Tag: kærlighed

At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

Alle har fortjent at have det godt

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.

Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.

Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.

Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.

Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]

(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)

Seriøst! Tror vi selv på, det virker?

“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.

Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.

Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …

Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.

Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.

Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.

Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!

Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.

For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.

De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.

Kun et øjeblik

Hun var sulten.
Han motionerede.
Hun sad ved et bord med to veninder.
Han svedte voldsomt.

Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.

En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt.

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)