Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.
Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.
Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.
Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.
Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.
Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.
Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.
Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.
