Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”
Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.
Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.
Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)
Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.
På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.
Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.
Tag: socialmedia
Farvel facebook – dag 6
Jeg er her stadig. Jeg er her stadig. Og jeg har det faktisk godt. Eller; altså jeg er stadig i tvivl, om menneskeheden er ved at køre jorden helt ud af kurs, jeg undrer mig stadig over, at jeg nu på femte år er single og en masse andre ubehageligheder. Men mit exit fra facebook er gået helt og aldeles smertefrit.
Savner jeg det ikke? Nix. Det kan jeg sige helt ærligt. Og lige så ærligt indrømmer jeg gerne, at da jeg lukkede profilen søndag 23.12 – hvilket indledte 30 dages karenstid: “Logger jeg ikke inden udløb af de 30 dage ind på min konto, forsvinder ALLE – jeg gentager ALLE – mine data fra det, der engang var min profil”. Det tvivler jeg på. Så let er det næppe at slippe ud af data-cirkusset – altså; da jeg lukkede profilen, tænkte jeg: “Gad vide om nogen overhovedet opdager det? Opdager at jeg er væk”. Det var vel en form for omvendt FOMO – noget i retning af FONBM (fear of not being missed) – men det gik hurtigt over.
Min eneste bekymring i skrivende stund (i forhold til facebook) er, hvordan jeg kan kommunikere med det fodboldhold, jeg begynder træning sammen med fra 19. januar. Til samtalen blev jeg faktisk direkte spurgt, om jeg nu havde en facebook-profil. Og det kunne jeg kun bekræfte på det tidspunkt.
Men nu har jeg jo ikke facebook længere. Jeg har oprettet en kanal på Slack og håber, jeg kan flytte spillerne med derover – men ellers er det jo en mulighed, at de kommunikerer med hinanden på facebook, og så kan jeg bruge DBUs værktøjer til at holde styr på tropperne – kampkort og den slags 😎
Det har overrasket mig, hvor utroligt lidt jeg har at lave på computeren, nu hvor der ikke er sociale medier til at tage min opmærksomhed. Så kan jeg lade være at sidde ved computeren selvfølgelig, og det håber jeg da også bliver resultatet.
Indtil videre nyder jeg at træne, læse papirbøger, lave mad fra bunden – som nogen vil vide havde jeg et livligt #ruskomsnusk på Instagram i forne tider – og nu forsøger jeg så igen at lave mad efter kogebøger. Det ligner a l d r i g billederne i bøgerne … – og at have tid til bare at være. Jeg mediterer, laver yoga (for nedrullede gardiner for det er en ynkelig stivbenet omgang) og forsøger i det hele taget at lære mig selv bedre at kende.
