Tag: Konkurrencestat

Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?

“Jeg vil gerne have sixpack og større muskler”

Ja, det er altså ikke mig, der har sagt det. Det kommer fra Valdemar, som er en af de tre (tilsyneladende) hovedpersoner i DRs Generation XL. Den kendte børnelæge fra Holbæk (som han hele tiden refereres til i programmet, og derfor har jeg glemt hans navn) har stor succes med at få overvægtige børn og unge til at tabe sig, og det er jo godt, hvis de enten gerne vil eller har brug for det af rent sundhedsmæssige årsager.

Valdemar er 12 år. 12 år. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvad sixpack var, og jeg var da rent ud sagt ligeglad med større muskler. Jeg kan mærke, mine hippie-gener giver udslag på et sted mellem max og Bo Henriksen, når jeg hører den slags. Det er én ting, at man ikke skal fodre børn og unge (eller nogen andre for den sags skyld) med uhyrligheder som sodavand dagen lang, fredagsslik hele ugen eller lørdagskylling om onsdagen. Det siger sig selv. Men ville det ikke være fint (jo; det synes jeg i hvert fald), hvis børn og unge lærte at spise varieret, lærte at balancere og lærte at motionere ikke handler om større muskler og sixpack men derimod om at have det godt med sig selv.

Nogen vil så mene, at det er nødvendigt med sixpack og større muskler for at have det bedre med sig selv, men så synes jeg, vi skal arbejde med det i stedet. Der er ingenting, der taler for, at livet bliver bedre med sixpack og større muskler. Livet kan blive spoleret, forstyrret eller begrænset af ingen muskler og af så meget overvægt, at det kniber at binde snørebånd, kniber at selv cykle de 1.200 meter til skakklubben og kniber at gå i seng, fordi man indtager så meget sukker, at alting drøner rundt i ægget konstant. Det er forstyrrende. Og ødelæggende. Og kan bekæmpes ved et fornuftigt og afbalanceret indtag af mere sunde ting.

Men hvem er det, der har fundet på, at vi alle skal have sixpack, større muskler, spise sundt, løbe maraton, ironman og ultraløb? Det er konkurrencestaten, der kalder på velopdragne soldater, som kan deltage med optimal effektivitet og lydighed. Det er samfundet, der kan spare på sundhedsudgifter, hvis vi bare alle lever det snorlige liv fra vugge over uddannelse og arbejdsliv til velopdragent at dø i så god tid, at vi ikke bliver en belastning ud over vores egne pensionsopsparing … Drop det.

(Disclaimer: Der er intet galt i at løbe maraton, ironman og ultramaraton – det er bare noget, der er skabt for en udvalgt skare. Det er ikke nødvendigvis noget, alle skal. Ligesom ikke alle skal leve af proteingrød og acaibær og skyr. Vi er – heldigvis og så længe det varer – forskellige. Det gad jeg godt, vi gjorde lidt mere for at holde fast i)