Ja undskyld mit franske. På dansk. Eller altså, du ved, hvad jeg mener.
Jeg gør mig for det meste mange anstrengelser for ikke at læse nyheder. Jeg gider ikke. Det er alt sammen designet til at ophidse, forarge eller splitte. DET. HELE. Der er er ikke længere vigtige nyheder. Næsten.
Men af gammel vane kommer jeg alligevel på danske online-sider af og til, og i dag faldt jeg over denne her: https://www.bt.dk/samfund/33-aarige-malene-er-arbejdsloes-ingen-vil-ansaette-mig
Det er altså meget, meget få, vi taler om
Det er, som om talen om arbejdsløse altid handler om, at de ingenting gider. Der er mangel på arbejdskraft. Det siger arbejdsgiverne selv. Ja, men dén arbejdskraft, der er mangel på, er arbejdskraft, der kan gå direkte ind i en jobfunktion, for det må ikke koste penge at ansætte nye medarbejdere. De skal kunne alle arbejdsopgaver i forvejen og helst også have erfaring fra samme funktion.
Det er altså de færreste, der på den måde kommer flyvende ind i et nyt job. Det er et helt igennem latterligt krav at stille til nye medarbejdere. Hvor er innovationen fra virksomhederne, når de ‘onboarder’, som det så kækt hedder på moderne dansk? Initiativet? Ansvaret for fællesskabet? Det gælder kun, når arbejdsgivere skal have fra fællesskabet. Når de selv skal levere, er det altid hønserøv og et sammenbidt “Det er jo derfor, vi betaler skat.”
De allerfleste vil gerne bidrage
Når der opstår historier om Dovne-Robert og Fattig-Carina, er det, fordi det er så let at identificere sig med et enkelt råddent æble, og vi tror alle, vi kender én, som ikke gider arbejde. Det gør vi måske også. Men for hver ene kender vi også mindst 50, som meget gerne vil arbejde. Og jeg kender en masse, som i årevis har søgt job uden at få det.
Det er altså ikke særligt fedt at være én, der gør alt, hvad samfundet, jobcentret, medierne og politikerne kræver – ingen beder arbejdsløse om noget, dem kan man kræve alting af, for de går jo bare og nasser – og man så stadig står uden arbejde. Hvorfor er det vigtigt at skære alle over én kam og svine til bredt for at ramme den meget lille del af de arbejdsløse, som ikke vil arbejde?
I stedet for at galpe forarget om hvad de burde gøre, fordi de har det så let, var det måske en idé at handle. Måske er det tiden, at du bytter dit travle og underbetalte job i hamsterhjulet ud med at fede den dagen lang på overførselsindkomst? De får jo angiveligt så høj en indkomst, at de [gisp!] nærmest kan overleve af de penge, de får.
Det er tiden at handle
Så byt da med dem. Find én, der kan overtage dit job og læn dig tilbage til møder med jobcenter, med sagsbehandler, til jobansøgninger, opfølgning – og ingen svar fra ansøgningerne; faktisk endda sjældent et afslag, for vi må jo forstå, at virksomheder har alt for travlt til at svare på jobansøgninger. Pis mig i øret.
Står der i opslaget, de ikke gider sende afslag, så gider jeg ikke søge hos dem. Hvad er det for en arrogant tilgang? Og fri mig for alle deres standardiserede undskyldninger om travlhed, som alt for mange bare viderekolporterer, som om virksomheder har andre formål med noget som helst end at øge deres profitmargin. Bite me!
Nyd tiden hjemme på sofaen og uvisheden om, hvornår du får gjort noget, der ikke lige passer din mavesure jobcenter-kontakt, så du bliver trukket i dagpenge næste gang og dermed ikke kan betale dine regninger. Men som Danmarks mest ynkelige forsøg på at lege journalist JBO ville sige: “Du har vel sparet op!”
Det er ikke et system, det er ønskværdigt at være i. Hvor er det egentlig trist, at man i Danmark har så lidt tillid til sine medmennesker, at man tror, de hellere vil gå hjemme og pille næse end have et arbejde.