Jeg sidder her helt alene på mit lille kammer i Frederikssund. Jeg er ikke ensom. Jeg savner ikke selskab. Hvis jeg gjorde det, kunne jeg bare kaste mig ud i debatten på sociale platforme. Den er enorm. Alle – tilsyneladende – har et standpunkt. Noget de gerne vil dele. Erfaringer. Løsninger. Kritik. Bebrejdelser. Så mange deltager, og det er vel en del af den demokratiske debatkultur; man giver sit besyv med. Det er der noget smukt ved. Og så sidder jeg bare her og føler et intenst behov for at være mig selv.
Målløs, imponeret og beundrende sad jeg og stirrede via tv på de mange mennesker til mindehøjtideligheden for lørdagens forfærdelige hændelser på Krudttønden og i Krystalgade i København. Jeg lod mig suge ind af deres fællesskab. Og jeg glædede mig over, at jeg ikke stod på pladsen med de mange mennesker. Med en fakkel. Et stearinlys. Eller bare med en fremmed i hånden, om skulderen eller ved siden af mig.
Min umiddelbare impuls er i stedet et stort behov for at trække mig ind i mig selv. At granske mit indre. Hvad er det for følelser, jeg har? Føler jeg noget overhovedet? Lørdag var jeg ramt af en form for smertefuld lammelse. Stille sad jeg bare og fulgte med, mens tårerne forsigtigt kravlede ned af kinderne. Smerten føltes ikke gigantisk. Den var knugende. Vedvarende. Og ekstremt uforståelig. Samtidig med at årsagen til smerten selvsagt var klokkeklar.
Jeg har lige nu ikke plads til store tanker om ytringsfrihed. Om frygt. Om raseri. Om udlændingepolitikken. Jeg har kun en stor sorg, der omfatter hvert eneste menneskeliv, der brutalt afsluttes. Ikke bare i denne situation men i alle de situationer, hvor meningsløsheden for alvor bliver tydelig. Mord. Trafikuheld. Krig. Og alle de andre situationer, hvor nogen begår fejl, krænker, føler sig krænkede, fornedrer, handler i affekt, eller hvad der nu gør, at et menneske tager et andet menneskes liv – eller flere menneskers liv – i utide.
Livet er så dyrebart. Så unikt. Så værdifuldt. Og samtidig så sårbart og skrøbeligt. Jeg kan næsten ikke rumme smerten. Forældre. Venner. Familie. Bekendte. Alle de mennesker, der er knyttede til et enkelt menneskeliv. Og den intense smerte der er forbundet med den uafvendelighed, der er en skræmmende del af døden. Det er forfærdeligt.
Jeg er slet, slet ikke nået til at deltage i for og imod-debatten. Hvem har skylden? Hvem har gjort noget forkert? Eller ikke gjort nok? Det er helt sikkert vigtige diskussioner, og dem bliver vi nok aldrig helt færdige med.
Men jeg har altså brug for mere tid til at sunde mig over skrøbeligheden. Og jeg sunder mig alene. Afsondret. I en indre monolog. Eller måske mere i en indre dialog. Hvor jeg vender mine følelser med mig selv. Hvorfor tænker jeg præcis dén tanke? Eller dén tanke? Hvor kommer det fra? Hvorfor græder jeg? Hvorfor vil jeg være alene?
Heldigvis kan jeg også mærke, at jeg har lyst til at omfavne hele verden. Kramme. Smile. Holde af. Holde om. Elske. Dét vil jeg meget hellere, end jeg vil skændes, slås ihjel eller så splittelse. Når jeg altså er færdig med at tænke. Færdig med at tænke ‘hvorfor’.