Du gør det godt

Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.03

Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.30

Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.

Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.

Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.

Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.

Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.

Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.48.29

Er det sølle? Eller bare mit valg?

Jeg nappede mig en lille spadseretur i Frederikssund her først på eftermiddagen. For den friske luft. Og for at se lidt af byen. Jeg arbejder lidt med mine “første indtryk” for tiden. Jeg er ret hurtig til at vurdere og bedømme. “Taberhus”. “Dårlig tekst”. “Grimt tøj til salg” osv osv. – og jeg har opdaget, at hvis jeg lige synker engang. Hvis jeg bare lige forsøger at bearbejde min åbenbart alt for indgroede fordomsfulde lyst til lige at vurdere alting lynhurtigt; så vokser mange ting for mig.

Gågaden i Frederikssund Sillebroen

Frederikssund er ved første øjekast ikke umiddelbart en smuk by. Der er noget typisk fremstræbende visionært erhvervsbyggeri, hvor forretninger holder til, der er ældre bygninger på gågaden – som havde lukket, da jeg endelig kom af huse klokken 14 – og der er en meget, meget fin havn. De ældre huse – som først så gamle, nedslidte og Låsby-Svendsen-agtige ud – viste sig at være ret så charmerende. Krogede. Nogle af dem endda nænsomt restaurerede. Det med åbningstiderne på gågaden: Ting er jo, hvad vi putter i dem. Måske er det ikke meningen, at alle butikker overalt skal have åbent altid? Måske. Men hvis jeg forventer det, bliver jeg selvfølgelig skuffet, når jeg løber ind i en lukket butik. Jeg forsøgte at mærke, om jeg egentlig havde behov for en åben sportsbutik klokken 14 i Frederikssund. Det havde jeg ikke. Og så forsøgte jeg at nyde gågaden i stedet. At suge indtryk fra sidegader, fra bygninger og fra forbipasserende. Der er jo masser at opleve. Hvis man vil. Og hvis man ikke hele tiden forventer et omrejsende cirkus, alt åbent og verdensklasseartister. Livet er verdensklasse. Også i Frederikssund.

Der er en hel del opslag rundt omkring på diverse sociale platforme i dag om den dersens Valentines Day. Par, der glæder og glædes ved hinanden. Singler, der længes efter den perfekte at dele alting med. Singler, der reflekterer over, hvor sølle det egentlig er at være alene. Jeg stod nede i Kvickly og købte min frokost; pølsehorn. Igen. Og købte en halv liter cherry coke. Og nogle gulerødder. Nøj, det ville være et fint, sølle opslag, tænkte jeg: Så ynkelig er jeg på Valentine. Helt alene, bare mig og et par gulerødder. Er det sådan, det er fat?

happy-valentines-day-2015

Njaeh. Det handler jo om perception. Først og fremmest vores egen. Det er jo mit helt eget valg. Det er mig, der er single. Det er mig, der mener, at den allerbedste lørdag, jeg kan mande mig op til – Valentine eller ej – den består af pølsehorn, spadseretur i Frederikssund og cherry coke. Det er mit liv. Mine valg. Er det mere eller mindre sølle, fordi det tilfældigvis er Valentine i dag? Meh! synes jeg. Det er vel det samme. Det er mit valg. “Kan du da ikke bare løbe ud og finde en Valentine-date?” spørger nysgerrige, velmenende mennesker sikkert.

Det kunne jeg måske godt. Jeg lider af – hvad min højt begavede (det siger jeg også, når hun ikke hører det) ekshustru kaldte – ‘oneitism‘. Altså at når jeg har set mig varm på én pige, har jeg svært ved at se andre. Det gode er, at så “går” jeg ikke ud over mere end en ad gangen. Det måske knap så gode er, at så virker jeg ret intens for den ene, som jeg så rent faktisk gerne vil gøre indtryk på. Og hende, jeg har udset mig for tiden – det kribler og krabler i maven konstant – hun er en hel del mere lunken. “Så må du være mere charmerende!”. Tak. Det bliver vist svært. “Så må du prøve hårdere”. Tak igen, det er alle tiders tip. Prøver jeg hårdere, vil det vist tendere overgreb. “Så find en anden”. Læste du ikke linket om oneitism tidligere?

Nå men det betyder så, at jeg ikke bare lige kan gå på jagt i den helt store dam, for jeg er sådan set forelsket. Bare i en, der ikke er forelsket tilbage. Men det ændrer jo ikke på mine følelser. Jeg er en “one-girl-at-a-time-kinda-guy” Og derfor er jeg alene. Også i dag. På Valentine. Men det er altså ikke noget problem. Jeg sidder faktisk alene i højt humør og fejrer, at det er lørdag. At jeg har fri. At min rengøringstjans i fælleshuset er overstået. Og at jeg faktisk er ret glad og tilfreds. At fremtiden venter næsten lige så utålmodigt, som jeg selv gør, på hvad der sker om næste hjørne. I morgen. Næste uge. Måned. Til sommer. Det er skidespændende. Og det ændrer et par pølsehorn på Valentine ikke på. Slet ikke.

Hvad vil jeg gerne sige med det her, tænker du? Dæleme et godt spørgsmål, men jeg synes jo, at “ufærdige tanker” giver et vist spillerum til bare at mane til eftertanke, selvovervejelse eller simpelthen bare at læse med for forundringens skyld: “Hvad laver/mener det menneske dog? Og er jeg virkelig med til at betale for ham og hans færden via min skat?”. Ja, det er du. Og tak for det. Ligesom jeg er med til at betale til dig og dine. For livet, skatten og kærligheden; det er noget, vi giver til hinanden.

DoTheBest

Om forelskelse

Jeg har lyst til at høre hendes latter. Lyst til at fornemme hendes sårbarhed. Hendes styrke. Hendes bekymringer. Udfordringer. Hendes gå-på-mod. Jeg vil passe på hende. Vise hende hele mit væsen. Det sjove. Det charmerende. Det kærlige. Det følsomme. Men også alt det skrøbelige. Det usikre. Det frygtsomme. Hele mig. Og jeg drømmer om en dag at gøre mig fortjent til at møde hele hende. Hun er ikke alene. Hun er stærk. Men selv stærke har brug for uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
Taktik er ikke min stærke side. Jeg spiller mine kort. Ærligt og åbent. Det koster tæsk, skuffelser og nederlag, men jeg ved, hvor jeg har mig. Tror jeg. Hvad sker der, hvis hun giver efter og lukker mig ind? Er jeg så virkelig værdig til dén tillid? Er jeg i stand til at gribe chancen? At carpe the diem? Hvad hvis jeg er en skuffelse? Hvordan undgår jeg det? Hvordan undgår par at blive til hinandens enerverende hverdag? Eller er det måske netop målet at blive til hinandens hverdag? Hvor kommer så spændingen, gløden, intensiteten og overraskelserne fra? Hvordan forenes de 2 størrelser? Handler det om realistiske forventninger? Er verden da ikke en Hugh Grant-film?
Hvad vil jeg selv? Jeg vil inspireres, fascineres, udfordres, udvikles, glædes, elskes (ja, først som nummer 6 åbenbart …) rummes, accepteres og ses. Kan hun give mig de ting? Det tror jeg. Det fornemmer jeg. Det håber jeg.

Hvor kommer drømme fra?

Jeg mener egentlig Ikke de der natte-drømme, selv om de da også er interessante. Jeg drømmer ofte – om natten altså – og vågner med en fornemmelse af, at “det var da både spændende og flere tanker værd”. Og så glemmer jeg straks alt, jeg har drømt.

Måske er jeg ikke i dyb nok kontakt med mig selv (eller bare ikke dyb nok) til at have skræmmende mareridt med varsler eller vinkler fra virkeligheden.

Nå men det var så ikke de drømme, jeg mente. Jeg tænker på vores drømme, mål, ønsker, visioner. Ved du, hvad din drøm er? Kan det koges ned til et helt enkelt svar , eller er drømmen en kombination af flere forskellige faktorer? “Hvad drømmer jeg om – hvor ser jeg mig selv om 10 år?” Jamen jeg er helt blank. Jeg er vel helt fysisk her. Eller et andet sted. Hvis omstændighederne giver mulighed for det. “Jamen, hvis du helt selv kunne bestemme, hvor ville du så være?”.

Jeg vil gerne udfordres, bruges (ikke så gerne udnyttes) og leve et liv med sammenhæng og få grænser. Jeg har ikke noget mod at arbejde hårdt og længe, men så skal det give mening. Jeg er vokset op på landet, og jeg har en snert af ydmyg (arhhh…) lønslave- mentalitet i mig. Hvis ingen vil benytte mine egner og ideer, så får de som aftalt, og så slukker jeg for maskineriet og ansvaret, når de 37 timer er gået. Man kan ikke tænde og slukke for entusiasme. Enten er der tændt. Eller også er der slukket.

Er det ligefrem dét, jeg drømmer om? Nix. Jeg vil gerne være en del af projekter. Store projekter med fjerne tidshorisonter, mange involverede og/eller den slags. Arrangere konferencer, messer, events. Planlægge sportsbegivenheder, ferierejser eller erhvervsrejser, kommunikere om Metro-byggeri, Femern-forbindelsen (hvis det da stadig er en ting) eller bedrive storytellende oplysning om EU/FN/NATO eller fx OL/UEFA/FIFA som en del af en åbning af organisationerne.

Tanken om at vende tilbage skriveriet presser sig også på. At skabe billeder med ord. Stemninger, følelser. Måske endda erkendelser. Som minimum smil. Men det er alt sammen relateret til arbejde, ser jeg. Er dét dét vigtigste? Nej. Kærlighed er det vigtigste, synes jeg. I massevis af interagerende cirkler. Kærlighed til og med den udvalgte. The Special One. Med familie. Med venner. Med kolleger. Kærlighed til nær og fjern. Men der skal selvfølgelig balanceres mellem arbejdsliv, der kan holde mig interessant som menneske. Holde mig i udvikling, på vej og i drev. Og så den person, der giver og får energi i fritiden. Og fra alle de ovennævnte cirkler af mennesker. Kan en drøm være så diffus? Bliver det så ikke svært at arbejde hen imod den? Tjaeh, kærlighed kan man jo altid både give og få. “Love is all Around”. Men arbejde hen imod en diffus drøm…? Jeg ved det faktisk ikke. Det vil vel vise sig.

Kærligheds-afasi

At have mistet evnen til at aflæse kærlighedens koder. Forelskelse, fascination, tiltrækning, fysisk begær, interesse, betagelse. Hvordan aflæser jeg det? Jeg er en muldvarp.

Derfor aner jeg ikke, om jeg overser signaler? Er jeg for sløv? For døv? ( måske er man enten døv eller ikke døv – der er vel ikke noget, der hedder FOR døv?) For pågående? Helt uinteressant? Lidt interessant men kun midlertidigt? Eller vil hun giftes og føde mine børn? Jeg aner det ikke …