kærlighed – Side 3 – Ufærdige Tanker

Næste kapitel i “The Book of Vilster”

Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!

Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer.

I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen.

Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men ~~arbejdet med~~ samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er.

Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes.

Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.

Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front.

Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.

Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen.

Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner.

Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.

Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.

Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier

Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden …

Ifølge Wiki er sociale medier:

Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.

Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden.

Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste.

Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt.

Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?

Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).

Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.

Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig.

Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.

Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det.

For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang.

Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv.

Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)

Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.

Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok.

Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂

(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)

“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til.

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet.

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage.

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele.

Hvem ku’ du egentlig godt unde en smule?

Ja, tanken er jo, at det skal være en eller nogen, som ikke er dig selv eller dine allernærmeste. Ellers er det ligesom bare mere af det samme. Når jeg – hvad jeg gør mere og mere sjældent, for det er ikke et skue for folk med sarte sjæle – bevæger mig ud i dét debatdanmark, der driver med politiske spørgsmål, bliver jeg altid slagen af forundring over, hvor meget der tilsyneladende handler om at fortælle andre, de er grådige, og at de ikke skal komme her, for de får allerede rigeligt.

De unge og de studerende ser misundeligt på de ældre generationer. De ældre generationer skælder ud over alt og alle, mens middelklassen aldrig nogensinde rigtig bliver tilfreds, for de vil egentlig gerne have mere. De rige synes, de fattige er grådige, mens de fattige faktisk også synes, de rige er grådige. Lærerne er dovne, iværksætterne egoistiske, offentligt ansatte uduelige, privat ansatte en belastning for samfundet, fordi de alle får stress af at løbe så stærkt. Ingen kan rigtigt sige sig fri for at mene, at der findes andre grupper, som godt lige kunne skrue lidt ned for retorikken, kravene og tilraningen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte vores debatter et helt andet sted? Hvad nu hvis det hele begyndte med, hvad vi kan blive enige om? Hvis vi tog udgangspunkt i at mødes, forenede i ønsket om et så stærkt og velfungerende samfund som muligt, kunne det være, vi også blev bedre til at anerkende og forsøge at forstå hinanden. Eller hvad?

Er det helt åndssvagt? Jeg kan da for hulen ikke være den eneste, der er træt af den offentlige debat i de her år. Det er jo umuligt at se nogen som helst ønsker om at mødes, blive klogere og rent faktisk skabe en form for kompromisser. Alle vil have mere. Alle synes, andre får for meget. Alle synes, de andre er dumme. At de andre er landsskadelige. Økonomisk uduelige. Eller ikke kan se længere end til den næste skattelettelse.

Er vi virkelig så bange for at miste alle vores privilegier? Hvis samfundet rent faktisk har skabt alting så elskeligt, at vi så gerne vil værne om det, hvorfor har vi så så travlt med at nedbryde det ved hver eneste givne lejlighed? Eller er der noget, jeg overser – er det ‘bare’ demokrati, at vi konstant bryder meninger, taler nedsættende om hinanden og slår os på hinandens kanter; er dét demokrati? For så er jeg ikke helt sikker på, jeg synes, det er den mindst ringe styreform.

At være hård ved sig selv

En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.

Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.

At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.

Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.

Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?

Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.

Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …

Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.

Vilsters Magiske Musiksmags-Fredag

Ja, så simpelt er det. Jeg har tænkt mig at dele lidt ud af mine mere eller mindre retningsløse playlister. Jeg har erkendt, jeg aldrig bliver sådan en, der kan tappe med foden, løfte brynene eller bare tale med om den “rigtige” musik.

Jeg hører country, Ralle, hitmusik, tidens musik, ung musik, hip musik, opera, klassisk, akustisk og alt muligt andet, som jeg lige falder over. Og nu lægger jeg snubletråd ud, så du også har en chance for at snuble over det samme. Er det noget lort? Så siger du det bare, så ved jeg, du synes det. Er det fedt, så siger du det også, hvis du vil, og ellers så klapper-synger-jammer-nynner-danser du bare lige så begejstret som mig, når jeg ruller frem og tilbage mellem Næstved og København med masser af musik i den lille bil.

Dagens nummer:

God fredag. Jeg håber, du får en vidunderlig dag med masser af grin, gode mennesker omkring dig. Eller fred og ro og frisk luft og tanker i knolden.

En vanvittig stor verden

Jeg er ofte i tvivl. Måske er der i virkeligheden bare 7,5 milliarder måder at anskue verden på? Men altså; hvordan kan man som fx Liberal Alliance mene, at det vigtigste i hele det danske samfund – måske i hele verden – er, at det enkelte menneske får maksimal frihed? Tror de på, at det på samme tid vil bekæmpe alle de ting i verden, som er onde? Eller har de opgivet den kamp og går nu bare efter at maksimere mellemtiden ved at give alle en optimeret version af “hvad den enkelte fortjener”?

Fortjener vi ikke alle sammen et værdigt liv? Fortjener alle ikke muligheden for at være sammen med familie og venner? For at kunne føle sig nyttig på sine egne præmisser? Er det væsentlige at bekæmpe frem for den danske velfærdsstat ikke snarere skatteunddragelse, forbrydelse, vold mod børn, vold mod voksne og vold mod ældre – og vold mod dyr, mishandling af dyr i produktionen og mishandling af dyr uden for produktion? Ville det ikke være snedigt, hvis vi sammen kæmpede for at minimere forurening, for at begrænse vores CO2-udledning osv osv?

Er det helt skævt? Hvordan er vi så forskellige? Hvordan kan vi leve i den samme verden og have så grundlæggende forskellige versioner af det gode liv? Ikke bare LA over for mig, men alskens divergerende måder at se verden på. Nogen går og frygter WW3, andre frygter, at afgiften på biler ikke bliver sænket. Nogen mener, vi er ved at ødelægge klodens mijømæssige balance – andre tror på, at udviklingen vil sørge for, at alting retter sig op i tide; mens atter andre ligesom ikke ser andre veje end fortsat vækst men har accepteret, at det nok fører til jordens undergang …

Jeg synes, det er ulideligt vanskeligt at navigere i. Jeg synes, det er utroligt svært at gennemskue, hvordan jeg på bedste vis udfylder en plads. En lillebitte plet, hvor jeg gør gavn. Men gør gavn for hvem? Hvad er vi her for? Det må da være fællesskab, kærlighed og omsorg. Må det ikke …?

Tinder og mig – et match made in Heaven?

“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.10.05

Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.09.36

Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.

Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.

Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.

Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)

En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.12.03

Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.

Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.

Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.

Søde og kærlige mennesker

Jeg overhørte en bid af en samtale mellem et nogenlunde ungt par – de var nok et sted mellem 22-26 år – tidligere i dag.

– Jeg kan godt lide den der.

Pegefingeren trykkede hun mod ruden til en smykkeforretning, mens hun sagde det.

– Jaeh, der er mange, du kan lide, svarede han tøvende.

– Der var også et par stykker i den der butik tidligere, medgav hun.

– Hvis jeg bare havde tal på alle de gange, du har kunnet lide nogen af dem”, sagde han lidt for modigt og fortsatte så halvt mildt, halvt underdanigt:

– Bare i dag. Eller bare den sidste time … skat. Hehe, brummede han forsonende.

– Nu har jeg jo taget kataloget med hjem. Så slipper du ikke for at kigge i det med mig, svarede hun i en spørgende tone.

Screen Shot 2015-09-26 at 14.28.32

Jeg hørte ikke, hvad han svarede. Men samtalen blev siddende i mig. Der er noget fint i den måde at kommunikere sammen på. De føler sig frem med respekt for hinanden, og jeg kan godt lide det. Det er dog ikke det hele, jeg lige kan afkode eller se værdien af. Jeg har to ting, jeg særligt grunder over, og har du en fornuftig – den må gerne være simpel, så kan jeg måske endda forstå den uden for megen hjælp – forklaring, så bring den endelig på bane. Jeg er top-lydhør i dag.

For det første er der den mandlige aktørs indspark med, at han slet ikke kan tælle alle de – jeg gætter på, hun kigger på ringe – ringe, hun har ytret, hun kan lide. Hvad vil han mon egentlig med den konstatering? Han kan enten ville fortælle, at han har svært ved at tælle. Det er næppe det. Han kan også forsøge indirekte at fortælle, at nu er han snart træt af at kigge på ringe, og de har set på en del. Det kan han jo bare sige. Hvis han ikke har bolde til at sige det ligeud, fordi han også gerne vil være en sød kæreste – og det lød det til på tonefaldet – så gør han da bedst i at bide sig i læben og være med til den bitre ende.

Hvorfor sådan en halvmavesur, passiv-aggressiv kommentar? Hvorfor gør vi det? (Ja, jeg gør det vel også selv) Og så det der appendix med ‘… skat’ som helt tydeligt lød, som om han var nervøs for, om han var trådt over stregen og havde brug for at mildne luften. ‘Skat’. Det er da ikke en undskyldning. Det er en kærlighedserklæring, og som sådan fortjener det da at blive brugt. Underligt. Synes jeg.

Endnu mere besynderligt er det for mig, når hun – og jeg indrømmer, jeg har oftest oplevet det være kvinder, der har sagt noget lignende, men jeg er ikke sikker på, det er kønsbetinget – så lige svirper med halen til sidst og forsøger at afstemme forventningerne, så han godt ved og kan forberede sig på at skulle kigge i smykkekatalog med hende.

Er det hende, der spiller taktisk, fordi hun fornemmer, han er på flade fødder og kan presses til et ja? Vil hun virkelig have ham presset til et ja, hvis det ikke er, hvad han har lyst til? (Og hov, måske handler det ikke om smykkekataloget, men om det, de skal finde i smykkekataloget? Men dét vil hun vel heller nødigt presse ham til?) Hvad er det for en konstruktion af en sætning? Hvorfor siger hun ikke ligeud – altså jeg vil helt vildt gerne have, at vi begge kigger i det her katalog sammen, har du lyst til det? Og så må det vel være ok, hvis han rent faktisk ikke har lyst og siger nej. Ellers må hun jo sige det, som det er: Jeg vil kigge i det her katalog, og jeg kræver, at du kigger i det sammen med mig. Det vil da være ærligt i det mindste.

Et forhold er vel ikke sådan en omgang noget for noget. Det er det ikke for mig i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, jeg kan sætte præcise ord på, hvad det så handler om, men hvis det nu er kærlighed, så betyder det for mig mere noget med at give frem for at kræve. Noget med at støtte, lytte og forstå. Måske endda netop sætte sig selv til side en gang imellem – ikke for at sætte point i parforholds-banken (det lyder som sådan en, der krakker på et tidspunkt) – men for at styrke parforholdet, for at vise respekt og for at skabe nærvær, samvær og velvære. Synes jeg.

Jeg øver mig enormt meget på også at kunne se og acceptere værdien i at lade andre give. At jeg kan tage imod netop uden, at det bliver til et regnskab. Men fordi jeg har lyst. Fordi det også er dejligt at tage imod. Og hvad er egentlig at tage imod. Og hvad er at give. Giver en anden ikke netop mig glæden ved at give, når de tager imod? Det tror jeg.

PS: Jeg var fredag i denne uge (sep 25) i Stockholm for at holde oplæg til et hold af Digital Business studerende ved Hyper Island. Det var sidste dag på det specifikke forløb, og de drak nogle øl og spiste noget pizza efterfølgende. Min ven og chef (ja, i den rækkefølge) Rasmus var også med, og vi var med dem på bar senere.

Jeg står i baren med én af de studerende, og jeg spørger, hvad han vil have. Han kigger på mig og siger uden tøven: Er det sådan noget med at give omgange, for det er min økonomi ikke til. Jeg kunne ikke lade være at grine og forsikrede ham, at jeg bare gerne ville give en øl som tak for dagen, og at han ikke behøvede give en omgang som modydelse. Som Peter Belli så fint rappede det engang: “Der er bare ingen regning”.

Nu? Nu skal de have vores respekt?

Det her er forfærdeligt. Jeg skriver, mens jeg græder endnu engang. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har set meget, meget længe. Men jeg kan ikke lade det ligge. Jeg kan ikke få mig selv til at pakke ubærligheden ind i kun ord.

For det er stærke billeder. Og det er billeder, som hverken kan eller skal undgås. De er virkelighed. I 2015. Vi har skabt en verden – en specifik situation i verden, hvor børn er på flugt, kaster sig ud i helt igennem rystende forsøg på at nå frem til et bedre liv, og altså her er endt med at betale den ultimative pris for at forsøge at slippe for krig, vold, mord og ødelæggelse. Døden. Børn. Det burde aldrig stå så tæt sammen. Det burde ikke kunne ske. Men det er sket. Det er en del af vores virkelighed.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.00

Når jeg synes, det er vigtigt at dele dem. Se på dem. Føle dem. Mærke efter den reaktion, der forhåbentlig trods alt kommer. Opleve dem. Og tænke grundigt over, hvis nu det var et barn, man selv kendte, hvordan det så ville føles. Så er det, fordi det jo er sådan, det er. Der sidder familier og forældre, som har satset alt for et bedre liv. Formentlig vel vidende om risiciene ved projektet men alligevel satset. Og de har mistet deres børn.

Og vi er en del af det spil. Mens vi diskuterer og overvejer, om vores kultur, om vores egenart og om vores økonomi kan bære at tage flere mennesker ind. Mens vi forsøger at få navngivet de rette bokse, så vi kan finde ud af, om det er flygtninge, asylansøgere, migranter, eller – det værste man overhovedet kan være – bekvemmelighedsflygtninge, så dør de. Og der, hvor de er nu, har de ingen kategori. De er bare døde. Døde mennesker. Det er mennesker. Af kød og blod. Med håb, drømme, forventninger og et mislykket forsøg på at få et bedre liv.

Men hvad gør vi? Står vi klar med tæpper, åbne arme og kærlig medmenneskelig omsorg. Nu vi er blevet et kristent land sådan helt officielt, ligger næstekærligheden os vel endnu mere på sinde end tidligere?

Næh, ikke rigtigt. For “der er ingen fordelingsnøgle.” og “Vi kan i hvert fald ikke klare flere lige nu. De er for mange. De ændrer på vores kultur. Men vi skal selvfølgelig finde en løsning. Om lidt.”

Og mens vi venter, dør endnu flere. Fordi de gerne vil slippe for at blive skudt, myrdet, overfaldet eller voldtaget i deres hjem. Dér, hvor de rent faktisk bor. Det er dét, de forlader. Deres liv. For at starte forfra. Et nyt sted. Hvor de ikke er velkomne. Det burde sige en hel del om, hvor elendigt der er, der hvor de kommer fra. At de alligevel tager chancen.

Der er sådan nogenlunde bred enighed om, at det ikke er ok at dele de her billeder. Det er at lade målet hellige midlet, som en ven skrev til mig på Facebook. Eller det er ‘ubærligt’ at se på som en god veninde skrev. Red Barnet mener, vi skal vise hensyn til de efterladte. Skærme dem, for hvad tænker de mon ikke, hvis de ser deres børn udstillet over hele verden. Det er respektløst, mener Red Barnet.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.24

Ved du hvad? Det respektløse bestod i, at vi ikke bekymrede os nok om de her liv, mens de stadig var liv. De har ikke noget at bruge vores respekt til nu. Børnene har mistet deres liv. Forældrene har mistet deres børn. Hvad skal de med vores respekt i retrospekt? Er det for, at vi selv kan føle, at vi viser dem respekt? Det er alt, alt for sent. At vise dem respekt, synes jeg, er at kigge på de her billeder. Lade dem indprente sig. Tænke grundigt over, hvad det ville have gjort ved en selv, hvis man mistede et barn på den her måde.

Jeg har stor, stor forståelse for, at det her er ubehagelige billeder. Men jeg anerkender ikke, at det skulle krænke familierne, at de her billeder bliver vist. Delt. Oplevet. Så har de her børns død måske i det mindste haft en lille bitte smule mening. At fjerne billederne af respekt for forældrene er en i tanken fin handling. Men det er alt, alt for sent. Respekt er noget, vi skylder at vise hinanden, mens vi endnu er i levende live. Det håber jeg, de her billeder kan være med til at føre til. At vi flytter vores respekt fra de, der døde uden for “hegnet”, til de mennesker der stadig er i live og rent faktisk kan bruge vores respekt til noget som helst.

Og hvem i alverden er vi at tale om respekt? Hvordan kan nogen tro, at vi har ret til at udtale os om respekt, når vi gør mennesker på flugt fra krig – børn, kvinder og mænd – op i kroner og ører. I euro. I risici for vores kultur. Vi har ikke ret til at tale om respekt. Vi skal klappe i og hjælpe. Alt hvad vi kan. Hvert eneste menneskeliv er værdifuldt. De her børn var ikke værdifulde nok i live til at få vores respekt. Nu kan de ikke bruge vores respekt til noget som helst.