Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉
Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?
Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.
Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.
Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️
Tag: Venskab
Rigtige venner ser ikke igennem fingre med lovbrud
Hvis det var min ven, der opsummerede min situation, sådan som Johanne gør det her; er jeg altså ikke sikker på, jeg ville hverken drikke Cola Zero eller spise hvidt brød med pålægschokolade sammen med hen igen … Det er skrappe sager.
Jeg tvivler på, der sker noget sådan for alvor. Der er jo 90 mandater til at bakke ministeren op – lovbrud eller ej. Men jeg vil godt lige så stille stikke en finger i vejret – eller i jorden – og spørge kyndige og forstandige mennesker, hvorvidt det at dække over lovbrud i den lovgivende forsamling for alvor er foreneligt med demokrati?
Jeg har for længe siden resigneret i forhold til den politiske situation i landet, men jeg synes, vi skal kalde tingene ved deres rette navn. Kan man sidde som minister og skalte og valte på trods af landets love, som man vil, synes jeg ikke, vi kan kalde det et demokrati længere – eller er der en snedig form for definition af demokratiet, hvor det er ok?
(Og for en sikkerheds skyld: Nej, jeg går ikke ind for barnebrude eller for pædofili eller for noget i den boldgade. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, at den enkeltes vurdering af enkelte sager skulle retfærdiggøre lovbrud. Så skal vi i hvert fald ikke kalde det demokrati længere …)