4 timer. 34 minutter. Og 23 sekunder. Det føltes som meget, meget længere. Og det har allerede nu gjort ondt i meget, meget, meget længere tid. Og samtidig er det ualmindeligt dejligt, tilfredsstillende og vidunderligt. Jeg er nu en maratonløber. Helt officielt. Det her er et meget, meget langt indlæg. Der er helt sikkert bøvl med kronologien, men jeg betragter det som et stykke autofiktion. Det er et miskmask af mine erindringer, mine perciperede erindringer og en hel masse hallucinationer … Læs det, hvis du har lyst. Kodeordene er hårdt. Og stolthed.
Så kække var vi ved starten – mine kolleger, Karen, Morten og jeg. Vi startede alle 3 lige bag ballonen med sluttid på 4:00 timer. Det virkede ikke urealistisk. Og 2 af de 3 nåede da også i mål, inden de 4 timer var gået. Og så var der mig …
Flot – måske for flot – udlæg
Det gik helt efter planen de første knap 20 kilometer. Jeg løb lidt bagved de flotte røde balloner, der indikerede 4 timer. Karen, Morten og jeg blev hurtigt væk fra hinanden. Det er ragnarok ved de der væskedepoter, så det kunne bare ikke lade sig gøre at følges ad. Jeg drak vand ved de første par depoter. Drak så lidt energidrik, og ved 14 kilometer slugte jeg den første gel. Men jeg kunne godt mærke, at der ikke rigtig kom mere energi i benene eller kroppen eller for den sags skyld i hovedet af indtaget.
Jeg nød energien. De mange mennesker. Både løberne. Og tilskuerne. Det var fantastisk vejr de første par timer, og der var masser af tilskuere, som skabte en helt sindssyg stemning. Dét i sig selv var motiverende, imponerende og respektindgydende. Stor, stor respekt. Også til mine forældre, der hjemme i Odense hentede mig klokken 06:15 og kørte hele vejen med til København for at heppe. Og så endte det med, at de overhovedet ikke fik et eneste glimt af mig på hele ruten. Øv for det. Men tak alligevel fordi I var med.
“Hej Vils”
Ved 17 kilometer hev Karen mig forsigtigt i ærmet og sagde Hej Vils. Hej, hej sagde jeg. Og så løb vi lidt – meget lidt – sammen. Jeg var allerede dér ved at være drænet for energi og følte instinktivt på trods af, at det var mit første forsøg på den lange tur, at jeg måtte gemme på kræfterne. Ved 17-18 kilometer er der jo sådan set 24-25 kilometer tilbage. Det lyder af meget. Det var det også, viste det sig. Karen lod jeg løbe. Det magtede jeg ikke. Morten havde jeg ikke set siden … 12-14 kilometer. Tror jeg.
Krise. Mur. Bum
Ved 23 kilometer var jeg nede at gå første gang. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have 2 minutters gang, så ville jeg kunne nappe resten af turen i forsigtigt tempo. 4:00-ballon-fartholderne forsvandt i horisonten, og her tænkte jeg, at jeg bare skulle holde 4:10-ballonerne bag mig. Jeg blev klogere. Langsomt. Meget langsomt. Men klogere.
Flere omkring mig gik, så selv om jeg hørte et par af de mere rutinerede sige, at “det er for tidligt at gå – så er der langt hjem”, så var det altså nødvendigt. Jeg satte i løb igen. Lårene gjorde ondt. Meget ondt. Ikke mest i det ene. Eller det andet. De gjorde begge 2 allerhelvedes ondt. Du må ikke stoppe igen, tænkte jeg. Og luntede knap 700 meter, så måtte jeg gå igen. Jeg udviklede en teknik efter kilometerne. Løb 600-700 meter og gik så frem til kilometermærket. Løb igen. Gik. Løb. Gik. Jeg prøvede at overleve ved noget, jeg har hørt andre kalde “depot-strategien”. Jeg skulle fra depot til depot. Tag det et depot ad gangen.
Væskedepoterne blev længere
De første mange depoter nappede jeg enten 2 glas vand eller 1 med vand og 1 med energidrik (noget fedtet stads – Nobelpris til dén, der opfinder energidrik, der ikke er fedtet!). Jeg turde ikke forsøge med bananer eller appelsiner, og jeg ville gemme den anden gel så længe som muligt. Set i bakspejlet skulle jeg nok have set større på komforten og slæbt flere gels med. Det ved jeg til næste gang!
Taktikken gik nu ud på – meget stivbenet og meget langsomt – at løbe/gå. Der var flere på samme taktik. Vi var ved 26-27 kilometer. Nøj, der er langt hjem i krise derfra. Ved depoterne forfinede jeg mit indtag. Nappede 2 glas vand ved første bord, drak dem på vej hen til energidrikken, tog så 2 glas energidrik og drak dem, før end jeg ved vandbord nummer 2 greb yderligere 2 glas med vand, som jeg fik til at vare meget, meget længe. Og så måtte jeg til slut tvinge mig i løb. “Kom nu krop”, vrissede jeg af mig selv. “Kom nu krop”. 4:10-ballonerne fløj forbi mig i afsindig fart. Jeg ænsede dem ikke.
Kan man give op?
Mine forældre var på ruten, og havde jeg set dem ved 28 kilometer fx, havde jeg sgu nok givet op. Det regnede kraftigt nu. Jeg kunne maksimalt løbe 800 meter ad gangen, og jeg var helt, helt færdig. Underligt nok havde jeg ikke ondt af mig selv. Jeg var mere skuffet over, at det gjorde så ondt. “Det var ikke meningen”.
Men jeg kunne ikke se mig ud af, hvordan jeg kunne give op, uden at det ville betyde, at jeg skulle gå hele vejen tilbage til Bryggen. Så jeg skulle alligevel igennem en masse kilometer for at give op. Så kunne jeg lige så godt løbe videre. Var der kommet sådan en Grupetto-bus eller et fejeblad, havde jeg helt sikkert hoppet ind. Det virkede bare så besværligt at give op. Jeg var for træt til at give op. Så jeg løb.
Jeg begyndte at genkende min gruppe. Vi var en ordentlig flok, som ikke rigtig fulgtes ad. Vi løb og gik sådan lidt på skift. På den måde fik jeg hele tiden en fornemmelse af, at jeg overhalede nogen. Når jeg så gik og blev overhalet af dem, jeg lige havde overhalet, fandt jeg trøst i, at når jeg løb, var jeg ikke den aller-allerlangsomste. Ved 33 kilometer – lige langs Rigshospitalet var jeg nede at gå, da jeg blev overhalet af 4:20-ballonerne. “Kom, følg med os”, sagde en af ballon-mændene, og jeg kunne godt se logikken. “Hægt dig på dem de sidste 9 kilometer”, tænkte jeg. Og så holdt jeg op med at tænke. Og løb med. 200 meter. Så måtte jeg gå igen.
“I er forbi muren nu”
Sidste tur forbi Trianglen ved 34 kilometer stod en advokat-lignende type i tweed-jakke, pæne bukser og med et bistert udseende og blev ved med at råbe: “I er forbi muren nu. I skal bare hjem”. Det fandt jeg lidt trøst i. Jeg tænkte, at han måske havde ret. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte selv. Fødderne var ømme. Meget. meget ømme. Og sjaskvåde efterhånden. Tøjet var gennemblødt – det var sådan set meget rart – men lårene. Å lårene. De gjorde mere og mere ondt. Aldrig har mine lår gjort så ondt. (Det gør de stadig. Tænk at man kan presse sin krop helt derud, og den så stadig fungerer i en eller anden forstand)
Jeg forsøgte forsigtigt at tro på den pæne mand i tweed-jakken. Hvis jeg nu kunne løbe en hel kilometer hver gang. Måske endda lidt mere. Hvis jeg nu bare løb lige så langsomt. Mine skridt blev kortere og kortere. Nøj, hvor satte jeg pludselig meget pris på de mange tilskuere. De råbte, sang, dansede og spillede musik. Langsomt bevægede jeg mig frem.
(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
Ved Dronning Louises Bro var der totalt gang i den, og en meget, meget rar ung mand stak mig en Red Bull. Jeg ønskede mig ikke noget mere end et par vinger på det tidspunkt, men ligefrem flyvende blev jeg ikke. Men måske gav det lidt mentalt. Måske. Jeg kom i hvert fald lidt længere frem.
Hvem Fanden laver sjov med os?
Da jeg havde passeret 37 kilometer-skiltet, blev jeg sikker på, nogen tog pis på os. Nogen syntes, det var skægt at gøre grin med os langsomme og blev ved at flytte kilometer-skiltene længere og længere frem. Jeg havde lyst til at skrige: “Det kan jo ikke passe, at en kilometer pludselig er så lang. Vel?????” Men det havde jeg ikke energi til. Det havde også virket underligt.
(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
De sidste 2 kilometer løb jeg. Hele vejen. Meget langsomt. Jeg løb lige bag en tilsyneladende rutineret løber, der blev indhentet af en yngre og lidt lav pige. “Er du dér igen?” spurgte han “Hvordan har du det?”. Hun sukkede og kiggede på ham: “Det gør ondt”. Jeg relaterede. “Du har også næsten løbet 42 kilometer. Selvfølgelig gør det ondt”, sagde han. Helt sikkert en rutineret. “Når du får medaljen om halsen, er det det hele værd, så glemmer du smerten”, påstod han. Argh, det ville jeg godt lige se, før jeg troede på det.
(foto: Signe Vest, CPH Marathon)
Den sidste kilometer
Vi var ovre Langebro og på vej under den, da en fyr ved siden af mig kækt sagde, at han glædede sig til en fadøl. Jeg var lige ved at snuble, men brummede, at jeg bare glædede mig til at få mine sko af. Så var han løbet fra mig. Tror heller ikke, jeg kunne være kommet i tanke om mere at sige. Ind under broen. Forbi 42 kilometer-skiltet og så var den der igen: “Det er de længste 195 meter, jeg nogensinde har set. Ikke kun fordi jeg var træt, men jeg tænkte: Det kan ikke passe.” Og så løb jeg i mål. Helt i trance. Helt væk. Pissekold. Våd. Men snart med en medalje om halsen. Vand i hånden. En müslibar. Og på vej mod bagageteltet.
Jeg gjorde det. I mål. 4 timer og 34 minutter og 23 meget, meget lange sekunder. Nu har jeg slet ikke lyst til at tage medaljen af. Og jeg vil bare gå i den der trøje, hvor der står Copenhagen Marathon 2014. Det var ben-ben-benhårdt. Og helt fantastisk.
Jeg siger ikke, jeg løber igen næste år. I København i hvert fald. Men tilmeldingen er åben 🙂
Epilog:
Der er tusind andre indtryk, jeg også gerne ville have med, men det hele blander sig sammen i et stort sammensurium, så måske tilføjer jeg noget løbende, måske ændrer jeg på kronologien, og måske sletter jeg endda noget. Undskyld for rodet. Sådan føles det. Rodet. Stort. Fantastisk.
