekster, som skal stå på t-shirten og så udlicitere resten til mennesker med forstand på resten. Det kunne jeg godt se noget skægt i. Og de findes. De platforme, hvor jeg bare skal lægge navn til og få ideerne. Så står de for alt det praktiske. Alt det, der giver penge. Alt det, jeg er dårlig til og synes er kedeligt. Win-win.

Jeg overvejer som altid at lave quizzer i en form for e-bøger online. Eller måske skal jeg lære at lave apps og så promovere dem den vej. Igen – de kan sælges superbilligt. Forestil dig, du skal have fest med gutterne, og I skal have årets quiz om Premier League. Dén kan du hente for €1 online. Eller måske en aften med de stærke kvinder i din omgangskreds. Så skal der være politisk quiz eller musik-quiz. Sådan én er der også. Alt sammen til €1 stykket. Måske med 100 spørgsmål i hver. De kan versioneres til lande globalt. Er det lavet før? Selvfølgelig da. Er der plads til en bette spiller mere på det marked? Eh, spiser pandaer bambus? Det tror jeg nok, de gør.

Eller jeg kunne finde et job på en bar. Jeg er ved at se “Hart of Dixie” på Viaplay (ja, alle 4 sæsoner er der. Kom i gang, inden de er væk igen!) (Du skal ikke lade, som om det ikke er verdens bedste serie. Mig behøver du ikke spille smart over for – jeg elsker dig, som du er ♥️) Sådan en sløv bar med øl på flaske og stamkunder. Lidt intern ballade, fordi den unge bartender, som er superhot i sin ternede skjorte og sixpack , ikke rigtig orker at hjælpe til med oprydningen. Smukke mennesker har det alt for let! Men jeg kunne være den erfarne, livskloge men afdæmpede kollega, der knokler i det skjulte, mens jeg iagttager de unge menneskers op- og nedture. Herligt.

Hvad med at lære at redigere billeder og så skyde en masse og forsøge at sælge dem som Stockphotos? Kunne der være en form for indtjening i det? Bare i det små. Altså, jeg er jo rædderlig til at tage billeder, men hvis jeg skyder nok, ender et af dem vel med at være skarpt. Og ellers må det være det, redigering er til for!

Så har jeg overvejet at blive YouTuber. Sådan en boomer-kanal med opsange, festsange, satiresange og taler til nationen. Jeg er – paradoksalt nok – ikke meget for at vælge en målgruppe. Jeg mener jo grundlæggende, at det jeg siger, synger og skriver er relevant for alle. Men jeg kunne jo godt sigte efter noget lidt smallere end alle. Måske en padel-kanal? Måske en kanal med samtaler – måske en slags “Vores Fyn”, hvor jeg taler med prominente, kendte og mindre kendte men ikke mindre driftige og idérige fynboer. Jeg savner samtaler, hvor nysgerrighed og viden er den fælles drivkraft frem for hygge, plat humor og sofastemning.

Å ja, og så er jeg sådan set fodbold-kommentator online også. For et firma fra Tjekkiet. Men jeg taler på dansk. Indtil videre. Kdo ví, co přinese budoucnost? Ah Nesnesitelná lehkost života. Et par gange om ugen sidder jeg i stuen med et headset og ser en fodboldkamp – det gjorde jeg sådan set også tidligere – men nu er jeg koblet til en broadcast-stream-app og sender mine ord ud i æteren og får – forhåbentlig – penge for det. Små penge, bevares, men det er sjovt. Og spændende og nyt, og det har jeg ikke prøvet før.

Og så har jeg en idé om et foredrag til efterskoleelever om livet som ung. Men det er ikke lige tiden nu. Jeg har ikke lyst til at konvertere til online-foredrag. Jeg vil tale for og med levende mennesker, som jeg kan se, mærke og lugte i kød og blod. Og på så besynderlig vis begyndte og endte vi med blod. Følg med næste gang, hvor det handler om, hvor man så kan opholde sig, mens man laver en masse online. Møs-møs.

Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Velkommen til Bogklubben

Ej, altså kan man godt lave en klub, når man bare er sig selv? Det gør jeg i hvert fald. I næste uge. For jeg tror, jeg lige skylder en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der er i vente i den kommende periode. Så får jeg også sagt det højt, og så kan de, der abonnerer på nye indlæg også få en chance for at stoppe den kommende måneds uhyrligheder.

For jeg har besluttet, at jeg i hele marts måned vil skrive hver dag her på vilster.com. Og jeg har tematiseret det, så der kommer en masse forskelligt om en masse forskellige emner. Emnerne er:

#undervisning
Det kan for eksempel være om hverdagen på efterskolen. Om fagene. Om hvad jeg er utilfreds med – der er meget. Pensum er en af tingene. Om eleverne. Mest om eleverne. For de er de vigtigste ❤️ Og en masse andre ting. Som for eksempel søndagens tekst om at knytte bånd og bruge kindness cards i timerne.
#fodbold
Det kan være om moderne fodbold. Det kan være om mine fodboldrejser, og hvad jeg oplever, og hvilken værdi de har. Det kan være om mine U17-drenge, som jeg er træner for. Og så kan det jo være om alt det, der fylder en masse i medierne hele tiden.
#aktuelt
Ja, det burde vel næsten sige sig selv. I dag kunne det være om USA og Super Tuesday og deres kommende valgkamp. Det kan være Corona-virus. Det kan være om flygtninge, EU, fattigdom, sygdom eller politik.
#kærlighed
Der bør jo være kærlighed i alt, så det er et meget, meget bredt emne. Jeg har gået og spekuleret på, om jeg kan få nogle tanker ned om dén skilsmisse, jeg var delagtig i for nu snart seks år siden. For det fylder stadig. Også når jeg med ujævne mellemrum nærmer mig fx Tinder eller andre af de der forfærdelige apps.
#bogklubben
Sidste år skrev jeg her på bloggen, hvilke bøger jeg læste. Jeg tror, jeg vil udvide servicen lidt i år og fortælle en smule om de bøger jeg læser. For tiden læser jeg Fredrik Backman: Folk med angst.
#kunstigintelligens
Det fylder utroligt meget i mit forvirrede hoved. Så jeg tænkte, det måske kunne være interessant for andre at høre en smule af det, jeg går og samler sammen og hvilke tanker, det afføder. Vidste du godt, at forskere mener, at det første menneske, der bliver 1.000 år allerede er født? #mindblown
#sundhed
Som da jeg fortalte om min forvirring, selv om jeg rationelt godt ved, hvad jeg burde gøre. Hvad gør det ved os alle sammen, at sundhed er så højt oppe på debat-dagsordenen, og hvordan bliver man sund? Hvad er sund? Mentalt? Fysisk?

Og når jeg så skriver “Velkommen til bogklubben” som overskrift, var det, fordi jeg egentlig tænkte, jeg ville skrive om Backmans bog, men det må blive næste uge. Der er jeg nok også kommet lidt længere med den. Men de første 40-50 sider er lovende. Det er noget med et røveri, der går galt og udvikler sig til et gidseldrama. Hvor gidslerne bliver løsladt, og røveren forsvinder sporløst. Måske …