En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.
Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.
At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.
Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.
Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.
Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?
Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.
Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …
Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.
